En skillevej i IWGIAs historie
En skillevej i IWGIAs historie
Om det møde der aldrig er blevet fortalt om
Måske er jeg den sidste tilbageværende deltager fra den interne IWGIA-diskussion om, hvorvidt organisationen skulle åbne sig for projektarbejde.
I IWGIAs årbog fra 1988 fremstilles overgangen fra aktivistisk politik til projektarbejde som en glidende og nærmest uundgåelig udvikling. Sådan forholdt det sig imidlertid ikke. Der blev faktisk afholdt et møde, hvor det blev vedtaget, at IWGIA skulle udvikles til en projektorganisation.
Dette møde fandt efter min erindring sted i 1986. En egentlig generalforsamling var det ikke, men alle de toneangivende i IWGIA var til stede: de tre co-direktører – Teresa Aparicio, Andrew Gray og Jørgen Brøchner Jørgensen – samt formentlig også IWGIAs formand, René Fuerst. Det internationale sekretariats medarbejdere deltog som observatører, og jeg var inviteret af Andrew Gray.
Mødet tog udgangspunkt i en konkret mulighed: det norske Norad (Norwegian Agency for Development Cooperation) var parat til at afsætte adskillige millioner kroner om året til udviklingsarbejde blandt oprindelige folk i udviklingslandene, og IWGIA havde udsigt til at modtage disse bistandsmidler fremover. IWGIA havde hidtil modtaget mindre beløb fra forskellige sider til det løbende arbejde, men dette var et gennembrud, der på afgørende måder ville påvirke arbejdet for oprindelige folk.
Teresa Aparicio, Andrew Gray og Jørgen Brøchner Jørgensen var netop vendt hjem fra omfattende rejser i Latinamerika og Norge, hvor de havde undersøgt, hvordan oprindelige folk selv så på sagen. Overalt var stemningen positiv, fik vi at vide. Jeg lagde dog mærke til, at Jørgen Brøchner Jørgensen forholdt sig påfaldende tavs under fremlæggelsen. Det virkede på mig, som om han havde store betænkeligheder ved at tage dette skridt.
Under drøftelserne pegede især Andrew Gray på en væsentlig risiko: at oprindelige folk ikke længere ville opfatte IWGIA som en aktivistisk organisation, man kunne stole på i krisesituationer. Han forudså desuden, at IWGIAs nye rolle som projektformidler kunne medføre, at oprindelige folk begyndte at betragte organisationen udelukkende som et sted, hvor der kunne skaffes penge – og ikke andet.
Man enedes derfor om at understrege over for oprindelige folks organisationer, at IWGIA fortsat var en aktivistisk organisation. Kun få år efter var dette løfte fuldstændig fortrængt. Vi var blevet en lille gruppe marginaliserede personer, der forsøgte at holde IWGIA fast på den aktivistiske linje – men det blev stadig vanskeligere, idet bestyrelsen og det internationale sekretariat direkte modarbejdede os.
Samerådet forrådt
Der hvilede en vis mystik over mødet, hvad angik Nordisk Sameråd (samisk: Sámiráđđi). De fleste af os vidste, at Samerådet ligeledes ønskede at få del i de bistandsmidler, Norad stillede i udsigt til projektarbejde mellem oprindelige folk.
Vi blev orienteret om, at Samerådet ikke selv magtede opgaven og derfor ikke havde noget imod, at IWGIA påtog sig ansvaret. Det var Andrew Gray, der netop var kommet fra Oslo og havde ført forhandlinger med de involverede parter, som fremlagde dette – og vi tog det alle for gode varer.
Først mange år senere, da jeg for længst havde forladt IWGIA, fik jeg sandheden at vide af adskillige samer, der dengang var aktive i Nordisk Sameråd. Samerådet havde både evnerne og ønsket om at administrere midlerne fra Norad – men de var blevet afvist med den temmelig racistiske begrundelse, at man ikke mente, de var i stand til det.
Da jeg erfarede dette, måtte jeg skamme mig på IWGIAs vegne. En organisation, der var skabt for at fremme oprindelige folks rettigheder, havde snuppet millioner af projektmidler ud af hænderne på et oprindeligt folk.
Konklusion
Mødet i 1986 markerede et afgørende vendepunkt i IWGIAs historie – et vendepunkt, der i årbogen fra 1988 blev tilsløret som en naturlig udvikling, men som i virkeligheden var en bevidst og omstridt beslutning. De bekymringer, der blev rejst på mødet, viste sig at holde stik: IWGIA mistede gradvist sin troværdighed som aktivistisk organisation og blev i stigende grad opfattet som en pengekilde snarere end en allieret.
Det mest graverende aspekt af denne transformation er imidlertid historien om Nordisk Sameråd. IWGIA tilranede sig midler, som et oprindeligt folk både ønskede og var i stand til selv at forvalte, og legitimerede dette med en argumentation, der ikke var til at skelne fra den koloniale formyndertænkning, organisationen ellers bekæmpede. Det er en dyb ironi og et alvorligt svigt, som aldrig er blevet gjort op med på en tilfredsstillende måde.
Jeg skriver dette som et vidnesbyrd fra en, der var til stede – og som en opfordring til at fastholde en kritisk hukommelse om, hvordan selv velmenende organisationer kan falde i den fælde, de siger, de vil bekæmpe.
