Formosa under kejserflag

Japansk kolonitid på Taiwan 1895–1945 — oprør, japanisering og erindringens politik

Fra 1895 til 1945 var Taiwan en japansk koloni. Artiklen følger denne periode fra den første bevæbnede modstand mod det japanske overherredømme i 1895 frem til det dramatiske Wushe-oprør i 1930, da Seediq-høvdingen Mona Rudao samlede seks landsbyer til et sidste, fortvivlet slag mod kolonistyret. Undervejs beskrives den systematiske japaniseringspolitik Kominka — med navneændringer, sprogforbud og statsshinto — og dens lighedspunkter med europæisk kolonial assimileringspolitik. Til sidst undersøges hvordan perioden huskes i dag: i Taiwan med et paradoksalt nostalgiblik formet af det efterfølgende KMT-styre, i Japan med en historiedebat der endnu ikke er afsluttet. Artiklen afsluttes med en kommenteret litteraturliste over centrale engelsksprogede værker om emnet.

Filmene om Taiwans koloniale fortid har spillet en afgørende rolle i genoplivningen af øens historiske erindring.

Det var tre film der satte det hele i gang. Warriors of the Rainbow: Seediq Bale fra 2011 er den film de fleste kender — en historisk epopé om Wushe-oprøret i 1930, instrueret af Wei Te-sheng og delvis indspillet på Seediq-sproget. Siden kom 1895 (også kendt som Blue Brave: The Legend of Formosa) og berettede om den allerførste modstand mod det japanske kolonistyre, da øen i 1895 blev afstået til Japan ved Freden i Shimonoseki. Tilsammen åbner disse film et vindue ind mod en historisk periode der fortjener langt mere opmærksomhed end den normalt får i en europæisk sammenhæng: femti år under japansk flag, med alt hvad det indebar af undertrykkelse, assimilering, oprør — og af en kompleksitet der stadig præger Taiwans nutid.

Baggrund: Øen der blev et kejserrige

I 1895 afstod Qing-dynastiet Taiwan til Japan som følge af nederlaget i den første kinesisk-japanske krig. Det var øens første egentlige kolonisering af en fremmed stormagt — skønt hollænderne, spanierne og det kinesiske Qing-dynasti alle tidligere havde sat spor. Japan regerede Taiwan i halvtreds år, indtil kapitulationen i 1945.

Den japanske kolonipolitik var ikke entydig. I de første årtier bestod styret af militær undertrykkelse af oprørsbevægelser kombineret med en begyndende modernisering — infrastruktur, skoler, sundhedsvæsen. Fra slutningen af 1930’erne, da Japan var i krig med Kina og siden med de vestlige allierede, skiftede politikken karakter og blev langt mere aggressivt assimilerende. Det program fik navnet Kominka — kejserliggørelsen.

Kominka — japaniseringens fire ansigter

Kominka (皇民化政策) er en af de mest systematiske assimileringspolitikker i kolonialismens globale historie. Fra 1937 iværksatte den japanske kolonialregering under guvernør Kobayashi Seizō et program der skulle gøre koloniserede undersåtter til loyale kejserlige subjekter. Programmet bestod af fire sammenvævede kampagner:

Det er et mønster der genkendes fra kolonialismens verden i øvrigt. Navneændringen minder om spansk tvangsdåbspraksis over for latinamerikanske folk; sprogpolitikken har paralleller til Frankrigs assimilationsdoktrin i Algeriet og Nordafrika; religionsreformen ligner forsøgene på at erstatte lokale trosformer med den koloniserende magts statsreligion. Det særlige ved Kominka er dens bureaukratiske systematik og dens sene, intensive gennemførelse — drevet frem af krigens behov for loyale, mobiliserbare undersåtter.

Resultatet var blandet. Religionsreformerne mislykkedes næsten fuldstændigt. Nationalsprogsbevægelsen havde større succes — ved 1945 talte over 80% af Taiwans befolkning japansk — men det betød ikke nødvendigvis kulturel underkastelse. Sproget kunne tilegnes og bruges på egne præmisser.

Wushe-oprøret 1930

Den 27. oktober 1930 angreb over 300 Seediq-folk under høvding Mona Rudao japanske beboere i Wushe-landsbyen i Taiwans bjerge. Mange af ofrene var til stede ved et atletikstævne på Musyaji folkeskole. 134 japanske statsborgere og to etnisk kinesiske taiwanesere blev dræbt. Det var det sidste store bevæbnede oprør mod japansk kolonistyre på øen.

Baggrunden var årtiers undertrykkelse: fratagne jorde og våben, forbud mod stammernes traditionelle headhunting og ansigtstatovering, krænkelser fra japanske politibetjente. Den umiddelbare gnist var en ydmygelse — en japansk betjent der havde fornærmet en stammemand ved en bryllupsfestlighed kort forinden.

