Det lukkede kabinet – Zola, Café Riche og det tredje sted

Det lukkede kabinet

Caféen som det modsatte af det tredje sted

I Kampen om byttet (La Curée, 1871) lader den franske forfatter Émile Zola Paris fremstå som en by under hastig forvandling – ikke blot i dens fysiske form, men i selve det sociale livs natur. Gennem den fiktive karakter Aristide Saccard – ejendomsspekulant og finansmand – personificerer Zola hele Det Andet Kejserriges ånd: en tid præget af hastig rigdom, moralsk forfald og troen på, at alt kan omsættes til kapital.

Saccard er ikke baseret på én bestemt historisk person, men er et litterært destillat af sin epoke. Han minder om tidens virkelige finanshajer – måske mest om baron Haussmann, præfekten der fysisk omformede Paris, eller finansmænd som Isaac Péreire, der stod bag store spekulationsprojekter. Men Saccard er først og fremmest et billede på en hel tidsånd. Han er karismatisk, energisk og næsten beundringsværdig i sin skruppelløse dristighed – ikke en entydig skurk, men en mand der personificerer en epoke, hvor grænsen mellem forretning og moral var blevet flydende.

Hans spekulation i jord og ejendom skaber en ny økonomisk dynamik, der ikke forbliver abstrakt. Den trænger ind i hverdagen, i omgangstonen, i måden mennesker mødes på – og i hvad disse møder overhovedet betyder.

Det er karakteristisk, at det sociale liv i romanen ikke udfolder sig i åbne rum. Det foregår i saloner, private lejligheder og omhyggeligt afskærmede miljøer, hvor adgang er betinget af position og rigdom. Selv når handlingen bevæger sig ind i et rum, vi ellers forbinder med offentlighed og tilfældigt samvær – caféen – er det ikke caféen som mødested, der træder frem. Det er caféen som kabinet: lukket, dæmpet og eksklusivt.

Scenen på Café Riche

Café Riche var en af Paris’ mest berømte og eksklusive restauranter, beliggende på Boulevard des Italiens – selve hjertet af det fashionable Paris under Det Andet Kejserrige. Her mødtes finansfolk, politikere og kunstnere, men ikke som ligeværdige gæster i et åbent rum: stedet var organiseret omkring private kabinetter på første sal, hvor selskaber kunne lukke døren og være fuldstændig afskærmet fra den øvrige verden.

Det er i et sådant kabinet, at Saccard i romanen arrangerer et middagsselskab. Rummet er købt og reserveret; maden og vinen bestilt på forhånd; gæsterne udvalgt med omhu. Intet er overladt til tilfældet, intet opstår spontant. Intimiteten er ikke noget der vokser frem mellem mennesker – den er bestilt sammen med menuen.

Intimiteten, der opstår, er ikke et resultat af tilfældig nærhed eller fælles tilstedeværelse, men af en iscenesættelse inden for rammer, der allerede er arrangeret og betalt. Det private rum er ikke blot et sted, man trækker sig tilbage til – det er noget, der kan erhverves. Og netop deri ligger den afgørende forskel.

Caféen som vareliggjort rum

I teorien om det tredje sted – det rum, der hverken er hjem eller arbejde, men det sted hvor man mødes som ligeværdige, uden dagsorden og uden pris på adgangen – er caféen et centralt eksempel. Her kan fremmede blive bekendte, og samtalen flyder frit på tværs af sociale skel. Det er et rum præget af umiddelbarhed og åbenhed.

Zolas café er dette steds modbillede. Den er ikke åben, men lukket. Ikke tilfældig, men arrangeret. Ikke gratis at tilgå, men købt.

Det er her, forbindelsen til det, Karl Marx beskrev som vareliggørelsen af menneskelige relationer, bliver konkret og nærværende. Hos Marx er vareliggørelsen ikke blot et spørgsmål om økonomi i snæver forstand; det handler om, hvordan relationerne mellem mennesker mister deres umiddelbare karakter og i stedet antager form af relationer mellem ting. Det personlige bliver upersonligt. Det sociale får en pris.

I Kampen om byttet sker netop dette – men ikke i fabrikken eller på markedspladsen, men i de rum, vi ellers forbinder med hvile, selskabelighed og fri samtale. Caféens kabinet er et rum, hvor nærheden selv er blevet en vare: noget der kan bestilles, betales og arrangeres. Og dermed er det ophørt med at være et mødested i egentlig forstand.

Et spejl for det tredje sted

Zolas roman fungerer derfor ikke blot som samfundskritik rettet mod Det Andet Kejserriges Paris. Den peger på en tendens, der rækker ud over sin tid: at byens sociale rum kan koloniseres af de samme logikker, der ellers styrer ejendomsmarkedet. Når et rum kan købes og reserveres, ophører det med at være fælles. Og når nærheden har en pris, er den ikke længere egentlig nærhed.

Det tredje sted er netop defineret ved det modsatte: ved adgangen, der ikke kræver noget, ved samtalen der ikke er aftalt, ved det tilfældige møde der alligevel kan blive betydningsfuldt. I Kampen om byttet er dette ikke muligt. Her er alt allerede arrangeret – og det, der arrangeres, kan ikke længere kaldes et møde.