Remedios Varo på Louisiana – alkymi, mystik og forvandling

Louisiana Museum of Modern Art viser fra den 18. september 2026 til den 10. januar 2027 den første store museumsudstilling i Europa med den spansk-mexicanske maler Remedios Varo (1908–1963). Hun kaldes ofte surrealist, men hendes billeder er ikke drømmens tilfældige møder. De er omhyggeligt konstruerede fortællinger om forvandling, hvor alkymi, mystik og naturvidenskab smelter sammen. Artiklen læser udvalgte værker og følger derefter sporet ind i de okkulte bøger, der formede hendes billedverden, med en række anbefalinger til den, der vil videre ind i dette litterære landskab.

Hun udråbes som surrealistisk maler, og det er hun vel også – på sin egen måde. Men den surrealisme, der bygger på det ukontrollerede og tilfældige, sådan som den kom til udtryk i Lautréamonts billede af det tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et dissektionsbord, er der intet af hos hende. Hendes billeder er strukturer, og det er strukturen, der bærer deres betydning gennem mere eller mindre gennemsigtige symboler. Selv når hun benytter surrealisternes automatiske teknikker, som dekalkomani eller fumage, er tilfældet kun råmateriale, som hun underlægger en omhyggelig konstruktion.

Min første tanke, da jeg skrev ovenstående, var: Vil det være mere bekvemt at kalde hende symbolist i stedet for surrealist? Jeg indså straks, at det måtte blive med forbehold. Hun har vigtige ting til fælles med symbolisterne, men der er også afgørende forskelle.

Fællestræk

• Symbolet peger mod en skjult virkelighed. Symbolisterne ville ligesom Varo gøre det usynlige synligt: sjælen, det åndelige og det, der ligger bag fænomenerne. Billedet er et tegn og ikke en gengivelse.
• Esoterikken. Symbolismen var gennemsyret af okkultisme, rosenkreuzeri (Péladans Salon de la Rose+Croix), teosofi og hermetisme. Varos Gurdjieff, alkymi og mystik ligger i direkte forlængelse af det.
• Håndværket. Moreau, Khnopff og til dels Böcklin malede omhyggeligt og detaljeret, i modsætning til impressionisterne og senere de automatiske surrealister. Det ligner Varos næsten miniatureagtige præcision.
• Forbindelsen til surrealisterne. Breton beundrede Gustave Moreau og besøgte hans museum som ung, så der er en direkte linje fra symbolismen ind i surrealismen.

Forskelle

• Symbolets karakter. Symbolisternes ideal var det suggestive og tågede. Mallarmé ville antyde og ikke navngive, og stemningen var vigtigere end betydningen. Varos symboler er langt mere læselige. De fungerer som allegori og næsten som diagrammer, man kan »afkode«.
• Tonen. Symbolismen er ofte tung, melankolsk og dekadent. Varo har en lethed, en tør humor og en ironi over for sine egne mystiske systemer, som man sjældent finder hos Moreau eller Redon.
• Kvindebilledet. Symbolisterne malede kvinden som femme fatale, sfinks eller Salome, altså som et objekt for mandlig fascination og angst. Varos kvinder er søgende og handlende subjekter: videnskabskvinder, rejsende, alkymister.
• Mekanik og videnskab. Varos verden er fuld af maskiner, instrumenter, fartøjer og kosmologiske konstruktioner. Den kobler det mystiske med det teknisk-rationelle på en måde, der ligger symbolismen fjernt.

Summa summarum

Hun er snarere symbolsk eller allegorisk maler end symbolist i bevægelsens forstand. Hendes nærmeste slægtninge er måske ældre end symbolismen: den senmiddelalderlige allegori, emblemtraditionen og de alkymistiske illustrationer fra 1500- og 1600-tallet. Blandt symbolisterne er Odilon Redon nok den, hun deler mest med, i hans blanding af det visionære og det næsten naturvidenskabelige. Men Redon er dunkel, hvor hun er klar.

Man kunne sige, at hun låner symbolisternes ærinde, men ikke deres sprog.

Selv sagde hun senere i livet: »Jeg tilhører ikke nogen gruppe.«

Og måske er det mest rammende at se hende som en maler, der lånte fra flere traditioner uden at underlægge sig nogen af dem.

