ICC’s 5. generalforsamling i Sisimiut 1989 – da inuit fra Rusland kom med

Jeg var så heldig i 1989 at blive inviteret med som observatør ved ICC’s 5. generalforsamling i Sisimiut.

Inuit Circumpolar Council (ICC) er en international NGO (ikke-statslig organisation), der repræsenterer omkring 180.000 inuit i Grønland, Canada, Alaska (USA) og Tjukotka (Rusland).

Generalforsamlingen var noget ganske særligt, fordi det var første gang, inuit fra Rusland deltog. Ved skæbnens tilskyndelse kom jeg til at flyve med i helikopteren sammen med de russiske inuit. Jeg sad forrest sammen med min ven Leif Halonen, en markant og historisk betydningsfuld samisk politiker og aktivist fra Norge.

Alle de grønlandske medier, inklusive TV og radio, stod klar til at dokumentere de russiske inuits ankomst. Leif og jeg kom imidlertid først ud af helikopteren og var på den måde nær ved at ødelægge hele den højtidelige velkomst. Vi blev hurtigt verfet til side, så pressen kunne koncentrere sig om de prominente gæster.

Vi var fløjet med helikopter fra Søndre Strømfjord, i dag Kangerlussuaq, der fungerede som det naturlige knudepunkt, fordi de internationale delegerede og observatører landede her med fly.

Jeg skal love for, at de russiske inuit allerede havde gjort deres tilstedeværelse bemærket i Søndre Strømfjord. I 1989 var stedet stadig en aktiv amerikansk militærbase under navnet Sondrestrom Air Base, tidligere Bluie West-8. Da man fra amerikansk side erfarede, at der var russiske statsborgere om bord på flyet fra København, kom der besked til myndighederne i den civile lufthavn om, at russerne ikke måtte forlade bygningen.

Det var en ualmindelig arrogant ordre, som fra dansk side blev betragtet som ulovlig. En eller anden kontaktede København, og derfra kom hurtigt besked til amerikanerne om, at deres krav ikke kunne accepteres.

Det fik amerikanerne til at skifte strategi – fra afvisende paternalisme til imødekommende gæstfrihed. Alle de russiske deltagere blev nu inviteret over på den amerikanske base til festbanket. Det var derfor på mange måder mætte og tilfredse russiske statsborgere, der senere myldrede ud af helikopteren i Sisimiut.

Da alle formaliteter var overstået, blev vi fordelt i forskellige biler. Jeg kørte ind til byen sammen med ICC’s grønlandske vicepræsident Aqqaluk Lynge og Hjalmar Dahl – begge gamle kammerater.

De ældres konference

Parallelt med generalforsamlingen blev der afholdt en konference for de ældre. Der var mange sociale arrangementer og sammenkomster, hvor man mødte deltagerne derfra, men jeg er stadig lidt sur på mig selv over, at jeg ikke tog mig tid til at overvære selve deres konference.

Der gik et rygte om, at der blandt de canadiske ældre var efterkommere af både Knud Rasmussen og Peter Freuchen. Det kunne selvfølgelig vække min nysgerrighed, men der skete så meget på generalforsamlingen, at jeg ikke ville gå glip af noget dér.

Hver aften var der traditionel tromme- og danseunderholdning med deltagere fra de forskellige arktiske inuitområder. De optrædende var fremragende og bar deres egne områders fantastiske skinddragter. Samlet på ét sted kunne man opleve en kulturel variation, som det ellers ville tage måneder at møde, hvis man skulle rejse rundt i deltagernes hjemegne.

Jeg ringede til dansk TV og spurgte, om de ikke kunne komme og dække begivenheden, men interessen var ikke til stede. Havde det været i dag, var de sikkert faldet over hinandens fødder for at komme til fadet!

Skabelsen og helheden

Én bestemt oplevelse fra generalforsamlingen har sat sig uudsletteligt fast i min hukommelse.

Jeg deltog i så mange workshops, som jeg kunne, og i den forbindelse oplevede jeg noget meget positivt. Aqqaluk Lynge gjorde det klart for mig, at selv om jeg formelt var observatør, skulle jeg bare blande mig i diskussionerne, hvis der var noget, jeg vidste, som burde med. Dermed slap jeg ud af den lidt kedelige rolle som observatør, der blot sidder tavs og ikke tør give udtryk for en mening eller holdning.

Jeg husker ikke længere præcist, hvad den workshop, jeg nu vil fortælle om, drejede sig om. Det havde noget med miljø at gøre og muligvis også med jagt og fangst.

Lige inden vi skulle begynde, dukkede en af de ældre op fra de ældres konference. Han undskyldte sin indtrængen og forklarede, at man dér var blevet enige om at sende nogle af de ældre over til vores workshops for at sige nogle få ord.

Til os, der skulle diskutere miljøproblemer og dyrelivet i Arktis, havde han én særlig anmodning: Vi skulle se på helheden og forsøge at forstå skabelsens mening med det hele.

Grønlandske Hans-Pavia Rosing, ICC’s første internationale præsident, ledede workshoppen. Han gav den ældre god tid til at forklare sig, og først da han var færdig, begyndte vi andre vores diskussion.

Jeg var meget grebet af det, den ældre havde sagt. Ikke mindst fordi han på ægte inuitmanér havde talt om »skabelsen« og ikke om »skaberen«.

Det gjorde indtryk på mig. Skabelsen i al sin mangfoldighed blev næsten gjort til en levende størrelse – mere end blot et abstrakt begreb. For os, der bagefter skulle diskutere miljøet, indebar hans ord en opfordring til at se på helheden og betragte dyr og mennesker som dele af den samme sammenhæng.

En lille kuriositet

Fra den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Allé i København deltog også en observatør ved ICC’s generalforsamling.

Jeg tog en del billeder under mødet. Først da jeg senere fik dem fremkaldt, opdagede jeg noget pudsigt:

Han var med på stort set alle de billeder, hvor inuit fra Rusland optrådte.