I december 1898 underskrev USA og Spanien Pariserfreden. Spanien solgte Filippinerne, Guam og Puerto Rico til amerikanske hænder for tyve millioner dollars. Ingen af disse territoriers befolkninger var til stede ved forhandlingsbordet. En uafhængig filippinsk republik, udråbt i Malolos med en vedtaget forfatning og en valgt præsident, eksisterede de facto og vidste endnu intet om, hvad der var sket over dens hoved. Tre måneder senere åbnede den amerikanske soldat Willie Grayson ild mod en gruppe filippinere i Manilas udkant — og krigen begyndte.

Hvad der fulgte, er en af de mest velgemte begivenheder i moderne vestlig historieskrivning: en kolonial krig, der varede fjorten år, kostede op imod en million filippinske liv og efterlod øen Samar som en systematisk lagt ørken. At den næsten ikke figurerer i europæisk dannelseshorisont skyldes ikke mangel på dokumentation. Kilderne er righoldige. Det skyldes et valg.

Imperialismens selvbillede — Trumbull White, 1898

Trumbull White, Our New Possessions (1898).

For at forstå hvad der skete, hjælper det at begynde med, hvordan det så ud indefra. Journalisten Trumbull White udgav i 1898 Our New Possessions — en jubilæumsbog, der med åben begejstring præsenterede USA’s nye territorier for et hjemligt publikum. Filippinerne beskrives som en strategisk perle i Stillehavet, en naturlig port til Kinas markeder. Puerto Rico og Cuba er velfortjente frugter af en retfærdig krig. Hawaii venter tålmodigt på den formelle indlemmelse, som alle fornuftige mennesker er enige om.

Whites sprogbrug er af den slags, der kræver en anstrengelse at læse i dag. Øernes befolkninger figurerer som folk, der har behov for amerikansk tutelage, civilisering og vejledning. Modstand mod kolonisering fremstilles ikke som legitim frihedskamp, men som bevis for, at opgaven med at “opdrage” disse folk endnu er uafsluttet. Det er ikke White personligt, der er problemet. Det er, at han er helt repræsentativ for sin tid. Hans bog er selve den diskurs, inden for hvilken generaler som Jacob Smith og Littleton Waller opererede, da de beordrede systematisk afbrænding af Samars landsbyer.

Ofrene — tallene og ansigterne

Filippinske tab på den første dag af krigen. Den originale billedtekst lyder: Oprørere døde lige da de faldt i skyttegraven nær Santa Ana, den 5. februar. Skyttegraven var cirkulær, og billedet viser kun en lille del.

Den filippinske geograf Manuel Arellano Remondo noterede allerede i 1908, at øgruppens befolkning faldt fra ni til otte millioner i krigsårene. Nyere historikere opererer med et samlet dødstal på én til halvanden million — et tal, der i sin størrelsesorden svarer til de irske hungersnødsdødsfald i 1840’erne eller den armenske genocide, men som ikke på tilsvarende vis har fundet sin plads i den kollektive europæiske erindring.

Krigen føres på alle fronter mod civilbefolkningen. Landsbyer afbrændes systematisk. Marker og risdepoter ødelægges for at udsulte modstandsbevægelsen. Den spansk-kolonialistiske reconcentrado-model — tvangsflytning af civilbefolkninger til overfyldte lejre omgivet af skydezoner — genopsættes nu under amerikansk flag. Mellem januar og april 1902 dør 8.350 fanger i lejre, der rummer knap 300.000 mennesker. Nogle lejre registrerer en dødsrate på tyve procent.

På Samar er billedet endnu mere koncentreret. Den 28. september 1901 angriber byens egne borgere i Balangiga den amerikanske besætningsstyrke — 48 soldater dræbes. Den amerikanske respons er ikke en militær operation men en udslettelseskampagne. General Jacob Smith udsender sin berømte ordre: alt der bevæger sig og er over ti år gammelt skal dræbes. Øen skal forvandles til “a howling wilderness.” Efterfølgende krigsret frifinder den direkte ansvarlige officer Littleton Waller; Smith irettesættes og sendes på pension med fuld honnør.