Ikke hvor hun hører til, men hvad hun viser

Esoterikken er selv »fysisk«

Gurdjieff og Ouspensky, som hun læste grundigt, afviser skellet mellem ånd og materie. Hos dem er alt materie i forskellige grader af tæthed og vibration, og kosmos styres af love: treheds- og syvtalsloven, den kosmiske oktav og skabelsesstrålen. Musikken er altså ikke bare en metafor, men selve modellen for, hvordan verden er bygget. Det samme gælder alkymien, som i sit udgangspunkt er en lære om stoffets forvandling. Den spiritualitet, Varo trækker på, flygter ikke fra materien. Den vil forstå dens omdannelser.

Billederne som processer

En række af hendes billeder viser det tydeligt:

• Música solar (1955): en kvinde spiller på solstrålerne som på strenge, og hvor tonerne rammer, spirer vegetationen. Lyd bliver til liv.
• La creación de las aves (1957): en uglekvinde maler fugle med stjernelys, som hun fører gennem et prisme, mens hun drejer et apparat, der ligner en alkymistisk destillation. Lys, lyd og materie forvandles til levende væsen.
• Armonía (1956): en figur sætter genstande ind på et nodesystem af tråde og søger verdens skjulte orden.
• Bordando el manto terrestre (1961): verden bliver til ved en håndværksproces, broderiet.
• Fenómeno de ingravidez (1963): en videnskabsmand står midt i et laboratorium, hvor jordens akse forskydes, og tyngdeloven sættes ud af kraft.
• Naturaleza muerta resucitando (1963): et stilleben, hvor frugterne kommer i kredsløb som planeter. Selv det døde er energi i bevægelse.

Hvad det betyder

Man kunne sige, at hun ikke tænker det ubegribelige som noget hinsides, men som noget, der sker. Mysteriet ligger i overgangene, hvor musik bliver natur, lys bliver fugl, og tråd bliver jord. Det forklarer også hendes figurer. De er næsten altid i gang med noget: de arbejder, destillerer, væver, måler og rejser. De kontemplerer sjældent. Titlen på udstillingskataloget fra Art Institute of Chicago, Science Fictions, rammer derfor plet: videnskaben og det okkulte er for hende to sprog for den samme forvandling.

Når billederne er strukturer, er det, fordi de viser processer, og en proces kræver en mekanik.

Exploración de las fuentes del río Orinoco (1959)

En kvinde i beige trenchcoat og sort bowlerhat sejler gennem en oversvømmet skov. Store, mørke fugle kigger frem fra hullerne i de mystiske træstammer. Hendes fartøj er ægformet og flammerødt, og det er selv syet af en frakke med lomme, hvor der stikker noter frem, et kompas i bæltet og et par små, lyserøde vinger bagpå, der tydeligvis ikke kan bære noget som helst. Hun styrer båden ved at trække i snore hen mod et hulrum i en af træstammerne. Derinde står et bæger, der løber over med vand.

Billedet er fuldt af Varos humor. Opdagelsesrejsen er udstyret med al den alvor, en ekspedition kræver, men udstyret er en smule komisk. Varo tager søgen alvorligt, men ikke sig selv. Samtidig er rejsen ikke tilfældig. Kompasset viser, at den har en retning, og snorene viser, at kvinden selv behersker mekanikken og styrer båden efter sin vilje. Selv den mystiske søgen er her en navigation og ikke en drift. Det er struktur, ikke tilfældighed.

Ægget peger mod alkymien, mod det lukkede kar, hvori forvandlingen sker, og mod den søgen efter indre helhed, som Varo delte med sin veninde Leonora Carrington. Bægeret leder tanken hen på middelalderens gral. Men der er noget, kvinden ikke styrer. Bægeret løber over af sig selv. Hun kan sejle hen imod kilden, men hun kan ikke kontrollere den. Vandet er både det åndelige livseliksir og den helt konkrete, årlige flod, der hvert år sætter skovene ved Orinoco under vand. Mekanikken er hendes, men mysteriet er naturens eget. Fysikeren Alan Friedman har foreslået, at Varo kan have været inspireret af Fred Hoyles teori om, at stof hele tiden skabes af intet. Et bæger, der aldrig tømmes, er i så fald et billede på en skabelse, der aldrig slutter.

