Lynet over Tårnet

Lynet over Tårnet

Et tarotkort, dansk symbolisme og nødvendigheden af brud

Det begyndte med et kort. Et gammelt tarotkort med et tårn, der bliver ramt af lynet. Mennesker falder, kronen styrter, og nederst ligger en slange, som mange udgaver af kortet har glemt.

Jeg tror ikke på kortenes forudsigelser. Men som billeder er de interessante. De kan fungere som en slags tankeeksperimenter. Ikke som okkult viden, men som spejle.

Refleksionen begynder dér.

I mange fortolkninger symboliserer tårnet det dårlige værk. I frimurertraditionen skyldes det uvidenhed, ærgerrighed og fanatisme. Fanatisme er her ikke først og fremmest vold, men lukkethed. Det er den bevægelse, der gør ethvert tempel til et eksklusivt og lukket gudehus.

Det er en gammel indsigt. Men den bliver interessant, når man begynder at læse den historisk.

I Danmark i 1890’erne opstod en gruppe unge forfattere, der netop valgte tårnet som symbol. Tidsskriftet Tårnet blev grundlagt i 1893 som en protest mod naturalismen. Naturalismen havde vendt blikket mod samfundet, fattigdommen, kroppen og det materielle. Symbolisterne ønskede det modsatte: et indre blik, en åndelig virkelighed, en aristokratisk kunst.

Det var ikke kun en æstetisk bevægelse. Det var også en holdning til verden.

De talte om de indviede og de følsomme. Om kunsten som noget, der ikke skulle forstås af alle. Om nødvendigheden af afstand til det trivielle. Det var en reaktion mod en verden, der syntes flad, teknisk og borgerlig. I denne protest lå en reel længsel efter dybde.

Men samtidig opstod der et åndeligt hovmod.

Afstanden blev et ideal. Ophøjelsen blev et mål i sig selv. Man trak sig tilbage fra markedet – men opdagede hurtigt, at man stadig havde brug for det. Læsere, kritikere og anerkendelse. Det åndelige projekt var aldrig uden for verden.

Det er her Bob Dylan åbner en uventet forbindelse. I Changing of the Guards står tårnet ikke i isolation, men midt i verden:

Fortune calls
I stepped forth from the shadows to the marketplace
Merchants and thieves, hungry for power, my last deal gone down
She’s smelling sweet like the meadows where she was born
On midsummer’s eve, near the tower

Tårnet står ikke isoleret i denne sang. Det står ved markedet.

Det er afgørende. For fanatisme opstår ikke kun i klostre og sekter, men midt i verden. Ved magtens og byttets steder. Hos dem, der handler med ideer, sandheder og identiteter. Dylans “merchants and thieves” kan læses som politikere, præster, kunstnere, aktivister – og også som os selv, når overbevisninger bliver til symbolsk kapital.

I den forstand er tårnet ikke kun et elfenbenstårn. Det er også en position.

Man træder frem fra skyggerne. Man får stemme, indflydelse og publikum. Men netop dér opstår fristelsen til at lukke sig. Jo højere man kommer, desto mere bliver det nødvendigt at forsvare sin position. Tvivlen bliver en trussel. Kritik bliver et angreb.

Fanatisme er derfor ikke altid blindhed. Den kan være en form for selvbeskyttelse.

Når tarotkortet viser lynet, er det måske ikke et guddommeligt straffeslag, men en påmindelse om, at ingen position er stabil. Historien bryder ind. Andre mennesker bryder ind. Erfaringer bryder ind.

Det kan være smertefuldt, men uden dette brud bliver tænkningen stiv.

Slangen nederst på kortet er ofte overset. Den kan forstås som det, der hele tiden ligger uden for konstruktionen: kroppen, hverdagen, det konkrete liv, de mennesker, der ikke deler vores perspektiv. Når man lukker sig i sit tårn, mister man forbindelsen til dette.

Lynet tvinger forbindelsen tilbage.

Det er måske derfor, tårnet er et så stærkt symbol i så forskellige sammenhænge: i frimurertraditionen, i symbolismen og i moderne poesi. Det peger ikke kun på fanatisme hos andre, men på en permanent risiko i enhver form for overbevisning.

Den, der skriver dette, er ikke undtaget. Ingen er.

For så længe vi tænker, bygger vi.
Og så længe vi bygger, risikerer vi at blive fanget.