Samars befolkning — de synlige og de usynlige

Samars dominerende befolkning er Waray-folket — en af de ældste etnolinguistiske grupper i Visayas-øerne, der allerede i 1521 var de første filippinere, Magellans ekspedition mødte. De var ikke en marginaliseret urminoritet; de var øens egne, og det var deres mænd, der i september 1901 greb til bolomacheter i Balangiga kirke. Bag dem, i bjergene og skovene i det indre af øen, levede endnu ældre befolkningsgrupper — Ati-folket, Negrito-efterkommere med rødder i øens præ-austronesiske fortid — som hverken spanske kolonister eller amerikanske officerer havde interesse i at registrere som individer.

Disse folk er usynlige i kilderne. De optræder hverken i Sellers’ mikrohistorie, i Espresso Stalinist-artiklens anklageskrift eller i Myrdals samfundsøkonomiske panorama. Smiths scorched earth-taktik gik netop ind i de indre skove, hvor disse befolkninger holdt til. Ingen talte dem. Ingen huskede dem.

Myrdal som antitese — den forskning, der ikke spurgte

Gunnar Myrdals Asian Drama: An Inquiry into the Poverty of Nations (1968) er et af det tyvende århundredes vigtigste socialvidenskabelige studier. Det er et arbejde af imponerende bredde og ægte humanistisk engagement, og det betragtes stadig som et referencepunkt i diskussionen om asiatisk underudvikling og kolonialismens eftervirkninger. Netop dets anseelse gør det analytisk interessant, hvad der ikke er i det.

Myrdal interesserer sig for, hvad kolonialismen efterlod: strukturel fattigdom, svage institutioner, korruption, manglende social mobilitet. Hans historiske blik rækker fortrinsvis tilbage til afkoloniseringsperioden — til de årtier umiddelbart inden uafhængighed. Det, der gik forud — de konkrete voldshandlinger, de tabte generationer, de udslettede subsistensøkonomier, den systematiske kulturelle destruktion — behandles ikke som genstand for analyse men som baggrundsstøj til den udviklingsøkonomiske diagnose.

Filippinerne figurerer i Myrdals bog som ét af de sydøstasiatiske lande, han behandler ved siden af Indien og Pakistan. Men det er udviklingsøkonomiske og institutionelle strukturer, der er i fokus — ikke spørgsmålet om, hvem der en million gange betalte med livet for det fundament, Myrdal nu betragter som et problem i sig selv. Fraværet er ikke tilfældigt. Det afspejler en metodologisk begrænsning, som Myrdals kritikere siden har peget på: han spørger til nutidens fattigdom uden at spørge til fortidsvolden, der skabte den.

Det er præcis her, en kritisk læsning af Myrdal bliver frugtbar. Når han i 1968 diagnosticerer filippinsk institutionel svaghed, uddannelsesmæssig underudvikling og svag nationalstatsdannelse, beskriver han reelle fænomener. Men årsagsforklaringen forbliver overfladisk, så længe den ikke medtænker, at amerikanerne ikke blot etablerede en kolonimagt — de udslettede aktivt en eksisterende national institution og et demokratisk projekt. Den første filippinske republik med sin Malolos-forfatning var ikke en primitiv konstruktion, der ventede på civilisering; det var en fungerende stat, som USA i bogstaveligste forstand skød i sænk.

Benedict Anderson — og den lobotomerede erindring

Hvor Myrdal er antitesen — den seriøse forskning, der trods sin størrelse ikke ser krigens ansigter — er Benedict Anderson den teoretiker, der mest præcist forstår, hvad der faktisk gik tabt.

I Imagined Communities (1983) analyserer Anderson, hvordan nationalt tilhørsforhold skabes gennem delt sprog, trykt medie og fælles forestilling. Filippinerne er for ham et centralt eksempel på, hvordan spansk kolonialisme paradoksalt nok avlede sin egen modbevægelse: den spansksprogede intellektuelle elite — Rizal, Mabini, del Pilar — der udtænkte den filippinske nation i det nittende århundredes sidste årtier.