Billedet har en forhistorie. I Venezuela rejste Varo med venner til Orinoco, hvor de var på ekspedition efter guld. Kunsthistorikeren Janet A. Kaplan har påpeget, at guldet i billedet er forvandlet til alkymisternes guld, altså forvandlingens væske og ikke metallet. Men Orinoco er også selve El Dorado-mytens flod. Walter Raleigh sejlede op ad den i 1595 på jagt efter guldbyen, og siden har jagten på guld bragt død og ubeskrivelig lidelse over områdets oprindelige folk, ikke mindst yanomamierne, i hvis land flodens kilder ligger.

Varos rejse er indre, og hendes guld er alkymisternes. Men motivet er beslægtet med det, der siden har drevet guldgraverne ind i yanomamiernes land: den vestlige søgendes begær, efter rigdom eller efter åndelig indsigt, er så betydningsfuldt i egne øjne, at alt andet må vige. I billedet er skoven oversvømmet og tom. De mennesker, der har levet ved Orinocos kilder i århundreder, er ikke med. Det er ikke Varos skyld, men det er hendes blinde plet – og vores.

El juglar (1956) – jongløren eller troldmanden

Værket viser en magisk skikkelse i rød kappe og spids hat, der står på platformen af en finurlig, grøn vogn og fremmaner små lysende kugler for en samling gråklædte skikkelser i en dæmpet, arkitektonisk by.

At titlen ofte skifter mellem »Jongløren« og »Troldmanden«, skyldes primært Varos dybe fascination af tarotkort og mystik samt en sproglig dobbeltbetydning. The Museum of Modern Art (MoMA) i New York, som ejer maleriet, kombinerer i dag officielt titlerne til The Juggler (The Magician). Det har flere årsager.

1. Det første kort i tarotens store arkana

Figuren i maleriet er direkte inspireret af det allerførste kort i tarotspillet. På spansk kaldes dette kort traditionelt El Juglar (gøgleren, jongløren) eller El Mago. På engelsk og dansk er kortet bedst kendt som »Troldmanden« (The Magician). Da Varo malede en figur baseret på dette kort, fulgte begge betydninger automatisk med i oversættelsen.

2. Gøgleren over for den ægte magiker

I ældre europæisk tradition var en juglar en omrejsende gadegøgler, der underholdt med tricks og snyd – en bondefanger.

• Kunstnerens egen beskrivelse: Varo beskrev selv figuren som en magiker, der er »fuld af tricks«. Han har redskaber og mystiske eliksirer med i sin vogn.
• Den overnaturlige handling: Selvom han har klassiske gøglerrekvisitter, som cirkusringene i bunden af vognen, udfører han noget, der ikke er fysisk muligt: Han lader lysende kugler svæve i luften ved ægte magi. Han er altså både en underholdende gøgler (juggler) og en åndelig troldmand (magician).

3. Allegorien om oplysning

I billedet bruger troldmanden sin magi til at hypnotisere eller vække den grå, ensartede menneskemasse. Varo var optaget af spirituelle lærere som Gurdjieff og Ouspensky, der mente, at almindelige mennesker lever i en slags »søvn«. Figuren fungerer som en troldmand, der overfører spirituel oplysning til publikum, så de kan »vågne op«.

Titelskiftet afspejler altså figurens dobbelte natur: Han ligner en omrejsende gøgler, men besidder en sand troldmands mystiske kræfter.

Teknikken

Soufflage er en af de surrealistiske maleteknikker, som tilskrives maleren Jimmy Ernst. Kunstneren påfører maling i meget tynde, flydende lag og blæser derefter luft, ofte gennem et sugerør, for at sprede og bearbejde det våde materiale, så der opstår æteriske, fine mønstre. Varo skal have brugt soufflage til den nederste del af magikerens kappe. MoMA fremhæver desuden dekalkomani, hvor papir eller folie presses mod den våde maling, i figurens klæder og i træerne i baggrunden. Igen er tilfældet råmateriale, som hun bagefter underlægger sin konstruktion.

Af mange indlysende grunde minder dette maleri mig om en sang af Donovan: Sunny Goodge Street.

