Corinta – En Sandsigerske Lægger Kortene på Bordet | Boganmeldelse

Corinta – En Sandsigerske Lægger Kortene på Bordet

Bogen, 170 sider

Sandsigersken og spåkonen Corinta fortæller levende om sit til tider omtumlede liv, levet fjernt fra borgerskabets trygge og forudsigelige verden.

Egentlig var det ikke en af de bøger, der stod øverst på min læseliste – jeg arvede den sammen med en samling andre bøger. Forleden aften gennemgik jeg flere af disse bøger og fik Corintas selvbiografi i hånden. Jeg huskede hende svagt fra medierne, dengang jeg var ung, og sandt at sige vidste jeg ikke andet, end at hun var spåkone og svigermor til pop- og rockstjernen Peter Belli.

Jeg skulle lige til at kassere bogen, da jeg fik det indfald at efterspore, om Corinta virkelig var sigøjner eller roma, som det hedder i dag.

Læser jeg første del af bogen om hendes barndom, opdager jeg det nok, tænkte jeg – og bogen fangede mig da også straks på de første par sider, så resten læste jeg i ét træk.

Man får historien om en person, nogle mennesker og et miljø, som kun en promille af befolkningen nogensinde har kendt og oplevet.

Og ja, hun er virkelig født i en sigøjnervogn på fire hjul, forspændt med en hest. Det frie og til tider meget hårde liv på landevejene var hendes barndomshjem. Alle i familien ernærede sig som gøglere, og de lavede desuden farverige papirblomster og adventskranse, som de solgte ved dørene. Bare ikke fast arbejde, der lænkede disse frie folk til en maskine eller en høvlebænk!

Når man rejser land og rige rundt med et tivoli, gælder det om at være opfindsom, og lille Corinta på 8-9 år dansede på knuste glasskår for at underholde publikum. Man måbede over, at pigen ikke kom noget til, og betalte gerne for dette syn – men pigen kom noget til, fortæller Corinta. Om aftenen, efter flere optrædener, havde hun blødende fødder, og det skete, at der gik betændelse i sårene.

Hendes plejefar var endnu mere vovehalset. Han optrådte med et nummer, hvor han indbød unge, stærke bondekarle til at slå sten i stykker på hans hoved. Der var et bræt mellem stenene og hans hoved, hvorpå bønderne knuste stenene med en 24 kg hammer. Selvfølgelig invaliderede dette nummer ham i det lange løb.

Sammenholdet i familien var stort, beskriver hun – de var fattige, nuvel, men:

”Vor rigdom bestod i det overskud af kærlighed, vi altid kunne give hinanden. Når som helst nogen var i nød, kunne vi være sikre på én ting: slægten ville komme kørende og yde deres hjælp, det var nødvendigt. Vores blod var deres blod.”

Om vinteren kunne der blive så koldt i beboelsesvognene, at dynerne frøs fast til brædderne. Men alt i alt elskede Corinta livet på vejene, og et sted skriver hun, at hvis hun kunne, ville hun leve det hele om igen.

Én ting elskede hun imidlertid ikke, og det var samfundets stigmatisering af de farende folk. I de mange skoler, hun gik i – de fleste kun et par dage – fik hun prædikatet ”sigøjnertøsen”.

Men var de så sigøjnere? Ja, faktisk mere, end de selv var bevidste om. Dengang var der en del løsgængere og utilpassede personer, der kaldte sig sigøjnere, og der var dem, andre kaldte sigøjnere. Da krigen og tyskerne kom, blev Corintas familie forskrækket over rygterne om, at nazisterne forfulgte sigøjnere og jøder. Ved et tilfælde kendte man en slægtsforsker, der hjalp med at finde ud af, hvorfra familien egentlig stammede. Det viste sig, at de var udvandret fra Indien for fem generationer siden, og alle åndede lettet op – for så var de jo ikke sigøjnere. Så lidt vidste man dengang i Danmark; i dag ved alle, at romaerne (dem, vi tidligere kaldte sigøjnere) er udvandret fra Indien, og det var i øvrigt også noget, Hitlers raceforskere var klar over. Et sted omtaler Corinta, at hendes bedsteforældre talte romasproget indbyrdes. Heldet var med dem, og ingen generede familien krigen igennem.

Corinta stiftede selv familie og udviklede sig lidt efter lidt til en matriark, der følger med i familiesager og hjælper, hvor det er nødvendigt.

En dag, hvor Corinta havde været i byen, møder hendes ældste datter hende med replikken: ”Der kommer en mand i aften, som du skal spå for – jeg fortalte ham, at du spåede.” Corinta blev noget målløs og kom i syv sind – skulle hun, eller skulle hun ikke? Hun havde fra barnsben haft visse ”evner”, som var gået i arv i familien, men ligefrem at optræde med det mente hun ikke var moralsk forsvarligt.

Hun forsøger at afslå, men manden presser på, og hun giver efter – og dermed er hendes karriere som sandsigerske indledt.

Hun var ikke okkult på nogen måde, og når hun i forbindelse med spådom lagde kort, var det for at berolige sine kunder og sig selv. Hun indrømmer, at hun ikke forstod kunsten at læse i kort, og faktisk forstod hun heller ikke, hvor evnerne til at se folks skæbner kom fra. Det var heller ikke hver gang, hun var heldig med sine forudsigelser, men hen ad vejen lærte hun, hvad hun skulle holde sig fra, og hvad der var validt. Anden halvdel af bogen giver mange eksempler på spådomme og på, hvordan hun brugte dem – nogle gange løj hun, hvis det kunne hjælpe ulykkelige mennesker. En ulykkelig kvinde, hvis mand havde forladt hende, fik at vide af Corinta, at manden ville komme tilbage, selvom hun selv fornemmede det modsatte. Senere fandt hun ud af, at kvinden ville have taget sit eget og sine to børns liv, hvis hun på det tidspunkt havde mistet håbet.

Selvfølgelig er det uundgåeligt, at vi hører om Corintas datter Junes bryllup i skoven med Peter Belli. Selvsamme Peter Belli har skrevet forord til bogen, og han fortæller om sig selv, at var der nogen, der stod i vejen for ham, skulle han nok sørge for at flytte vedkommende. Med Corinta mødte han så en person, han ikke kunne flytte. Man mærker, at de to udviklede en relation baseret på gensidig respekt og kærlighed.

Corintas historie er ikke kun en kvindehistorie, men også en overmåde sjælden romahistorie. Det viser sig nemlig, at det er den eneste romaselvbiografi i Danmark fra denne periode.

Se også: Amager før alting blev ordnet – erindring om Fælleden og romaerne

Se også: Gypsylorisme, Spivak og Corinta — en dansk roma-sandsigerskes stemme