Ryad Girod: ”Mansours Øjne”.

Oversat fra fransk efter Les Yeux De Mansour. 179 sider.

Oversat af: François-Eric Grodin.

En kort, men intens roman om mystik, kærlighed og brutalitet i nutidens Saudi-Arabien. Den unge arkitekt Mansour står foran sin offentlige henrettelse, men bag den dramatiske handling udfolder Ryad Girod et væv af fortællinger om sufismens dybde, islamisk humanisme og venskabet mellem to mænd. Romanen viser, hvordan spiritualitet og sanselighed kan udfordre fundamentalisme – og hvordan historien om fortidens sufimystikere kaster lys over samtidens mørke.

Forfatteren bor i Algier, hvor han underviser på Lycée International d’Alger og han har boet og arbejdet Riyadh, Saudi-Arabien, hvor romanen foregår.

En udfordrende bog med flere fortællinger inden i hinanden.

I 2015 i Riyadh, Saudi-Arabien, står en ung syrisk arkitekt ved navn Mansour al-Jazïri over for offentlig henrettelse for blasfemi.

Mens han føres gennem menneskemængden til midten af pladsen, ser hans nære ven Hussein på i sorg og reflekterer over de foregående måneder, der førte til dette øjeblik.

Tre måneder før henrettelsen begyndte Mansour at opleve mere og mere intens hovedpine. Det vidste sig, at han led af en degenerativ sygdom, der ubønhørligt forvandlede ham til en mental grøntsag. 

Hussein tror og håber, at han måske trods alt forstod ting og situationer. De to venner tog ofte ud i ørkenen sammen i Mansours røde Chevrolet Camaro. Til en ganske bestemt sandklit Mansour utrættelig vendte tilbage til. Hussein sidder imens i bilen og som oftest i gang med at ryge en joint. Når Mansour vendte tilbage fra sin sandklit, var hans øjne altid lysende. Sådan var det også på den skæbnesvangre dag, hvor han i lænker blev ført frem til stedet, hvor henrettelsen skulle foregå på Al-Safa-pladsen.

Ser Mansour noget gennem disse lysende øjne der er skjult for os andre, det virker som om Hussein tror og håber det. Det er som om, at han samtidig med at han mister forstanden proportionelt får en bundforskellig begavelse der ikke er af denne verden. Imidlertid der er ikke helt sikkert, kun noget der antydes mellem linjerne. Imidlertid er en sådan forståelse af Mansour fuldstændig i tråd med sufismen.

Det er den lille historie om de to venner og vejen imod dramaet på Al-Safa-pladsen. Heri udspiller der sig også en episode, der igen peger hen imod sufismens mystiske forestillingsverden, nemlig Mansour og hans arbejdsgivers kone Nadines erotiske udfoldelser.

Ryad Girod fremstiller derigennem noget af det for vestens kulturer mest fremmedartede ved sufismen, nemlig mystikerens forening med Gud som begrebsmæssigt identisk med den sanselige kærlighed. I retssalen bekender Mansour sit forhold til Nadine på denne måde: ”… jeg var blevet til sand blandt sandmasserne. Lige indtil Nadine åbenbarede mig ad linjerne i de åbne bøger, og hendes læber åbnede mit hjerte… og jeg gendannede mig, samlede mig sammen igen af sandmasserne, ved hans vilje”. Det var m.a.o. ved Guds vilje, at Mansour gennem foreningen med Nadine nåede frem til en ny erkendelse, da hans åndsevner svigtede.

Bagved, ovenover og ved siden af den lille historie udfoldes parallelt bogens store historier. Et bagud skuende historiesyn på islamisk civilisation og et nutidigt blik på islamisk fundamentalisme, markeret gennem henrettelsen på Al-Safa-pladsen af Mansour.

Mansour er direkte efterkommer af Abd al-Qadir grundlæggeren af den Algeriske stat. Han kæmpede mod både Tyrkiet og Frankrig, men var også en højt agtet sufi mystiker og humanist. I glimt ser vi hans politiske og religiøse liv, som alternativ til nutidens fanatiske islam, som forfatteren flere steder betegner gudeløs.      

Mens han fortæller sin vens historie, reflekterer Hussein over Mansours oldefars liv, og minder læseren om henrettelsen af en anden Mansour fra historien, sufi-mystikeren Mansur Al-Hallaj. Og netop denne Mansur Al-Hallaj bliver sammen med flere andre historiske sufi mystikere fremholdt, som en garant for islamisk humanisme og fremskridts tro. Ligeledes diskuterer bogens hovedpersoner kong Faisal af Saudi-Arabiens drøm om en arabisk civilisation i nutiden.

Hvor gik det galt, spørger forfatteren gennem sin fortællings personer?

Det gik galt der, hvor sværdet blev det basale politiske redskab i stedet for dialogen.   

“Ethvert folk som mister sin tænkning og sin storhed kaster sig uvægerligt ud i vold og selvdestruktion … Når bladet hugger din hals over, vil et helt folk, en hel nation, et helt trossamfund vende tilbage til en før islamisk, sort, voldelig og apokalyptisk periode.”

Centrale pointer:

• Foregår i Riyadh i 2015, hvor Mansour dømmes til døden for blasfemi.
• Fortalt gennem vennen Hussein, som ser tilbage på deres liv, kærlighed og samtaler.
• Sufismen fungerer som åndelig modfortælling til politisk islamisme.
• Mansours forhold til Nadine fremstilles som mystisk forening mellem Gud og menneske.
• Historiske paralleller til Abd al-Qadir og Mansur al-Hallaj peger på islamisk humanisme.
• Kritik af fundamentalisme: vold erstatter dialog, og en hel civilisation mister sin tænkning.