Bao Ninh – Krigens sorg og kærlighedens tab i Vietnamkrigen

Bao Ninhs roman ”Krigens sorg” (originaltitel ”Nỗi buồn chiến tranh”) er en af de stærkeste antikrigsromaner fra det 20. århundrede. Den skildrer ikke kun de ydre ødelæggelser af Vietnamkrigen, men viser først og fremmest hvordan krigen sætter sig i sjælen og slår sprækker i alt, hvad der kunne have været kærlighed, fællesskab og håb.

Romanens hovedperson Kien er en nordvietnamesisk soldat, der har overlevet fronten men er mærket for livet. Han hjemsøges af erindringer om kammerater, der døde, om junglens råd og blod, og om de unge drømme, som blev kvalt under krigens åg. Kien mister ikke kun sin barndomselskede Phuong til krigen — deres forhold går i opløsning, som om selve krigens skygge trækker dem fra hinanden.

Bao Ninh bruger en brutal og rå realisme, der til tider er provokerende i sin detaljerigdom. Når han beskriver lig, der flyder op i regntiden, eller sønderskudte soldater der glemmes i skovbunden, gør han det uden omsvøb. Han tvinger læseren til at forstå, hvad krig virkelig betyder — ikke som national fortælling eller heroisk offer, men som stank, forrådnelse og mareridt, der ikke slipper en, selv når våbnene tier.

Jeg oplevede selv under læsningen, hvordan bogens uundgåelige handlingsforløb flere gange fik mig til at ønske, at den ville dreje af, at Kien og Phuong ville finde fred eller en ny begyndelse. Men forfatteren fortsætter nådesløst, næsten ubønhørligt — som selve krigen gør det. Netop i denne ubarmhjertige konsekvens ligger romanens største styrke.

”Krigens sorg” er ingen pacifistisk pamflet, men den er i dybeste forstand en modstand mod krig. Den viser, hvordan mennesker mister hinanden, deres kærlighed og deres sinds fred, og efterlader et billede af krigen som en magt, der bryder alt ned, også alt det bløde og smukke. Netop derfor er romanen en af de stærkeste litterære protester mod krig, vi har.

Bao Ninh

Hovedpointer:

Hovedperson Kien – nordvietnamesisk soldat, der overlever fronten men mærkes for livet af erindringer om blod, lig og tabte drømme.

Kærlighedens opløsning – forholdet til barndomskæresten Phuong går i stykker, ikke af svigt, men fordi krigens skygge splitter dem ad.

Rå realisme – junglens råd, de døde kroppe, de sønderskudte kammerater beskrives uden omsvøb, så læseren konfronteres direkte med krigens rædsel.

Ubønhørlig fortælling – romanen nægter forsoning eller forløsning; netop i denne konsekvens ligger dens styrke som antikrigsværk.

Note:

Bogen er særligt relevant for studier i krigslitteratur, traumer og erindring. Den viser, hvordan krigen ikke kun ødelægger liv på slagmarken, men også forvandler menneskers indre, deres kærlighed og deres fremtid.