Mona Rudao havde selv besøgt Japan som stammeleder og set det moderne japanske militærapparats omfang med egne øjne. Han vendte hjem med det budskab at Japan havde flere soldater end “sten i Zhuoshui-floden og blade i skoven” — og alligevel tog han kampen op.

Hans beslutning om at kæmpe var stærkere end bjerget Qilai. — Efterkommer af Wushe-overlevende, citeret i Xinhua 2025

Den japanske modreaktion var overvældende. Hæren sendte bombefly over Musha — i det der angiveligt var det første brug af kemiske våben (sennepsgas) i Asien, i strid med Genève-protokollen. Oprøret var slået ned inden udgangen af december 1930. Mona Rudao tog sit eget liv den 28. november. Af de 1.200 Seediq der direkte deltog i oprøret, omkom 644; 290 af dem begik selvmord for at undgå vanære og tilfangetagelse.

En endnu mørkere episode fulgte. Ca. 500 overlevende Seediq var blevet indespærret i en landsby nær Wushe. Den 25. april 1931 angreb japansk-allierede indfødte grupper lejren og halshugde alle tilbageværende mænd over 15 år. Dette kaldes i dag “Det andet Wushe-hændelse.”

I 1952 opførte den nationalistiske regering (KMT) et mindesmærke for oprøret. Mindesmærket rummer den koloniale tensions efterdønninger i sin fysiske form: japanerne havde i 1933 samlet levningerne fra både japanske politibetjente og indfødte krigere på samme sted og bygget et shinto-helligsted over dem.

KMT — en ny kolonimagt?

Da Japan kapitulerede i 1945, overtog den nationalistiske kinesiske regering (Kuomintang, KMT) under Chiang Kai-shek kontrollen over Taiwan. Taiwaneserne var i første omgang lettede — men stemningen var kortvarig. KMT regerede øen som et fremmed, fastlandskinesisk styre, og i 1949, da Mao Zedongs kommunister vandt borgerkrigen på fastlandet, flygtede Chiang med sin regering, sin hær og ca. 1,5 million civile til Taiwan og erklærede undtagelsestilstand. Den varede til 1987.

Mange taiwanesere — særligt den gruppe der betegnes benshengren, altså dem der boede på øen inden 1945 — betragter KMT-styret som endnu en kolonial episode, med kinesisk nationalisme i stedet for japansk kejserdyrkelse som assimileringsinstrument. Denne erfaring forklarer paradokset: at noget, der ligner nostalgi for den japanske kolonitid, faktisk bunder i en afstandtagen fra den efterfølgende kinesisk-nationalistiske overherredømme.

Erindringens politik i Taiwan i dag

Taiwan er et bemærkelsesværdigt undtagelsestilfælde i den postkoloniale verden — et samfund der rummer en udbredt, om end kompleks og omdiskuteret, nostalgi for sin koloniale fortid. Det kan forekomme paradoksalt set udefra, men er forståeligt i lyset af den lagdelte koloniale erfaring: japansk styre efterfulgt af KMT’s autoritære fastlandsstyre og den Hvide Terror.

De taiwanesiske film om perioden afspejler denne kompleksitet. De er ikke entydige antikoloniale manifest — de forhandler identitet, multikulturalisme og Taiwans position i en spændt geopolitisk nutid. Instruktøren Wei Te-shengs film KANO fra 2014 — om et baseball-hold fra kolonitiden sammensat af japanere, han-kinesere og Seediq-folk — fortæller en helt anden kolonihistorie end Seediq Bale, men er af samme hånd.

Den japanske debat

I Japan er debatten om kolonitiden fortsat åben, politisk ladet og dybt splittet. Der har aldrig fundet noget tilsvarende sted som den tyske efterkrigstids Vergangenheitsbewältigung — den institutionelle retsopgørelse og erindringspolitiske konsensus. I stedet har konservative og progressive politikere og historikere ført en vedvarende kamp om historiens indhold, ikke mindst i de officielle skolebøger.

Den progressive fløj har haft vigtige stemmer. Historikeren Ienaga Saburo kæmpede i årtier juridisk mod undervisningsministeriets censur af hans skolebøger, der beskrev japanske krigsforbrydelser. Premierminister Hosokawa erklærede i 1993 som den første japanske efterkrigsleder klart, at krigen var en aggressionskrig — og fremkaldte dermed en voldsom modreaktion fra LDP-nationalister.

Den akademiske diskussion om kolonial modernitet — spørgsmålet om infrastruktur, uddannelse og hygiejne aldrig kan ophæve spørgsmålet om suverænitet og menneskelig værdighed — er også levende i Japan. Men den kan bruges fra begge sider: af dem der ønsker at anerkende ansvaret, og af dem der ønsker at relativere det.