Remedios Varo udforskede sammen med Leonora Carrington magi, alkymi, mystik og forskellige former for spådom. I maleriet El juglar (1956) – Jongløren eller Troldmanden – forekommer der også allegorier med direkte forbindelse til tarotkortene.

Den okkulte tarot adskiller sig fra almindelige kortspil ved at indbygge esoterisk filosofi, astrologi, alkymi og kabbala direkte i kortenes symbolik. Det var primært hemmelige selskaber i det 19. og 20. århundrede, der transformerede tarotten til det kraftfulde okkulte værktøj, vi kender i dag.

Carrington malede omkring 1955 sin egen serie på 22 kort med tarottens Store Arkana. Kortene er små, næsten kvadratiske plader, og nogle af dem er forsynet med guld- og sølvblad. På Louisiana-udstillingen kan man i en montre se disse kort, der på deres egen måde fortæller om de to kvinders fælles okkulte praksis.

Rider-Waite-tarotten

Makkerne bag det verdenskendte Rider-Waite-tarotsæt var den britiske okkultist Arthur Edward Waite og illustratoren Pamela Colman Smith (ofte kaldet »Pixie«). Sættet blev udgivet i december 1909. Begge var desuden medlemmer af det mystiske broderskab Hermetic Order of the Golden Dawn, og de hentede inspiration hos den franske okkultist Eliphas Lévi. Deres kortsæt har opnået status som klassiker. Her interesserer jeg mig først og fremmest for kortet Magikeren.

Man ser en central mandlig figur stående foran et bord, omgivet af blomster. Kortet er rigt på symbolik, som forbinder det guddommelige med den fysiske verden.

Over hans hoved svæver et tydeligt sort uendelighedstegn (lemniskat), som repræsenterer evigt liv, grænseløst potentiale og sindets uendelige kræfter.

Han bærer en hvid undertunika og en løs, postkasserød kappe. Om livet har han et bælte formet som en slange, der bider sig selv i halen – et symbol på evig fornyelse.

Foran Magikeren står et træbord, hvorpå de fire symboler fra Lille Arkana (og dermed de fire klassiske elementer) er placeret:

• Mønten (pentaklet med pentagrammet): Repræsenterer jordelementet, det materielle og økonomien.
• Bægeret: Repræsenterer vandelementet, følelser og intuition.
• Sværdet: Repræsenterer luftelementet, intellekt, tanker og kommunikation.
• Staven: Ligger på bordet ved siden af sværdet og repræsenterer ildelementet, viljestyrke og handling.

Både over hans hoved og foran bordet vokser der røde roser og hvide liljer. Roserne symboliserer menneskelig passion og begær, mens liljerne repræsenterer den rene hensigt og åndelig renhed.

Hele baggrunden er holdt i en klar, gul farve, der stråler af mental energi, optimisme og intellektuel kraft.

Øverst på kortet ses det romerske tal I (1), som markerer begyndelsen, det første skridt og skaberkraften i tarotkortenes rækkefølge.

Magikeren hæver sin magiske stav for at bringe den spirituelle kraft i dens mest kreative form ind i virkeligheden. Han udtrykker bevidsthed, handling og kreativitet, hvilket vil sige, at han skaber noget virkeligt ud af de muligheder, der er for hånden. Han bruger ikke kun den fysiske verden til at udøve sin magi; han skaber også i betydningen at give livet indhold og retning.

Leonora Carringtons kort: Magikeren

Her ses Leonora Carringtons version af tarotkortet Magikeren fra omkring 1955. Sammenlignet med det klassiske Rider-Waite-kort gemmer der sig en række fascinerende ligheder og markante forskelle.

Den grundlæggende magi bevares

Selvom stilen er fundamentalt anderledes, har Carrington bevaret de vigtigste esoteriske kerneelementer fra det traditionelle kort:

• Uendelighedstegnet: Det svævende uendelighedstegn (lemniskaten) er stadig placeret over Magikerens hoved, om end det her er tegnet som en stor, tynd glorie eller hatlignende struktur.
• Bordet med redskaberne: Magikeren står stadig bag et firbenet bord fyldt med rituelle genstande, der repræsenterer elementerne i Lille Arkana. Til venstre ses mønter/bægre (små cirkler), og til højre ses knive/sværd og stave.
• Kortets nummer: Øverst i venstre hjørne er kortet markeret med tallet 1, som – præcis ligesom det romerske I på det klassiske kort – markerer begyndelsen og skabelsen.
• Håndstillingen: Den ene hånd er løftet med en stav/tryllestav, mens den anden er sænket mod bordet for at kanalisere energien.

