Gentagelsens umulighed

Om Sophie Calle, Kierkegaard og Camus

Sophie Calles aktuelle udstilling på Louisiana Museum of Modern Art, der kan ses frem til den 6. september 2026, rummer et værk med den sigende titel Catalogue raisonné of the unfinished – et katalog over det ufuldendte. Titlen er næsten et program i sig selv. Calle beskæftiger sig her med det, der ikke kunne fuldføres, og med det, som gentagelsen lover, men aldrig indfrier.

Et af værkerne tager udgangspunkt i en personlig erfaring af tab. Sophie Calle var blevet forladt af sin partner Pierre, og hun søgte en slags trøst i gentagelsens logik. Hun adspurgte par, der virkede lykkelige, om hvordan de havde mødt hinanden – og forsøgte derefter at genskabe betingelserne for disse kærlighedsmøder. Hun stillede sig på nøjagtig det samme sted, på samme ugedag, i samme måned, på samme tidspunkt.

Hun beskriver selv projektet med en blanding af alvor og selvbevidst absurdisme:

Jeg begyndte fredag den 11. november 2005 kl. 10:45 på Gargiliano-broen i Paris, hvor jeg ventede på, at en mørk og smuk 42-årig mand i læderkjakke, der havde samme profession som mig og var på vej hjem i seng efter at have været oppe hele natten, ville smile til mig. Men gaderne forblev tomme. I de følgende dage vendte jeg tilbage med en hvid puddel, jeg ventede ved en møntvask, jeg ventede på en bænk i en park, jeg ventede hos en isenkræmmer. Ingen mirakler at rapportere om…

Projektet løb ud i sandet. Kunstværket endte i arkivet over de ufuldendte. Og netop dér – i dette tilsyneladende fiasco – begynder det interessante.

Kierkegaard: Gentagelsen som troens bevægelse

Søren Kierkegaards lille bog Gentagelsen fra 1843 er, som Johannes Hohlenberg skriver i Den Ensomme Vej, den mest charmerende af Kierkegaards bøger. Den er skrevet med en vis letsindighed, hvor Kierkegaard har øst fra højre og venstre af sine oplevelser og tanker, og ikke alt for nøjeregnende med sine indfald. Men bag den tilsyneladende lethed gemmer sig en filosofisk kerne, der retter sig polemisk mod Hegel: gentagelsens tema ligger nemlig uden for den hegelske filosofis rækkevidde.

For Kierkegaard er gentagelsen en afgørende eksistentiel kategori. Hvor erindringen vender sig bagud mod fortiden, vender gentagelsen sig fremad. Den handler om at genvinde det tabte og bevare sin sjælelige frihed i nuet.

I bogens første del forsøger fortælleren Constantin at rejse til Berlin for at genskabe en tidligere fantastisk oplevelse. Han tager på det samme hotel, sidder i det samme teater og spiser den samme mad. Eksperimentet slår fuldstændig fejl. Alt føles trivielt, mat og forkert. Kierkegaards pointe er klar: man kan ikke tvinge en ydre oplevelse til at gentage sig. Forsøger man at fastholde fortiden mekanisk, ender det blot i tom og frustrerende rutine.

Men gentagelsen er ikke umulig – den er bare ikke ydre. I bogens anden del introduceres det unge menneske, der lider af ulykkelig kærlighed (en slet skjult reference til Kierkegaards eget brud med Regine Olsen). Gennem smerten og den bibelske fortælling om Job indser han noget afgørende: Job mistede alt, men fik alt dobbelt igen. Ikke fordi han genvandt det gamle, men fordi han i troen overgav sig til det absurde og dermed modtog sit liv tilbage i en ny og dybere form. Gentagelsen er hos Kierkegaard derfor et religiøst begreb – et andet ord for evighed, som den opleves af den, der har gjort endeligheds bevægelse og erobret paradokset for det daglige liv.

Camus: Sisyfos og det absurdes oprør

Albert Camus nærmer sig i Sisyfos-myten fra 1942 den samme grunderfaring fra en stik modsat vinkel. Sisyfos er af guderne dømt til i al evighed at rulle en tung sten op ad et bjerg, hvorefter stenen hver gang ruller ned til foden igen. Og han starter forfra. Igen og igen. Det er den rene mekaniske gentagelse – uden mål, uden mening, uden forløsning.

Camus ser i Sisyfos et billede på det moderne menneskes hverdag: vågne, tage sporvognen, fire timer på kontoret, spise, sove – og mandag, tirsdag, onsdag i samme rytme. Gentagelsen som grundvilkår. Men det afgørende øjeblik er det sekund, hvor stenen er rullet ned, og Sisyfos begynder den lange vandring tilbage mod foden af bjerget. I det øjeblik er han fuldt bevidst om sin skæbne. Han er ikke en robot. Han ved, at det er absurd – og han vælger det alligevel.

Her er en vigtig parallel til Kierkegaard: hos begge opstår sand eksistens først i det øjeblik, man vågner op og indser sit vilkår. Bevidstløs vane er ikke gentagelse i eksistentiel forstand. Det kræver et indre valg.

Men løsningerne er stik modsatte. Kierkegaard foreskriver troens spring: man overgiver sig til Gud i kraft af det absurde og modtager sig selv tilbage. Camus afviser denne udvej og kalder den ligefrem filosofisk selvmord – en flugt fra virkeligheden ind i en guddommelig illusion, en ofring af fornuften for at købe sig til kunstig tryghed. For Camus er den eneste ærlige position at blive stående i det absurde uden håb om frelse. Sisyfos overvinder sin straf ikke ved guddommelig nåde, men ved at eje sin skæbne og rulle stenen i rent oprør mod guderne. Man må forestille sig Sisyfos lykkelig, skriver Camus.

Sophie Calle: Dobbelt absurd

Og så er vi tilbage ved Gargiliano-broen i Paris en fredag morgen i november 2005.

Sophie Calle er, om man vil, dobbelt absurd. Hun forsøger ikke blot at genskabe en ydre oplevelse – hun forsøger at genskabe en andens ydre oplevelse. Hun vil gentage et møde, der tilhørte fremmede, på et sted hun ikke har nogen personlig relation til, med en ukendt mand som aldrig kommer. Det er Kierkegaards Berlin-rejse, men i anden potens.

Og hun erfarer præcis, hvad begge filosoffer forudsagde: den ydre gentagelse er umulig. Gaderne forblev tomme. Ingen mirakler.

Men hvad gør hun så? Hun arkiverer projektet under de ufuldendte. Hun giver det en titel og hænger det op på væggen. Og her bliver noget interessant. For er det ufuldendte hos Sophie Calle en indrømmelse af nederlaget – eller er det en særlig æstetisk strategi? Er hun fanget i Kierkegaards mekaniske rutine, eller har hun på sin egen skæve vis lært noget af Sisyfos?

Man kan argumentere for, at Calles systematiske arkivering af det mislykkede – hendes catalogue raisonné of the unfinished – er en form for camus’sk oprør. Hun nægter at lade det ufuldendte være en skam. Hun udstiller det, katalogiserer det, giver det form. Hun ruller ikke stenen til toppen, men hun ejer den. Det ufuldendte bliver i Calles hænder til en slags ufuldendt fuldendthed – en kategori, der hverken er Kierkegaards religiøse forløsning eller Camus’ nøgne trods, men noget tredje: en æstetisk accept af at miraklet ikke kom, og at det var værd at vente alligevel.

Om det er svar nok på absurditeten, må enhver afgøre for sig selv. Men at stå på en bro i Paris og vente på det umulige – og siden hænge ventningen op på et museum – er i hvert fald ikke ingenting.