Grand hotel europa – anmeldelse

Romanens sidste 3 linjer fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på den behagelige måde, jeg troede nemlig, at bogen var slut, men der begyndte den overraskende på ny! Men kun som et håb om at den personlige kærlighed kan leve videre medens alt andet kollapser – at det menneskelige nærvær og kærligheden er det eneste, markedsmekanismerne ikke helt kan slå ihjel.

Clio som det “gamle Europa” og kunsten

Clio er italiensk kunsthistoriker og stammer fra en aristokratisk familie. Hun repræsenterer den europæiske sjæl, fortidens skønhed og den intellektuelle dannelse. Sammen med jeg-fortælleren, Ilja, lever hun i en romantisk boble, hvor de jager Caravaggios tabte mesterværk. Denne kunstjagt er samtidig en leg, der binder dem sammen, ikke kun i fantasiens verden, men også i virkeligheden, hvor de lever for hinanden i denne boble. Vi hører kun meget lidt om fælles venner eller bekendte. Og det er også denne leg, der giver et løfte om gentagelsen i deres afbrudte kærlighedshistorie, efter at Ilja på egen hånd har fundet det forsvundne kunstværk.

Skattejagten på Caravaggios maleri er en bevidst leg med Dan Browns thriller-elementer. Det fungerer både som en ironisk pastiche over genren og som en humoreske, der spejler Europas status som et levende museum.

Pastichen: Plottet bruger decideret Dan Brown-agtige spor, gåder og kunsteventyr til at drive detektivarbejdet frem.

Humoresken / Satiren: Jagten bruges til at udstille den europæiske kulturarv som noget, der reelt er reduceret til underholdning og forbrug for turister. Et vigtigt lag i Caravaggio-jagten er, at den blander højkultur med lavkultur på en drilsk facon. Den spejler parforholdets opløsning mellem forfatteren (Ilja) og kunsthistorikeren (Clio). Den understreger bogens større tese om, at Europa lever i skyggen af sin egen fortid.

Handlingen begynder der, hvor fortælleren, den hollandske Ilja, ankommer til det bedagede Grand Hotel Europa med det absolutte forsæt at skrive om sit kuldsejlede kærlighedsforhold til den italienske kunsthistoriker Clio. I dette møde mellem de to bliver kernen i romanen allerede anslået: de befinder sig i samme rum, og han har bemærket, hvor smuk hun er, uden rigtig at registrere det, fordi han var grebet af længsel efter fortiden.

Fortidsfascinationen som europæisk kollektiv velsignelse/forbandelse vendes og drejes, udfordres, bekræftes, fornægtes, forherliges og latterliggøres på bogens 702 sider. Fascinationen gælder den gamle europæiske kultur, der findes i overmål overalt, især i det Italien, hvor store dele af bogen foregår.

I dagens verden kvæles den gamle klassiske kultur af den vulgære masseturisme, der overalt har invaderet Europa. Emnet bearbejdes på alle måder, f.eks. opstilles der forskellige kategorier af turister, den ene type mere grotesk end den anden, på en ubeskrivelig humoristisk måde. Forfatteren kommer godt omkring både de økonomiske sider ved turismen såvel som overbygningen: markedsføring, identitetsjagten, politik og vidensformidling. Der er ligeledes masser af humor i beskrivelserne af kultursammenstødet mellem Europa og turisterne fra USA, Kina og andre mere eller mindre barbariske lande, som bogen skildrer dem.

For at kunne fastholde de mange bolde, forfatteren har i luften, samles det hele symbolsk i hotellet, hvor han bor og skriver den bog, læseren læser. Grand Hotel Europa har fået sit navn fra et luksushotel. En majestætisk, men forfalden bygning, beliggende på et ikke-sted, der aldrig præcist identificeres. Grand Hotel Europa er den lille fortælling i den store; her udspilles de samme dramaer, og de samme økonomiske affærer er på spil.

Hotellet er overtaget af en fremgangsrig kineser, der har det administrative overblik, der skal til for at sikre hotellets drift ind i nutiden. Det betyder, at hotellet bliver omlagt, så det modsvarer turisternes behov, især turisterne fra Kina, som der er masser af. Det kinesiske værelse, engang et eksotisk produkt af den koloniale fantasi, bliver lavet om til en engelsk pub, til hotellets fastboende gæsters store fortrydelse og til de kinesiske gæsters store fryd. Billedet af Paganini, der engang spillede på hotellet, udskiftes med et landkort over Frankrig.

