Franz Werfel – pacifisme, krigserfaring og de 40 dage på Musa Dagh

Franz Werfel – pacifisme, krig og De 40 dage på Musa Dagh

Franz Werfel (1890–1945) var fra begyndelsen af sin forfatterbane optaget af fred, medfølelse og menneskeligt fællesskab på tværs af nationer. Før Første Verdenskrig bevægede han sig i radikale, antimilitaristiske kredse og var med i hemmelige antimilitaristiske grupper i det habsburgske monarki. Hans tidlige lyrik kredser om næstekærlighed og menneskers indbyrdes forbundethed – en form for etisk og religiøst begrundet pacifisme, længe før han skrev sine store romaner.

En ung pacifist før 1914

I digtsamlingen Der Weltfreund (1911) præsenterer Werfel sig nærmest programmatisk som “verdens ven”. Han udtrykker en forestilling om, at hele menneskeheden udgør én sammenhængende organisme: vi er “de opsplittede dele af ét eneste legeme”. Vold og krig bliver dermed en form for kollektivt selvmord – et angreb på den menneskelige helhed.

Også i Wir sind (1913) bryder han med nationalt og militært tankegods. Mennesker hører sammen på tværs af grænser og identiteter, og den etiske fordring er medfølelse – ikke heroisk selvopofrelse på slagmarken. Werfels pacifisme er ikke et politisk program, men et religiøst og humanistisk grundsyn: mennesket er skabt til liv og kærlighed, ikke til ødelæggelse.

Tvunget ud i krigen

Da Første Verdenskrig bryder ud, indkaldes Werfel som alle andre unge mænd i Østrig-Ungarn. Riget havde almindelig værnepligt, og der fandtes ingen anerkendt ret til militærnægtelse af samvittighedsgrunde. Den overbeviste pacifist ender derfor i uniform – først ved østfronten som menig artillerisoldat og telefonist, senere i militærets pressebureau i Wien, hvor flere forfattere blev placeret. :contentReference[oaicite:0]{index=0}

Erfaringerne fra skyttegrav, militær bureaukrati og propaganda bliver afgørende for hans senere digtning. Werfel oplever på nærmeste hold krigens brutalitet og den “banale” medløbermentalitet i de civile og militære myndigheder – noget han senere bruger både i sin poesi og i romanen De 40 dage på Musa Dagh. :contentReference[oaicite:1]{index=1}

Trojanerinderne – en tidlig fredsstemme

Midt under krigen dramatiserer Werfel Euripides’ tragedie Trojanerinderne (opført i Berlin 1916). Stykket, der skildrer de besejrede kvinders lidelser efter Trojas fald, bliver i Werfels version læst som et udtalt antimilitaristisk “fredsskuespil”: fokus er ikke heltenes ære, men de civile ofres smerte og den totale moralske ruin, krigen efterlader. :contentReference[oaicite:2]{index=2}

Her træder et typisk werfelske perspektiv frem: sandheden ligger ikke hos vinderne, men hos de ramte – en tanke, der vender tilbage i både hans efterkrigsdigte og de store romaner.

Efterkrigstid og etisk pacifisme

Efter 1918 vender Werfel ikke tilbage til organiseret pacifisme, men den etiske grundtone i hans værker forbliver tydeligt antimilitaristisk. I digtsamlingen Der Gerichtstag (1919) skildres krigen som en dom over menneskeheden: vold og massemyrderier har afsløret, hvad der sker, når mennesker sætter nation, ideologi eller lydighed over medfølelse og samvittighed.

Werfels senere store romaner – både de bibelske fortællinger og de historiske værker – kredser igen og igen om spørgsmålet: Hvordan kan mennesket bevare sin værdighed og sit ansvar midt i vold, forfølgelse og ideologisk fanatisme?

De 40 dage på Musa Dagh – selvforsvar som tragisk nødvendighed

Romanen De 40 dage på Musa Dagh (1933) fortæller om en armensk landsbybefolknings modstand mod deportation og udslettelse under det armenske folkedrab i 1915. Werfel blev inspireret til romanen, efter at han i 1930 havde set udmagrede armenske flygtningebørn på en tæppefabrik i Mellemøsten og siden læst øjenvidneberetninger om forfølgelserne. :contentReference[oaicite:3]{index=3}

Ved første øjekast er romanen en heroisk fortælling om væbnet modstand. Men under overfladen er den dybt præget af Werfels etiske pacifisme:

• Hovedpersonen Gabriel Bagradian er ikke født soldat, men en tvivlende, humanistisk intellektuel, der kun går til våben for at beskytte sit folk mod udslettelse.
• Hver sejr over de angribende tropper ledsages af sorg, samvittighedskvaler og refleksion over prisen for at dræbe, selv i selvforsvar.
• Romanen dvæler ved børnenes og de civile ofres lidelse – fra de første dødsmarcher til hungersnød og sygdom – og gør denne lidelse til det egentlige moralske centrum.
• Tyrkiske embedsmænd og soldater skildres ikke blot som dæmoner, men som mennesker fanget i et system af bureaukrati, ideologi og frygt. Volden bliver et resultat af strukturer og beslutninger – ikke af “medfødt” ondskab. :contentReference[oaicite:4]{index=4}

Werfel beskriver således væbnet modstand som en tragisk nødvendighed: et forsøg på at redde liv i en situation, hvor alle andre muligheder er lukket. Men han romantiserer ikke volden. Tværtimod viser han, hvordan selv den retfærdige kamp efterlader dybe sår i dem, der tvinges til at kæmpe.

På den måde kan De 40 dage på Musa Dagh læses som en fortsættelse af Werfels pacifistiske projekt: ikke som en programerklæring om absolut ikke-vold, men som en stor etisk meditation over menneskelivets ukrænkelighed, lidelsens vidnesbyrd og det tunge ansvar, der følger med enhver brug af magt – også når den er rettet mod at beskytte de svage.