Hvor Rider-Waite-kortet er farverigt, detaljeret og fyldt med kristen og alkymistisk symbolik, transformerer Carrington scenen til et mystisk, minimalistisk ritual:

Element	Rider-Waite (klassisk)	Leonora Carrington (ca. 1955)
Farvepalette	Klar gul baggrund, rød kappe, hvid tunika og farverige blomster.	Monokrom og dyster; hvide, tynde kridtstreger mod en dyb, kulsort baggrund.
Magikerens udseende	En klassisk, robust mand med detaljeret tøj og et slangebælte.	En androgyn, spinkel og skyggelignende figur iklædt en tætsiddende, mørk dragt. Ansigtet er mere fremmedartet og stiliseret.
Staven	En tyk, hvid, dobbeltendet stav, der peger direkte mod himlen.	En tynd pensel eller stav, som holdes elegant i hånden, næsten som en maler, der skal til at skabe et kunstværk.
Naturen	Fyldt med frodige røde roser og hvide liljer i top og bund.	Ingen natur eller blomster. Magikeren eksisterer i et fuldstændig tomt, sort tomrum, hvilket flytter fokus over på det abstrakte og det ubevidste.
Stemning	Udadvendt, selvsikker, kraftfuld og jordisk.	Indadvendt, drømmende (onirisk), okkult og mystisk – meget typisk for Carringtons surrealistiske univers.

Leonora Carringtons version trækker Magikeren ud af den traditionelle teologi og gør ham i stedet til en form for kosmisk alkymist eller kunstner, der skaber ud af det rene, sorte intet.

Sammenligning og struktur hos Remedios Varo

Vi kigger lige endnu en gang på maleriet El juglar – Jongløren eller Troldmanden – og ser lidt nærmere på, hvad der er sket med motivet i Varos fortolkning.

Grundstrukturen

Carrington: en frontal, næsten præstelig figur → bord → genstande/redskaber → hænderne aktive over bordet.

Varo: en magiker/jonglør foran sit publikum → bord/arbejdsflade med magiske genstande → manipulation og transformation → kunstneren som den, der får noget til at ske.

Det mest spændende er, at der faktisk findes nyere forskning netop om dette motiv hos de kvindelige surrealister. I den nye bog Surrealism and the Tarot: A Love Story findes et helt kapitel af Victoria Ferentinou med titlen »Sirens of Knowledge: Re-visions of the Juggler in the Work of Female Surrealists«. Bogen behandler både Carrington og Varo og tarottens betydning for surrealismen.

Skal man endelig fortolke …

… så er boldenes bane interessant, idet den på mange måder gengiver evighedssymbolet, som på Rider-Waite-kortet og på Leonora Carringtons kort er vist som et tegn over Magikerens hoved.

De lysende bolde bevæger sig i en bue over magikerens hoved, men øverst fortsætter bevægelsen i en mindre, indadgående løkke. Daniel Barbiero bemærker netop det usædvanlige: Boldene følger ikke en fysisk mulig jonglørbane; øverst på buen slår de nærmest magisk et loop. Han læser derfor bevægelsen som et tegn på, at Varos jonglør ikke blot er illusionist, men en egentlig magiker.

Hos Carrington har vi det genkendelige ∞ over Magikerens hoved. Hos Varo er der ikke tegnet et færdigt ∞, men den overnaturlige bevægelse finder sted præcis over magikerens hoved, og den store bue slår en mindre løkke ind i sig selv. Det gør en association til lemniskaten ganske plausibel.

Carrington gør lemniskaten til et statisk tegn over Magikeren; Varo kan have omsat det samme princip til bevægelse. Hos Varo tegner jongleringen nærmest selve tegnet i luften. Det ville være meget karakteristisk for hende: Hun kopierer ikke nødvendigvis et okkult symbol, men lader den fysiske handling fremstille den idé, symbolet betegner.