Figuren Patelski fungerer i høj grad som en pastiche over og hilsen til Lodovico Settembrini fra Thomas Manns klassiker Trolddomsbjerget. Forbindelsen nævnes eksplicit på side 385.

Patelski kaster sig ud i store, dannede monologer om europæisk identitet, kulturkriser, migration og den vestlige civilisations forfald. Dette er en direkte parallel til de ideologiske foredrag, Settembrini holder på Trolddomsbjerget.

Selvom Patelski bærer på en dyb kulturkritisk melankoli over for den europæiske fremtid under masseturismens indtog, repræsenterer han stadig den gamle verdens dannelsesideal. Han bruges af Pfeijffer til at skrive sin samtidsroman direkte ind i den store europæiske dannelsestradition, som Thomas Mann cementerede med Trolddomsbjerget.

Personificeringen af den svundne storhed

Montebello repræsenterer den absolutte perfektion i den gamle europæiske orden. Han opretholder hotellets traditioner, etikette og værdighed med en næsten religiøs hengivenhed. Han er ikke en intellektuel, der diskuterer Europas forfald; han er det levende monument, der forsøger at forhindre forfaldet ved at holde sølvtøjet pudset og traditionerne i hævd.

En af romanens dystreste konklusioner er, at Europas fremtid synes at ligge mindre i fornyelse end i kommercialiseringen af fortiden. Europa har solgt sin sjæl til højestbydende. Kontinentet producerer ikke længere historie; det udstiller den blot for turister, der betaler for at se på ruinerne af en storhedstid. Pengene har vundet over kulturen.

Hotelpiccoloen Abdul

Blandt romanens mange stemmer står flygtningen Abdul stærkt. Han har sin helt egen skæbne; selvom han er på hotellet, er han ikke af hotellet, og intet af Europas gamle kultur tynger ham. Han er på sin egen rejse ind i tiden, uafhængig af alt det, der tynger og forhindrer handlekraften hos de gamle europæere.

Da han genfortæller sin egen dramatiske flugthistorie ved at spejle den direkte i den antikke myte om Æneas, bliver det et magtfuldt eksempel på postkolonial mimicry. Ved at iklæde sig den europæiske højkulturs absolutte grundfortælling undergraver Abdul subtilt det vestlige blik; han udstiller det dybe hykleri i et Europa, der idoliserer fortidens mytologiske bådflygtninge, mens man afviser de levende i nutiden.

Pfeijffer som romanforfatter

Mildest talt stritter romanen i alle retninger, ligesom den sprudler af wikipedianske udsagn og viden. Men det bliver aldrig kedeligt eller for tungt, fordi Pfeijffer endevender sine udsagn på mangfoldige, finurlige måder. Faktisk kan man aldrig helt føle sig sikker på, at det sidste ord om et emne er sagt. Pludselig fortsætter den dialektiske leg med sproget, så selv filosoffen Hegel må rødme af misundelse.

Billederne og Abdul

Det fotografiske omslag på både den originale hollandske udgave og den danske udgivelse er af den kendte belgiske fotograf Stephan Vanfleteren og viser hotellets unge piccolo, Abdul.

Jeg kan langt bedre lide Chaïm Soutines Piccolo, der virkelig minder om beskrivelsen af Abdul i et stjålet øjeblik, hvor han slapper af fra arbejdet. Soutines forvredne, melankolske stil og den alt for store, posede uniform understreger netop den følelse af tabt identitet og sårbarhed, som karakteriserer figuren Abdul i Grand Hotel Europa.

Abdul er sårbar, og netop derfor bærer han fremtiden i sin eksistens. Han står i skarp kontrast til hotellets øvrige befolkning — Montebello, Patelski, de fastboende gæster — som alle på hver deres måde er dannede, belæste, veltalende, men også fanget i en fortid, en svunden storhedstid, som hotellet selv er et billede på.

Abdul har derimod ingen af den slags kulturelle kapital, men han er til gengæld den eneste i bogen, der reelt bevæger sig fremad — fysisk (flugten over Middelhavet) og måske også eksistentielt. Han er ikke belastet af nostalgien for “det gamle Europa”, fordi det aldrig var hans.