Hovedpersonen Lenes omgangskreds rekrutteres fra det bedre borgerskab og de bedre uddannede – men den livsstil, de dyrker, er alt andet end borgerlig. Ukonventionelle omgangsformer, tøjmode og levemåder præger miljøet og tydeliggøres gennem bogens sider.

Hovedmotivet i romanen Stop er narko og alkoholmisbrug og hvordan det håndteres af personerne, herunder hovedpersonen, en ganske ung kvinde, Lene. Samtidig med at forfatteren tydeligvis vil advare imod ukritisk brug af stoffer og druk, forsvarer hun hovedpersonens modkultur. Netop denne kultur var for mange i samtiden synonym med narkomisbrug. Jeg mener ikke, der er nogen ambivalens i dette, netop fordi modkulturen var meget andet og eksisterede også for folk uden narko eller alkoholmisbrug.

Lene beskrives som en fremmedgjort person i dyb krise, en krise der går dybere end det aktuelle misbrug. Du skal bare finde dig selv, siger hendes far trøstende, men hun tænker: jamen, hvem er jeg? Hun oplever gentagende gange at blive reduceret til et objekt i andres øjne – de skiftende kærester, forældre og i behandlingssystemet. Stofferne og sprutten hjælper hende igennem dette presserende problem og giver en øjeblikkelig men kortvarig tilstand, hvor hun er på højde med situationen. Hun er ligesom fanget i systemets greb; hendes misbrug er helt hendes egen skyld, får hun at vide alle steder fra. Ligesom alle hendes nederlag fremstilles som noget, hun påfører sine forældre og søster. Det er synd for dem, men ikke for hende, fornemmer man.

Hun vil gerne ud af misbruget, men bliver mødt med nederlaget gang på gang. Hver gang hun og læseren tror, at hun nu er ude af misbruget, falder hun i på ny. Hvis der er et budskab i alt dette, må det være: lad være med at begynde på misbruget overhovedet. Men netop denne kendsgerning rejser spørgsmålet om årsagerne til den enkeltes misbrug. De kan være komplekse og mange og dermed uden for misbrugerens egne muligheder for at gribe ind!

Bogen er et kulturhistorisk tidsdokument om bestemte sider ved det såkaldte ungdomsoprør, der i disse år gik hen over Danmark og verden som sådan. Romanen taler direkte ind i 1960’ernes voksende velfærdssamfund, hvor den unge generation føler sig kvalt i de voksnes materielle tryghed og faste rammer og forbrugersamfundets evige jagt efter forbrugsgoder og tomme statussymboler. Det var præcis der i midten af tresserne, at brug af hash og LSD eksploderede sammen med den nye ungdomskultur. Rødstrømpebevægelsen så dagens lys, og det mærkes på romanen, at den står midt i dette tidehverv.

Ligheder med Leif Panduros Rend mig i traditionerne (1958)

Afvisning af konformitet

Både Davids oprør i Rend mig i traditionerne og tematikken i Stop kredser om frygten for at blive en “tam vild”. Hovedpersonerne nægter at glide mekanisk ind i de voksnes rækker med faste karriereveje, ægteskab og borgerlige facader.

Fremmedgørelse over for systemet

I begge værker skildres institutioner (som gymnasiet, uddannelsessystemet og kernefamilien) som undertrykkende instanser, der forsøger at ensrette den unge. Ungdommen oplever en dyb eksistentiel ensomhed og Weltschmerz i mødet med samfundets krav.

Slægtskabet med The Catcher in the Rye

Begge romaner trækker tunge veksler på J.D. Salingers klassiker (på dansk: Forbandede ungdom). De placerer sig i samme litterære tradition, hvor jeg-fortællerens subjektive og sårbare blik på verden afslører de voksnes “uægthed”.

Flugten ind i misbruget som det ultimative “Stop”

Både David i Rend mig i traditionerne og Lene i Stop søger en vej væk fra virkeligheden. Hos Panduro sker flugten gennem en mental isolation og sær adfærd (han sætter sig op i et træ eller ind i et skab). Hos Kedda Madsen bliver kemiske stoffer og misbrug det konkrete værktøj til at trække i nødbremsen og sige “stop” til omverdenens krav.

