Das Man og den andens blik – fra Nietzsche til Bateson

Fra flokmennesket til den generaliserede anden

Når Martin Heidegger beskriver das Man i Væren og Tid (1927), viderefører han en tanke, der går tilbage til Nietzsche. Begge ser mennesket som truet af konformitetens magt. Hos Nietzsche bliver flokmennesket, das letzte Mensch, et billede på tabet af skabende kraft og selvstændig værdi. Hos Heidegger bliver dette et eksistentielt vilkår: vi lever i det, man gør, siger og mener – i en anonym social væren, hvor individualiteten udviskes. Das Man betegner ikke et fællesskab, men den nivellering, hvor det enkelte menneske mister sig selv i hverdagsværen.

Jean-Paul Sartre går i Væren og Intet (1943) et skridt videre. Han konkretiserer Heideggers analyse i sin berømte beskrivelse af Pierre, der opdager, at nogen ser ham gennem nøglehullet. I det øjeblik bliver han selv et objekt for den andens bevidsthed. Sartre kalder dette den andens blik – en oplevelse af skam og tab af kontrol. Hvor Heidegger taler om anonymitet, viser Sartre den konkrete erfaring: vi bliver os selv bevidste gennem andres blikke, men samtidig fremmede for os selv. Den andens blik gør mig til noget, jeg ikke helt er herre over.

I sociologien får samme tema en helt anden drejning. George Herbert Mead – og senere Gregory Bateson – beskriver den generaliserede anden som den sociale helhed, individet internaliserer for overhovedet at kunne forstå sig selv. Selvet bliver til i kommunikationen med andre, ikke ved at adskille sig fra dem. Hvor Sartre ser faren for objektivering, ser Mead og Bateson forudsætningen for empati og etik. De beskriver socialiseringen som et cirkulært mønster af gensidighed, snarere end en eksistentiel kamp.

Man kan derfor læse denne udvikling som en bevægelse gennem det tyvende århundredes tænkning: Nietzsche afslører flokmenneskets psykologi, Heidegger gør den til en ontologisk struktur, Sartre dramatiserer den i blikkets konflikt, og Mead og Bateson genfinder relationen som et systemisk mønster. Spørgsmålet om selvet bliver derved ikke kun moralsk eller eksistentielt, men også kommunikativt: hvem er jeg, når jeg ser og bliver set, og hvordan formes dette mønster af det, man gør?

Videre læsning

• Friedrich Nietzsche: Also sprach Zarathustra (1883–85). Dansk: Således talte Zarathustra, oversat af Thorkild Bjørnvig (Gyldendal, 1966; genoptryk 2001, 2011).
• Martin Heidegger: Sein und Zeit (1927), §§27–38. Dansk: Væren og tid, oversat af Christian Rud Skovgaard (Klim, 2007).
• Jean-Paul Sartre: L’Être et le Néant (1943). Dansk: Væren og intet, oversat af Niels Henningsen (Hans Reitzels Forlag, 1994).
• George Herbert Mead: Mind, Self and Society (1934).
• Gregory Bateson: Steps to an Ecology of Mind (1972).