Sevjan Israilevitj Vajnstjein (1926–2008) – nomadeforskeren fra Tuva og pioner i centralasiatisk etnografi

Sevjan Israilevitj Vajnstjein (1926–2008) – nomadeforskeren fra Tuva

Kort livsforløb

Sevjan Israilevitj Vajnstjein (Севьян Израилевич Вайнштейн) blev født den 12. april 1926 i Moskva i en jødisk intellektuel familie. Faderens arrestation i 1930’erne satte tidligt spor, men afskar ham ikke fra en akademisk vej. Efter krigen studerede han historie ved Moskva Statsuniversitet og kom i begyndelsen af 1950’erne til Tuva som ung specialist.

Fra 1950 arbejdede han ved Tuvins museum i Kyzyl og siden ved det lokale forskningsinstitut for sprog, litteratur og historie. Her begyndte den lange række af ekspeditioner, som gjorde ham til den mest indflydelsesrige forsker i Tuvas arkæologi, historiske etnografi og nomadekultur. I 1969 forsvarede han sin doktorafhandling om oprindelsen og den historiske etnografi hos det tuvinske folk.

Senere var han tilknyttet Institut for Etnologi og Antropologi ved Det Russiske Videnskabsakademi i Moskva, hvor han fortsatte både forskning og undervisning og uddannede en ny generation af forskere. Vajnstjein døde den 16. oktober 2008 i Moskva.

Forskning og professionel betydning

Vajnstjein regnes som en af de mest indflydelsesrige forskere i det 20. århundredes studier af Tuva og de centralasiatiske nomadefolk. Hans arbejde forbandt arkæologi, etnografi, historie og lingvistik – et tværfagligt greb, som senere blev forbillede for yngre generationer.

• Arkæologi og historisk etnografi: Han ledte ekspeditioner og udgravninger i Tuva, kortlagde gravpladser, helleristninger og uiguriske mindesmærker og udviklede en periodisering af Tuvas forhistorie, som stadig danner reference.
• Nomadernes verden: I værker som Историческая этнография тувинского народа (1972) og Мир кочевников Центра Азии (1991) beskrev han nomadiske samfunds økonomi, slægtskab, kosmologi og forhold til landskabet.
• Fåtallige og oversete folk: Vajnstjein dokumenterede rituelle praksisser, ornamentik og folkesange blandt små tuvinske grupper og viste, hvordan deres kultur blev omformet under sovjetisk modernisering.
• Mentor og miljøskaber: Han uddannede omkring 15 kandidater og doktorer og skabte et miljø, hvor yngre forskere kunne arbejde sammen tværfagligt – en sjældenhed i 1970’ernes sovjetiske forskningsverden.
• International rækkevidde: Han deltog i konferencer og holdt forelæsninger i Tyskland, Storbritannien, Japan og USA og placerede Tuva på det internationale videnskabelige landkort.

Hans forskning dannede grundlag for et mere nuanceret syn på nomadisme og på forholdet mellem mobilitet, miljø og kulturarv i det centrale Asien.

Eftermæle – Hustruen Dina Vajnstjein

Efter Sevjan Vajnstjeins død i 2008 videreførte hans hustru, Dina Vajnstjein, arbejdet. Hun bevarede og organiserede hans omfattende bibliotek, breve og feltnoter og sørgede for, at hans samlinger og upublicerede manuskripter blev overdraget til Tuvas nationale museum. Gennem hendes indsats blev forskningen gjort tilgængelig for nye generationer af forskere og for offentligheden – en levende fortsættelse af det fælles livsværk, der i årtier havde bundet dem sammen. (tuva.asia)

Forfatterens note: et åbent forskningsrum

En personlig erindring fra Institut for Etnologi og Antropologi i Moskva viser en anden side af Sevjan Vajnstjein: ikke kun som forsker, men som skaber af et åbent kollegialt rum. Her arbejdede han sammen med 8–9 yngre kolleger, som frit delte idéer, diskuterede fund, drak te og skiftede mellem koncentration og samtale. Denne praksis – et fælles værksted frem for lukkede enkeltkontorer – står i skarp kontrast til individualiserede forskningskulturer. Hos Vajnstjein var viden noget, der blev til i samtale.

Udvalgte værker

• Тувинцы-тоджинцы (1961)
• Историческая этнография тувинского народа (1972)
• Мир кочевников Центра Азии (1991)