Selvdestruktion som protest

I begge romaner bunder de unges handlinger i en dyb afmagt. Misbruget i Stop kan ses som den mest radikale form for det ungdommelige sammenbrud, Panduro også beskriver – en selvdestruktiv protest mod en verden, de unge ikke kan finde mening i.

Samfundets svigt: sygdom eller oprør?

I Rend mig i traditionerne bliver David indlagt på et psykiatrisk hospital, fordi de voksne diagnosticerer hans oprør som mental sygdom. I Stop institutionaliseres eller marginaliseres de unge misbrugere på samme måde. Samfundet behandler symptomet (misbruget eller den “skæve” adfærd) i stedet for at forstå årsagen (det eksistentielle tomrum).

Isolation og ensomhed

Begge værker skildrer, hvordan den unge står fuldstændig alene med sine problemer. De voksne omkring dem er enten fræværende, uforstående eller direkte moraliserende, hvilket blot skubber de unge længere ud i isolation og afhængighed.

Lene er ligeledes indlagt på psykiatrisk afdeling, dels for at blive stoffri og dels for at blive normaliseret, så samfundet kan acceptere hende igen. Ligesom David rømmer hun fra anstalten og oplever i glimt den frihed og mening, hun længtes efter. Imidlertid er misbruget i vejen, og hun har intet ønske om at blive afrettet til et massemenneske fanget i systemet.

Realismen og tidsbilledet

Begge forfattere skriver med stor empati for den sårbare unge. Men hvor Panduros tone i højere grad er præget af humoristisk satire, er tonen hos Kedda Madsen ofte mere rå, mørk og realistisk, netop fordi hun skildrer misbrugets barske konsekvenser indefra. Med denne vinkel bliver det tydeligt, at de to romaner beskriver to forskellige sider af den samme mønt: Panduro beskriver den neurotiske og absurde frustration over ungdomslivet, mens Kedda Madsen skildrer den tragiske, kemiske udvej, som mange unge i 1960’erne endte med at tage.

I romanens slutning møder vi Lene på hospitalet; hun er sprunget ud fra en stor højde og har brækket lårbenet og fået hjernerystelse. Hun var på LSD, da hun troede, hun kunne flyve.

Når Lene overlever faldet med hjernerystelse og et brækket lårben, får den ikoniske slutreplik – “En ting har jeg lært. Jeg har lært at man ikke kan flyve. Heller ikke når man tager LSD. Det er da altid et skridt fremad” – en helt særlig karakter.

Den smerteligt dyrekøbte realitetssans

Faldet og de konkrete, fysiske skader (lårbensbruddet og hjernerystelsen) bliver symbolet på, at Lene bogstaveligt talt rammer den hårde virkelighed. Men i stedet for at knække hende mentalt, bringer de fysiske skader hende paradoksalt nok tilbage til jorden.

Det ironiske “skridt fremad”

Slutreplikken rummer en dyb, galgenhumoristisk ironi. Hun kan ikke gå på sit brækkede ben, men mentalt har hun taget “et skridt fremad”. Erkendelsen af, at stofferne ikke giver sand frihed (man kan ikke flyve), er den første reelle, nøgterne indsigt, hun opnår. Det er ikke samfundets formformede “normalisering”, der har lært hende noget, men hendes egen smertelige erfaring.

Kontrasten til David i Rend mig i traditionerne

Når vi holder denne slutning op mod Panduro, bliver parallellen mellem Lene og David faktisk endnu tættere, men med en markant forskel i prisen, de betaler. Både David og Lene overlever deres system- og virkelighedsflugt og indser, at man ikke kan leve i den rene, ufiltrerede frihed eller i en konstant rus. Virkeligheden vinder.

David lander blødt. Han accepterer i en vis grad at spille spillet og indgå et kompromis med de voksnes verden, fordi hans kompromis primært er socialt. Lene derimod betaler en brutal, fysisk pris. Hendes “landing” kræver et decideret fysisk traume, fordi hendes flugt (stofferne) var langt mere kemisk og destruktiv. Hendes overlevelse gør romanen til en fortælling om en ekstremt dyrekøbt modning frem for en ren tragedie. Hun er stadig ikke “afrettet” af systemet, men hun har mistet sine illusioner om stoffernes frihed.