Betydningen af lemniskaten skal dog nuanceres en smule. I tarot betyder ∞ ikke nødvendigvis først og fremmest »evigt liv«. I esoteriske fortolkninger af Magikeren forbindes tegnet bredere med uendelighed, kontinuerlig energi, kosmisk kraft og forbindelsen mellem forskellige eksistensplaner. Netop dét passer måske endnu bedre til Varos billede: Magikeren behersker en bevægelse, som overskrider almindelig fysik.

Og så opdager man noget næsten endnu mere raffineret: Varos pentagram og den mulige lemniskat sidder begge omkring hovedet. Pentagrammet (Mønten på Rider-Waite-kortet) er blevet til selve hans ansigt; lemniskaten er blevet til bevægelsen omkring og over ham. De okkulte tegn er dermed ikke pynt på Magikeren – han legemliggør dem og frembringer dem.

I den traditionelle tarot er Magikeren omgivet af okkulte symboler. Hos Varo synes Magikeren selv at være blevet til symbolerne og deres bevægelse.

Kurver med sløjfeform (uendelighedstegn – lemniskat)

Man finder denne kurve i maleriet El juglar (1956) – Jongløren eller Troldmanden.

Kurven viser den bane, jonglørens bolde følger.

• Den uafbrudte bevægelse: Ligesom den matematiske lemniskat er kurven en lukket sløjfe skabt af én enkelt, flydende linje. Der er intet startpunkt og intet slutpunkt. Øjet kan følge linjen rundt i en evig, ubrudt cyklus.
• Det magiske krydsfelt: Kurven krydser sig selv ét sted i toppen. Dette krydsfelt (knudepunktet) er det centrale element i et evighedstegn, da det symboliserer mødet og forvandlingen mellem to tilstande – f.eks. det mikrokosmiske (den lille sløjfe) og det makrokosmiske (den store sløjfe).
• Asymmetrisk uendelighed: I Remedios Varos univers er geometrien sjældent stiv og mekanisk; den er organisk og levende. Kurven indfanger netop denne »skæve« eller lodrette sløjfeform, hvor en mindre cirkel i toppen fører energien videre ned i en større cirkel – præcis som lyskuglerne i jonglørens magiske ritual.

Inden for kunst og esoterisk filosofi kaldes en sådan form ofte en dynamisk lemniskat, fordi den skaber en følelse af, at energien ikke bare kører i ring, men bevæger sig og forvandler sig undervejs. Man kan sige, at essensen af maleriets evighedsbevægelse er destilleret ned i denne streg.

Tarottens Magiker bliver hos Varo til kunstner–alkymist–magiker. Han modtager og formidler mellem forskellige niveauer af virkeligheden. De traditionelle tarotredskaber bliver forvandlet til eliksirer og andre mærkelige substanser; møntens pentagram flyttes ind i hans eget ansigt; den mulige lemniskat bliver til de jonglerede kuglers kosmiske bevægelse; og omkring ham optræder dyr, der repræsenterer forskellige kræfter eller erkendelsesformer.

Finurlig litteratur til større forståelse af Remedios Varo

Louisiana Revy: Remedios Varo – Magiens maler

Dette katalog er en nødvendighed for enhver, der vil se udstillingen og forstå kunstneren og hendes kunst. Det indeholder gode artikler samt et væld af billeder med mange redegørelser.

I anledning af udstillingen med Varos værker har Louisiana Butik flere bøger til salg – ikke kun om kunst, men også om de spirituelle verdener, som interesserede Varo. Jeg anskaffede mig selv en af dem:

Alexander Roob: Alchemy & Mysticism (Taschen, Bibliotheca Universalis)

En fremragende dokumentation af den okkulte billedkunst gennem tiderne med forklaringer til symbolikken. Jeg mener ikke, jeg har set et lignende værk før.

