De fem skandhaer og Heidegger — et jeg, der ikke findes

Buddhismens lære om de fem skandhaer er et af de mest radikale opgør med forestillingen om et fast, uforanderligt selv, som findes i nogen filosofisk tradition. Men er det kun en buddhistisk lære – eller er der tråde derfra til vestlig filosofi, som normalt ikke sættes i forbindelse med den? I det følgende gennemgår jeg først aggregaterne selv, dernæst spørgsmålet om hvorvidt læren overhovedet kan kaldes en ontologi i vestlig forstand, og til sidst en sammenstilling med Martin Heideggers Dasein-begreb, som jeg mener kaster nyt lys over begge tænkemåder.

De fem skandhaer: Aggregater

“Aggregater” er det mest udbredte faglige udtryk. Det fanger præcist betydningen af en teknisk samling af forskellige komponenter, der fungerer sammen uden at smelte sammen.

Ifølge buddhistisk filosofi består et menneske ikke af en fast, permanent sjæl eller et uforandret “jeg” (princippet om anātman eller ikke-selv). I stedet er vi en samling af fem konstant skiftende fysiske og psykiske processer:

1. Form / Det materielle (rūpa): Den fysiske krop, sanseorganerne og den materielle verden.
2. Følelser / Fornemmelser (vedanā): Den umiddelbare sansning af indtryk som enten behagelige, ubehagelige eller neutrale.
3. Forestillinger / Opfattelser (saṃjñā): Evnen til at genkende, navngive og kategorisere det, vi sanser (fx “det er en rød bil”).
4. Mentale formationer / Viljesimpulser (saṃskāra): Vores vanemæssige reaktioner, tanker, viljeshandlinger og karma, som udløses af vores opfattelser.
5. Bevidsthed (vijñāna): Den grundlæggende vågne opmærksomhed, der forbinder sanseorganerne med verden.

Buddhismen lærer, at lidelse (dukkha) opstår, fordi vi fejlagtigt tror, at de fem aggregater udgør et fast, permanent “jeg”, som vi klamrer os til. Ved enten at meditere eller ved – som Buddhadasa Bhikkhu betonede – at reflektere dybt over vores daglige handlinger og levevis, indser vi, at disse aggregater er i konstant forandring og tomme for et reelt selv. Gennem denne vågne indsigt i hverdagen kan man give slip på tilknytningen og opnå oplysning (nirvana).

Er læren om de 5 aggregater en buddhistisk ontologi?

Det korte svar er både ja og nej – men mest nej. Det afhænger fuldstændig af, hvordan man definerer ontologi. Hvis man presser læren ind i en klassisk vestlig ramme, er det ikke en traditionel ontologi, men nærmere en fænomenologi eller en procesfilosofi.

1. Hvorfor det IKKE er traditionel vestlig ontologi

I vestlig filosofihistorie (særligt fra Platon og Aristoteles op til oplysningstiden) handler ontologi om substans – studiet af det, der er i sig selv. Man leder efter de fundamentale, uforanderlige byggesten, essenser eller naturer, som verden består af.

• Buddhismen afviser substans: Læren om aggregaterne (og særligt Mahayana-buddhismens udbygning om shunyata / tomhed) slår fast, at intet har en uafhængig substans eller essens. Aggregaterne eksisterer kun i kraft af hinanden (betinget samvirken).
• Et redskab, ikke en sandhed: Vestlig ontologi forsøger ofte at tegne et objektivt, sandt kort over virkeligheden. For Buddha (og filosoffer som Buddhadasa Bhikkhu) var aggregatlæren ikke en metafysisk teori om universets opbygning, men et pragmatisk redskab til at dekonstruere lidelse. Formålet var terapeutisk: at indse, at “jeget” ikke findes, så man kan give slip.

2. Hvor det i stedet minder om vestlig fænomenologi

Hvis man absolut vil sammenligne med vestlige kategorier, minder aggregatlæren langt mere om fænomenologi (studiet af tingene, som de fremtræder for vores bevidsthed).