Men det er i sit essay “First Filipino” (London Review of Books, 1997), at Anderson formulerer det mest pregnante argument om, hvad den amerikanske imperialistiske krig egentlig kostede:

Lobotomien er det præcise billede. Amerikanerne erstattede spansk med engelsk som administrations- og undervisningssprog. Den revolutionære generations stemmer — skrevet på et sprog, der nu tilhørte fjenden — forsvandt fra tilgængelighed og dermed fra erindring. I sin bog Under Three Flags (2006) rekonstruerer Anderson den intellektuelle verden, som krigen tilintetgjorde: filippinske antikoloniale tænkere i levende forbindelse med europæisk anarkisme, cubansk frihedskamp, japansk reformbevægelse. En kosmopolitisk, politisk moden bevægelse — ikke “vilde”, der trængte til opdragelse.

Sammenholder man Anderson med Myrdal, tegner der sig en ironisk figur: Myrdal beskriver i 1968 med bekymring den filippinske stats institutionelle svaghed. Anderson viser, at den institution, amerikanerne smadrede i 1899, var præcis den type folkelige, sprogbårne nationsdannelse, som Myrdals analysemodel forudsætter som betingelse for sund statsudvikling. USA ødelagde den nødvendige forudsætning og overlod siden Myrdal at diagnosticere fraværet.

Sellers og klokkerne fra Balangiga

Michael Sellers’ bog Warriors of Samar: Inside the Balangiga Massacre repræsenterer endnu en indgangsvinkel. Sellers er tidligere CIA-officer med en personlig binding til Samar — gift med en kvinde fra Lawaan, nabolandsbyen til Balangiga, hvis forfædre deltog i opstanden. Bogen er mikrohistorisk: den forsøger at rekonstruere, hvad der præcist skete den 28. september 1901, og stiller det spørgsmål, som hverken Trumbull White ville have stillet eller Myrdal fandt relevant: var angrebet overhovedet et “massacre” — og i så fald begået af hvem mod hvem?

Sellers er ikke en ureflekteret apologet for nogen af parterne. Men hans CIA-baggrund gør, at hans “begge sider var heroiske”-konklusion bør holdes op mod en strukturel kendsgerning, som bogen aldrig rigtigt konfronterer: det var én part, der kom fra den anden side af Stillehavet med gevær og krigsret, og én part, der forsvarede sin by med de redskaber, de havde.

Det efterslæb, der bedst illustrerer krigens fortsatte tilstedeværelse i nutidens politiske rum, er klokkerne. Da amerikanske styrker forlod Balangiga efter massakren, medtog de kirkens tre klokker som krigsbytte. De forblev på amerikanske militærbaser i 117 år. Ikke før i december 2018 blev de returneret til martyrernes kirke på Samar — et skridt, der i Filippinerne blev modtaget som en forsinket anerkendelse af, hvad der var sket.

Glemselens geografi

Der er et mønster i, hvilke kolonialt producerede masseofre der huskes, og hvilke der ikke gør. Den armenske genocide er anerkendt og kontroversiel. Irernes hungersnød er kanoniseret. Belgiens Congo-terror har fundet vej til vestlig selvkritik. Men den filippinsk-amerikanske krig og dens én million dræbte forbliver en kuriositet i vestlige historiebøger — en fodnote til den spansk-amerikanske krig, som i sig selv primært huskes som begyndelsen på Theodore Roosevelts politiske karriere.

Glemselens geografi er ikke tilfældig. De ofre, der huskes, er ofre for fjenders overgreb. Den filippinsk-amerikanske krig er i en anden kategori: det er et overgreb begået af den magt, der siden 1945 har defineret sig selv som demokratiets garant og menneskenes beskytter. At huske den konsekvent ville kræve en selvkritik af en art, som ingen dominerende historieskrivning frivilligt påtager sig.

Myrdal er et symptom på den samme mekanisme. Hans forskning er ikke uærlig — den er genuint bekymret for asiatisk fattigdom og menneskelig værdighed. Men ved at spørge til, hvad der er galt i dag, uden fuldt ud at spørge til hvad der aktivt blev ødelagt i fortiden, bliver selv den bedste intention til en form for strukturel glemsomhed.

Det er denne glemsomhed, klokkerne fra Balangiga minder os om — med en forsinkelse på 117 år.