Filmene

Litteratur

Kolonitiden og Kominka-politikken

• Liao Ping-hui & David Der-wei Wang (red.)
  Taiwan Under Japanese Colonial Rule, 1895–1945: History, Culture, Memory
  Columbia University Press, 2006
  Det første samlede engelsksprogede standardværk om emnet. Sytten essays af ledende forskere fra USA, Japan og Taiwan; dækker kolonipolitik, kulturel forandring, litteratur og postkoloniale perspektiver.
• Ramon H. Myers & Mark R. Peattie (red.)
  The Japanese Colonial Empire, 1895–1945
  Princeton University Press, 1984
  Tretten specialister fra Japan og USA giver det brede overblik over det japanske imperiums institutioner, politikker og territorier — Taiwan, Korea, Karafuto og Sydhavsøerne.
• Chou Wan-yao
  The Kōminka Movement: Taiwan Under Wartime Japan, 1937–1945
  Yale University (dissertation), 1991 — bredt citeret
  Det første dybdegående engelsksprogede studie af Kominka-politikkens logik, implementering og modtagelse, baseret på koloniale aviser, tidsskrifter og memoirer.

Urfolkene på Taiwan

• Scott E. Simon
  Truly Human: Indigeneity and Indigenous Resurgence on Formosa
  University of Toronto Press, 2023
  Baseret på to årtiers etnografisk feltforskning blandt Seediq og Truku-folkene. Tager det hellige begreb Gaya alvorligt som ontologisk og etisk system. Den mest direkte akademiske pendant til Warriors of the Rainbow.
• Huang Chia-yuan, Daniel Davies & Dafydd Fell (red.)
  Taiwan’s Contemporary Indigenous Peoples
  Routledge / SOAS, 2021
  Samlet introduktion til kritiske spørgsmål inden for feltet — fra teoretiske tilgange til empirisk analyse. Udspringer af SOAS Centre of Taiwan Studies’ projekt om urfolk i nutidens Taiwan.
• Michael Stainton
  Return Our Land: Counterhegemonic Presbyterian Aboriginality in Taiwan
  York University (dissertation), 2002
  Den presbyterianske kirkes rolle i den taiwanske urfolksbevægelses kamp for landrettigheder fra 1980’erne frem. Politikkens og kirkens side af historien.

Taiwanesisk litteratur fra kolonitiden

• Nikky Lin (red.)
  A Taiwanese Literature Reader
  Cambria Press
  Seks repræsentative fortællinger fra den japanske koloniperiodes modne fase og krigsperiode (1926–1945). Giver en fornemmelse af, hvad det levede livet under Kominka indebar.
• Wu Zhuoliu
  Orphan of Asia (oversat til engelsk)
  Columbia University Press, 2006
  Roman skrevet under japansk kolonistyre af en taiwansk forfatter der befandt sig i ingenmandsland mellem japansk assimilering og kinesisk identitet. Et sjældent indefra-vidnesbyrd.
• Fiona Hsiao & Michael Berry (red.)
  Under an Imperial Sun: Japanese Colonial Literature of Taiwan and the South
  University of Hawaii Press
  Litterære og kulturelle fremstillinger af Japans koloniale syd — set fra både kolonisatorernes og de koloniseredes perspektiv.

Trøstekvinder og kolonial hukommelse

• C. Sarah Soh
  The Comfort Women: Sexual Violence and Postcolonial Memory in Korea and Japan
  University of Chicago Press, 2008
  Analyserer de historiske og kulturelle kontekster i Japan og Korea der muliggjorde trøstesystemet. Bygger på interviews og arkivmateriale fra Korea, Japan, Taiwan og Holland. Nuancerer uden at relativere.
• Park Yu-ha
  Comfort Women of the Empire: Colonial Rule and Battle over Memory
  Oversættelse til engelsk, 2021
  Kontroversiel sydkoreansk forskning der udfordrer den entydige fortælling om tvungen sexslaveri og beskriver systemet som formet af imperiale politikker, sociale hierarkier og private mellemmænd. Forfatteren blev retsforfulgt i Sydkorea.

Japansk historiedebat og erindringspolitik

• Ienaga Saburo
  Japan’s Last War: World War II and the Japanese, 1931–1945
  Blackwell, 1978 (oversat fra japansk)
  Skrevet af den historiker der i årevis kæmpede juridisk mod det japanske undervisningsministeriums censur af hans skolebøger. Et indefra-vidnesbyrd om den japanske samvittighedskamp.
• James Lin
  Nostalgia for Japanese Colonialism: Historical Memory and Postcolonialism in Contemporary Taiwan
  History Compass 20(11), 2022
  Akademisk artikel der analyserer det taiwanske nostalgi-fænomen og dets sammenhæng med traumet fra KMT’s autoritære styre og demokratiseringen.

Artiklens historiske materiale er baseret på sekundær forskningslitteratur og informationer fra akademiske databaser. Filmenes tilgængelighed på streaming ændrer sig løbende — søg på originaltitlerne på Netflix, Amazon Prime, Mubi eller specialiserede asiatiske filmplatforme.