Når buddhismen analyserer form, følelser, forestillinger, mentale formationer og bevidsthed, beskriver den ikke verden “derude” i kemiske eller fysiske formler. Den beskriver strukturen i vores oplevelse af at være til sekund for sekund. Det svarer i høj grad til den tyske filosof Edmund Husserls fænomenologiske projekt, hvor man skræller alle antagelser om verden væk for at undersøge selve bevidsthedens anatomi.

3. Parallellen til vestlig “Proces-ontologi”

Der findes dog en gren af vestlig filosofi, hvor begrebet ontologi passer perfekt: Procesfilosofi (eller proces-ontologi), som man ser hos den skotske oplysningsfilosof David Hume og senere A.N. Whitehead.

• Humes “Bundle Theory” (Bundtteori): David Hume nåede frem til præcis det samme som Buddha. Han kiggede ind i sit eget sind og fandt intet fast “jeg” – kun et konstant skiftende bundt af sansninger, tanker og følelser. Hvis man kalder en samling af processer for en ontologi, så er aggregatlæren en proces-ontologi. Tingene “er” ikke; de “bliver til” og flyder.

Heideggers filosofi og læren om aggregaterne

En præcisering, inden sammenligningen: Heidegger var ikke inspireret af buddhismen, og han henviser hverken til skandhalæren eller til Buddhadasa Bhikkhu. Hans filosofiske afsæt var de førsokratiske grækere, Husserls fænomenologi og opgøret med Descartes. Det er mig, der stiller ham op ved siden af buddhistisk tænkning – ikke for at hævde en historisk påvirkning, men fordi de to tankegange, uafhængigt af hinanden, når frem til beslægtede indsigter om selvets opløsning. Sammenstillingen er tænkt som et tankeeksperiment, der forhåbentlig kan åbne for nye associationer hos læseren.

(Som en kuriositet, ikke som del af argumentet: Heidegger havde en kort, omdiskuteret flirt med østasiatisk tænkning – samtaler med den kinesiske filosof Paul Shih-yi Hsiao om Tao Te Ching og kontakt til Kyoto-skolens D.T. Suzuki og Nishida. Det er dog daoisme og zen, ikke skandhalæren, og forbindelsen er for tynd til at bære noget videnskabeligt.)

1. Opgøret med “substans” (Modvægt til Descartes)

I den vestlige tradition (særligt efter Descartes) har man betragtet mennesket som et isoleret subjekt, et “jeg” (en mental substans), der sidder inde i sit eget hoved og kigger ud på en verden af objekter.

Heidegger sagde nej. Mennesket er ikke en ting eller en substans. Han opfandt begrebet Dasein (“der-væren” eller “tilstedeværen”) for at beskrive mennesket. Vi er ikke en lukket enhed; vi er fundamentalt åbne og uadskillelige fra den verden, vi befinder os i – vi er væren-i-verden.

Dette flugter perfekt med aggregatlæren: Vi har intet fast “jeg”. Det første aggregat (kroppen/formen) og det femte aggregat (bevidstheden) eksisterer kun i en konstant, gensidig vekselvirkning med verden.

2. Mennesket som en begivenhed, ikke en ting

Hvor filosoffen David Hume beskrev jeget som et bundt af statiske sansninger (en passiv samling), tog Heidegger skridtet videre i retning af buddhismen.

• Han argumenterede for, at mennesket ikke “er” en ting, men snarere en tidslig proces eller en begivenhed.
• Vores tilværelse er konstitueret af Sorge (omsorg/bekymring), hvilket betyder, at vi altid er på vej mod fremtiden baseret på vores fortid.

Når buddhismen analyserer de tre midterste aggregater (følelser, forestillinger og de mentale formationer), beskriver den netop denne dynamiske proces. Vores sind er ikke en fast beholder; det er en konstant strøm af viljesimpulser og reaktioner, der “bliver til” sekund for sekund.

3. Forskellen på “Hvad” og “Hvordan” (Ontologisk differens)

Heidegger introducerede den ontologiske differens, som er skellet mellem:

1. Det værende (Ontisk): De konkrete ting, vi kan pege på (en stol, en krop, en tanke).
2. Væren (Ontologisk): Selve den meningshorisont eller den proces, hvorigennem ting overhovedet dukker op og giver mening for os.