Gurdjieff og Ouspensky

Remedios Varo var meget betaget af to okkultister, nemlig Gurdjieff og Ouspensky. I Louisiana Revy omtales de konsekvent som filosoffer, hvad ingen af dem var. Vi er så heldige, at der findes en del litteratur på dansk om og af disse to:

P.D. Ouspensky: Tertium Organum (H. Hagerup, København)

En yderst sjælden bog, men er man ihærdig, kan den sikkert findes antikvarisk. Det er Ouspenskys hovedværk, hvori han bl.a. udvikler sin teori om den fjerde dimension, og netop denne bog var det, Varo vendte tilbage til igen og igen.

P.D. Ouspensky: Samtaler med en djævel (SV Press A/S)

Et eksempel på Ouspensky som romanforfatter, dog er bogen også en beskrivelse af hans egen åndelige søgen.

Colin Wilson: The Strange Life of P.D. Ouspensky (Aeon Books)

En biografisk skitse af fænomenet Ouspensky, bl.a. om hans turbulente forhold til Gurdjieff, om åndelige op- og nedture og om den alkoholisme, der prægede hans sidste år.

J.G. Bennett: Gurdjieff – en ny verden skabes (Thaning & Appel)

Vel nok den bedste biografi om Gurdjieff samt en grundig indføring i hans okkulte lære og teorier.

Magi og alkymi

Mange er sikkert interesserede i litteratur om magi og alkymi, så her er nogle titler.

Eliphas Lévi: The History of Magic (Samuel Weiser, Inc.)

Den absolut ultimative bog om magi, skrevet af en lige så berømt magiker.

Jacques Sadoul: De store alkymister (Thaning & Appel)

Jacques Sadoul: Alkymiens skatkammer (Thaning & Appel)

Begge er udgivet i Thaning & Appels serie Atlantis-bøgerne om alt det skjulte og fantastiske, redigeret af Rolf Gjedsted.

R.G. Torrens: Det gyldne daggry (Thaning & Appel)

Også i serien Atlantis-bøgerne. Medlemmerne af det okkulte selskab Det Gyldne Daggry minder på mange måder om Remedios Varo og hendes omgangskreds, så bogen kan være meget vedkommende.

Marcel Mauss: A General Theory of Magic (W.W. Norton & Company, Inc.)

Magien set gennem en sociologs og antropologs øjne – en teori om magi som socialt fænomen snarere end en historisk fremstilling.

Tarot

Eden Gray: Mastering the Tarot (New American Library)

Gerd Ziegler: Tarot – sjælens spejl (Sphinx)

Joachim Winckelmann: Tarot for indviede (Sphinx)

Paul Huson: Djævlens billedbog (Stig Vendelkærs Forlag)

Rachel Pollack: Tarot – visdommens billeder 1 & 2 (Borgen)

Susan Aberth og Tere Arcq: The Tarot of Leonora Carrington (RM Verlag)

Heksenes verden

Margaret Murray: Heksenes gud (H. Hagerup)

Et spændende forsøg på en historisk-videnskabelig forklaring på heksetroen. Analysen gælder både dem, der troede på hekse, og dem, der mente, at de selv var hekse. Den overordnede teori er noget tyndbenet, men alt i alt er det en bog, der rejser nogle problemstillinger.

Pennethorne Hughes: Hekse (Thaning & Appel)

Jan Guillou: Heksenes forsvarer – en historisk reportage (Modtryk)

Bogen gennemgår hekseprocesserne i Skandinavien, men også i det øvrige Europa, og den overtro og trolddom, der var forbundet med dem. Heksenes forsvarer i titlen er den spanske inkvisitor Alonso de Salazar Frías, som satte en stopper for heksejagten i Spanien.

Gustav Henningsen: Heksenes advokat – historiens største hekseproces (Delta)

Forfatteren er ude i samme ærinde som Jan Guillou, der i øvrigt bygger på Henningsens forskning. Bogen handler om de baskiske hekseprocesser 1609–1614 og inkvisitoren Salazar Frías, og man får et grundigt historisk indblik i, hvordan troen på hekse opstod.

Gustav Henningsen: The Witches’ Advocate: Basque Witchcraft and the Spanish Inquisition (1609–1614) (University of Nevada Press, Basque Series)

Udvidet på nogle punkter, men ellers den samme som Heksenes advokat – historiens største hekseproces.

Torben Bill-Jessen og Lone Hvass: Trolddom i en dansk købstad (Museerne Helsingør)