Aleut

Aleuterne – Unangan-folket på grænsen mellem Rusland og USA

Navn: Aleuter.

Eget navn: Unangan (kyst folket) muligvis kun de østlige aleuter, allíthuh (fællesskabet). Lokale grupper bruger egne navne for dem selv.

Russisk navn: Aleuty.

Sprogfamilie: Eskimo-Aleutisk hørende til Paleo-Asiatisk.

Dialekter: Attu (vestlige grupper), Atka og Unalaska (østlige grupper). Dialektforskellene er små og aleuterne forstår gensidigt hinanden. I dag er aleuterne dobbeltsproget. På den amerikanske side taler befolkningen engelsk og aleutisk og på den russiske side taler de russisk og aleutisk.

Befolkningsantal: Da russerne først kom her i 1741 under Vitus Berings ekspedition var næsten alle øerne beboet. Aleuternes antal var omkring 25,000. Kolonimagten udførte massemord på lokalbefolkningen, hvilket tilsammen med nyindførte sygdomme reducerede befolkningen drastisk. I 1834 konstaterer missionæren og etnografen Veniaminov, at der kun er 2,500 tilbage. I 1945 beregnede antropologen A. Hrolicka aleuternes antal til ca. 1,400. I dag regner man med, at deres antal på verdensplan er omkring 6000. Dele af eskimo befolkningen i det sydøstlige og sydlige Alaska regner sig selv for aleuter. På de russiske Kommando øer er der kun nogle få hundrede tilbage.   

Hvor bor de: På øgruppen Aleuterne, sydvestlige del af Alaska halvøen og Shumagin øen. Siden begyndelsen af 1900 tallet er aleuter flyttet tilbage til Kommando øerne og Bering øen, som hører til Rusland.

Kultur og erhverv: Aleuterne har altid fået deres indkomme fra havet. Her driver de jagt på hvaler, sæler og andre havpattedyr ligesom de fanger fisk. I fortidens samfund delte aleuterne fangsten mellem alle i samfundet. I dag har man en pengeøkonomi, men flere steder lever den gamle tradition videre på lidt andre betingelser. Man har i dag også pelsfarme, kvægdrift og begrænset havebrug.

Musik: Aleuterne havde en højt udviklet sangtradition. I. Veniamov (1797-1879)skriver, at alle bopladser havde utallige episke sange som priste fortidens storfangere og kultur helte. Disse sange, der priste fortidens helte, blev sunget af mændene til akkompagnement af en tamburin. Man havde også shaman sange, der blev benyttet, når man fremstillede amuletter. Ligeledes fandtes der en stor fortæller tradition både med epos, eventyr, myter og sagn. Mellem 1909 og 1910 indspillede den russiske antropolog Vladimir Jochelson flere aleutiske sange og fortællinger på cylindre[1], der i dag opbevares i St. Petersborg.

Kolonihistorie: Koloniseringen begyndte i midten af det 18. århundrede, hvor russiske søfolk, handelsmænd og forretningsmænd slog sig ned på øerne. De russiske kolonister behandlede den lokale befolkning ualmindeligt modbydeligt. Slaveri var udbredt ligesom drab hørte til dagens orden. Russisk påvirkning af kultur og sprog viste sig hurtigt. I starten af det 19. århundrede var stor set alle aleuter på de russiske besiddelser konverteret til den russisk ortodokse kirke. Kirken var et effektivt redskab til at kontrollere og overvåge befolkningen. På Bering øen har russisk endnu ikke spoleret det aleutiske sprog. Andre steder som f.eks. på Mednye øen taler næsten alle aleuter russisk til daglig. I sovjet perioden blev øgruppen Aleuterne igen udsat for en stor russisk indvandring. I dag er der mange blandede ægteskaber. Børn af disse blandede ægteskaber har også blandede identiteter. Almindeligvis regner de sig for russere, hvis de opholder sig på fastlandet og når de kommer tilbage til øerne, regner de sig for aleuter.

Samman med den russiske kolonisation kom den russiske kirke og mission. Gradvist overgik de aleuterne til den nye tro. De fik endda deres egen helgen Peter, der her på ikonet er afbilledet i traditionelt aleutisk tøj.

Koloniseringen betyder for mange urfolk verden over, at deres land blev delt mellem 2 eller flere nationalstater således også med øgruppen Aleuterne, der er delt mellem Rusland og USA. Et forhold der gør en fælles overlevelses strategi vanskelig for de aleutiske folk. Under den kolde krig var det umuligt at samarbejde henover grænserne, men efter Sovjetunionens opløsning er der opstået forskellige former for samarbejde imellem aleuter i Rusland og USA.

I 1993 blev Kommando øerne erklæret for Zapovednik (beskyttet natur område)

 Bøger til natbordet

Holly Miowak Guise: ” Alaska Native Resilience: Voices from World War II” 2024

Ivan Veniaminov: “Notes on the Islands of the Unalashka District”. The Limestone Press, Canada 1984.

( Ivan Veniaminov virkede som præst og missionær på Aleuterne, I Sibirien og Alaska. Han var en ualmindelig sprogbegavelse og skarp etnografisk iagttager. Han skabte en retskrivning for flere urfolkssprog og nedskrev sædvaner, folklore og andre etnografiske observationer. “Notes on the Islands of the Unalashka District” er hovedværket om aleuternes etnografi. Efter sin død helgenkårede den russiske kirke Veniaminov under navnet Sct. Innocent (russisk: Innokentii)).

Pasquale De Marco: ”An Oral History of the Bering Sea Coastal People”

Peter Ulf Møller:” Strandet i Europa” . Gyldendal, København 2001. (En japansk skibsbesætnings oplevelser i Rusland 1783-1793. Japanerne strander på Amchitka der hører til øgruppen aleuterne. Man få en god etnografisk indføring af forholdene på den tid. Bogen giver også en beskrivelse af russisk kolonisation og forholdet til urfolkene på Kamtjatka og Sibirien)

Robert Murphy: ”Vitus Berings opdagelsesrejser”. Fremads Rejsebøger 1968.

Sven Waxell: ”Vitus Berings eventyrlige opdagerfærd”. Rosenkilde og Baggers forlag, København 1948.