Inanna ishtar og myten om døende og genopstandne guder – fra sumer til kristendom

Døende og genopstandne guder – Struktur, kontakt eller tilfældighed?

Myten om den sumeriske gudinde Inanna, der dør og genopstår, er den ældste kendte af sin slags og danner en arketype, der genfindes i utallige religioner. Denne tekst udforsker, om disse fortællinger er resultater af historisk kontakt, parallel udvikling eller en universel menneskelig erfaring med døden.

Indledning: Inannas nedstigning til underverdenen

Inanna, kærlighedens og frugtbarhedens gudinde i sumerisk religion, beslutter at rejse til underverdenen – Kur – som regeres af hendes søster, dødsgudinden Ereshkigal. Iført sine kongelige symboler – krone, stav, smykker og kappe – begiver hun sig mod dødsrigets syv porte. Ved hver port kræver portvogteren, at hun aflægger ét symbol på sin guddommelige magt. Da hun når frem, er hun nøgen og uden beskyttelse.

Ereshkigal og underverdenens dommere dræber hende og hænger hendes krop på en pæl. I tre dage og tre nætter er Inanna død. I hendes fravær ophører kærlighed og frugtbarhed i verden. Guderne sender to kønsløse væsner ned for at forhandle hendes løsladelse. De trygler Ereshkigal og får lov at bringe Inanna tilbage til livet ved at overhælde hendes krop med livets vand og livets føde.

Inanna genopstår og stiger op, men for at hun kan vende tilbage til de levendes verden, må nogen tage hendes plads i dødsriget. Hun udpeger sin elsker Dumuzi, som ikke har sørget over hendes død. Dumuzi bliver underverdenens fange i en del af året, og sådan begynder den cykliske rytme af død og genkomst.

Fra Inanna til Jesus

Myten om Inanna er den ældst kendte fortælling om en gud, der dør og vender tilbage til livet. I mange religioner optræder myter om guder, der dør og genopstår. Fra Sumer til Egypten, fra Grækenland til Palæstina – og fra Inanna til Jesus – findes fortællinger, hvor en guddom gennemgår død, fravær og genkomst. Spørgsmålet er: Hænger disse myter sammen? Er der tale om lån og påvirkning, eller opstår de uafhængigt som svar på eksistentielle erfaringer?

Struktur og arketyper

Mange religionsforskere har peget på, at død og opstandelse er en universel struktur i mytologi og ritual. Joseph Campbell taler om den monomytiske helt, og Mircea Eliade beskriver cyklisk tid og gentagelse af kosmisk orden. Disse myter afspejler livets rytme: dag og nat, vinter og forår, fravær og nærvær.

• Inanna (Sumer): dør i underverdenen og vender tilbage.
• Osiris (Ægypten): myrdes og bliver hersker over de døde.
• Adonis (Fønikien/Grækenland): dør årligt og genfødes.
• Attis (Frygien): dør og vækkes til live ved forårsjævndøgn.
• Jesus (Kristendom): dør og opstår på tredjedagen.

Kulturel kontakt og overførsel

Der er veldokumenterede forbindelser mellem visse mytologier. Fønikiske handelsruter bragte Tammuz/Adonis-kulten til Grækenland. Attis og Kybele påvirkede romerske mysteriekulter. Og i Alexandria og Syrien fandtes miljøer, hvor egyptisk, jødisk og græsk tankegods mødtes. Kristendommen opstod i en verden præget af disse strømninger, men er samtidig rodfæstet i jødisk apokalyptik. De fleste forskere i dag mener, at Jesus-fortællingen ikke er en kopi, men formet i et rum med kulturel krydspåvirkning.

Parallel udvikling og menneskelig erfaring

Et tredje perspektiv ser myterne som uafhængige svar på fælles erfaringer: død, sorg, fertilitet, forvandling. Landbrugssamfund spejlede sig i naturens cyklus, og religiøse ritualer blev redskaber til at håndtere liv og død. Her er der ikke nødvendigvis tale om påvirkning, men om parallelle symboluniverser, der opstår spontant i forskellige kulturer.

Sammenligning af døende og genopstandne guder