Hvis vi trækker det tilbage til Buddhadasa Bhikkhu og aggregaterne, så begår det uoplyste menneske en “ontisk” fejl: Vi tager de fem aggregater (krop, følelser osv.), som blot er konkrete, flygtige processer, og forsøger at fryse dem fast til en substans – et “jeg”.

Heidegger (og buddhismen) vil have os til at indse, at vores eksistens er en åben proces, der grænser op til intetheden / tomheden (Das Nichts på tysk, Shunyata på sanskrit). Først når vi accepterer denne radikale forandring og mangel på fast substans, kan vi leve “autentisk” (eller på buddhistisk: opnå frigørelse fra lidelse).

Sammenfatning – Hume og Heidegger

Hvor Hume analyserede sindet som en psykolog, analyserede Heidegger tilværelsen som en fundamental-ontologi. Han genopfandt reelt en vestlig ontologi, der ikke leder efter faste “ting”, men beskriver mennesket som et dynamisk og relationelt fænomen – præcis som Buddha gjorde med de fem aggregater 2500 år tidligere.

Hvor fejlen opstod ifølge Heidegger

Heidegger mente, at det store forfald i den vestlige tænkning startede med Platon og Aristoteles. Det var dem, der begyndte at spærre tænkningen inde i faste kasser, logik, grammatik og metafysik (hvor man ser verden som bestående af “substanser” og objekter). Den tradition fortsatte derefter hele vejen op gennem romerne, Descartes og den moderne videnskab.

Hvorfor vi skal tilbage til de tidlige grækere

Før Platon – hos de tidlige grækere – fandtes der ifølge Heidegger en mere oprindelig og “ren” oplevelse af væren.

• De tidlige grækere forstod sandhed som alētheia (at noget afdækkes eller træder frem af skjultheden), snarere end som en logisk, matematisk sandhed.
• De oplevede tilværelsen som en åben proces, hvor tingene viser sig for os, før vi begynder at kategorisere og kontrollere dem med vores fornuft.

Når Heidegger i Et brev om humanismen kritiserer humanismen, er det netop, fordi han mener, at den (lige siden romerne tog over fra grækerne) har sat mennesket i centrum som et kontrollerende subjekt. Han vil i stedet have os tilbage til den tidlige græske indstilling, hvor mennesket ikke er herre over naturen, men “værens hyrde” (der Hirt des Seins).

Koblingen til refleksion om Buddhadasa Bhikkhu

Her er en parallel til Buddhadasa Bhikkhu:

• Heidegger siger: Vi skal skrælle århundreders metafysik, romersk humanisme og filosofiske systemer væk for at vende tilbage til den oprindelige, før-sokratiske erfaring af væren.
• Buddhadasa Bhikkhu siger nøjagtigt det samme i en buddhistisk kontekst: Vi skal skrælle århundreders kommentarer, komplicerede meditationsmanualer og rituel mystik væk for at vende tilbage til den oprindelige, jordnære praksis fra Buddha selv.

Begge tænkere forsøger altså at foretage et radikalt “historisk oprydningsarbejde” for at finde tilbage til en mere direkte og u-intellektualiseret måde at leve og erfare virkeligheden på.

Afsluttende bemærkning

Skandhalæren og Heideggers fundamentalontologi opstår i vidt forskellige kontekster – den ene som en 2500 år gammel terapeutisk praksis, den anden som et opgør inden for tysk fænomenologi i det 20. århundrede. Alligevel mødes de i samme grundlæggende diagnose: at vi begår en fejl, når vi forsøger at fastfryse en flydende, relationel tilværelse til noget fast og substansielt – et “jeg”, en “ting”, en essens. Om man kalder det anātman eller ontologisk differens, er pointen den samme: den forløsning, begge tænkere peger mod, ligger ikke i at finde et bedre svar på spørgsmålet “hvad er jeg?”, men i at opgive selve spørgsmålets præmis.