Dmitrovsk-Orlovsk 1943 – befrielsen af en russisk kirkeby

Et øjeblik af lettelse – Dmitrovsk-Orlovsk, august 1943

Et fotografi, en kirke, en bror til en legende, og to års terror bag et smil

Dmitrovsk-Orlovsk, august 1943. Foto: Semjon Alperin.

Billedet virker først som et filmstill – en gammeltestamentlig, næsten Eisenstein’sk komposition af hjelme, ikoner og løftede hænder foran en sønderskudt kirke. Men det er dokumentarisk virkelighed: et pressefoto taget i august 1943 i byen Dmitrovsk-Orlovsk i Orjol-regionen, i timerne efter byens befrielse.

Kirken og byen

Kirken i baggrunden er viet til Storhelgen Dimitrij af Thessaloniki – den eneste af byens otte kirker, der stadig er bevaret og i brug den dag i dag, og det eneste bevarede eksempel på barokstil fra Peter den Stores tid i hele Orjol-regionen. Byen havde da været besat af tyske tropper siden 2. oktober 1941. Den 12. august 1943 blev den befriet af styrker fra Centralfronten under Orjol-offensiven, som fulgte lige i kølvandet på det tyske nederlag ved Kursk-buen. Kirken selv blev hårdt beskadiget under selve befrielseskampene og først delvist genopbygget året efter.

To års terror bag smilet

Det, billedet ikke viser, er de næsten to år, der gik forud. Dmitrovsk-distriktet hørte under den berygtede Lokot-selvforvaltning – en kollaborationistisk, tysk-godkendt lokalregering under Bronislav Kaminski, med sin egen bevæbnede milits. I hele Orjol-regionen blev over 80.000 civile dræbt og omkring 200.000 deporteret til tvangsarbejde i Tyskland, mens mindst 25 koncentrationslejre blev oprettet til krigsfanger og civile. Det er den terror, befrielsen i billedet markerer afslutningen på – ikke en abstrakt “krigens afslutning”, men noget meget konkret og lokalt grusomt.

Fotografen – en familiesag

Billedteksten krediterer en vis “Semyon Alperi”. Det er med stor sandsynlighed Semjon Vladimirovitj Alperin (1897–1948), krigsfotokorrespondent – og bror til den langt mere berømte Max Alpert, manden bag det ikoniske “Kombat”-fotografi. Hvor Max Alpert er en fast del af den sovjetiske fotohistoriske kanon, er hans brors arbejde langt mindre kendt – en lille, righoldig fodnote til krigsfotografiets historie, som først for nylig (2025) er blevet genstand for en selvstændig udstilling.

Billedet fanger altså ikke bare en befrielse, men et helt konkret øjeblik: en lokalbefolkning og en præst, der byder Den Røde Hær velkommen ved en sønderskudt kirke, dagen efter to års besættelse under et af krigens mest brutale kollaborationsregimer – fotograferet af en mand, hvis egen bror skabte et af krigens mest berømte billeder.

Se også: Bajonetterne i jorden – Vlasov-flyvesedlen fra 1943