Evener

Evener – folk i bevægelse mellem taiga og kyst

Evener bor spredt fra Kolymas floder til Okhotskhavet – især i Jakutien, men også i Magadan, Kamchatka, Tjukotka og Khabarovsk. De kalder sig selv эвэн, og mange familier bærer stadig viden om rensdyr, jagt og fiskeri som et levet repertoire, ikke kun som erindring. Staten anerkender Evener som et af Ruslands oprindelige folk, og deres livsform bevæger sig stadig mellem taigaens rytmer og den moderne verdens udfordringer.

Ordet ulus betyder i Jakutien omtrent det samme som en kommune – et lokalt distrikt med et administrativt centrum, hvor undervisning, kultur og lokale projekter samler folk fra de omkringliggende bygder.

Traditioner og ritualer

Året hos Evener måles i lys og græs: når sneen lægger sig i lag på lav og lyng, vandrer renerne, og mennesker følger efter. Det markeres i forårsritualer, hvor man renser med røg fra vilde planter, “fodrer” ilden med små ofre og hilser solen. Midt på sommeren samles man til Evinék – en højtid med ringdans, fortællinger, håndsyede dragter og de små klokkende lyde fra rensdyrklove – i dag både tradition og samtidskultur. Her fungerer festen som en levende scene, hvor børn og unge hører, ser og imiterer de voksne på evensk, og hvor familier på tværs af distrikter knytter bånd.

Tro og religion

Den ortodokse kirke har sat tydelige spor – dåb, ikoner, kirkelige højtider – men underneden lever et erfaringsnært natursyn: vandløb, bjerge og skove har deres “herrer”, og man omgås dem med respekt og omtanke. Shamanistiske elementer – drømme, varsler, forfædre – indgår ikke som et museumskabinet, men som en etisk praksis omkring jagt, rejser og helbred. For mange er det netop sammenvævningen af ortodoksi og lokale kosmologier, der gør hverdagen hel.

Samfund og hverdag

Hverdagen er blandet – som økonomien. Nogle familier lever primært af rensdyrhold, jagt og fiskeri; andre kombinerer sæsonarbejde, offentlig ansættelse og kortere udkommanderinger til byggeri eller minedrift. Slægtsnetværk bærer stadig gensidighed: man hjælper med kød, skind, brænde, reparationer. De små lokale kulturhuse og skoler fungerer som nerveknuder, hvor sprog, musik, sport og ungeprojekter får plads. Mange unge pendler mellem bygden og byens uddannelser – og ender ofte med at være brobyggere mellem to verdener.

Arbejdsforhold og økonomi

De perifere uluser har periodevis højere ledighed end regionsgennemsnittet, og afstanden til markeder og service gør små erhverv sårbare. Alligevel spirer nye tiltag: rensdyrkooperativer, jagt- og fiskeriforeninger, håndværk, lokale værksteder og mikroprojekter i turisme. Hvor veje eller landingsbaner forbedres, stiger chancen for at få varer ud og ind – men veje kan også skære sig gennem græsningsland. Økonomien er derfor både en mulighed og en sårbarhed.

Uddannelse og sprogsituationen

Evensk er et tungusisk sprog i tæt kontakt med russisk (og mange steder også jakutisk). I skolen undervises der i evensk i over 20 skoler fordelt på otte uluser i Jakutien, og der er kommet flere nye lærebøger på det sidste. Det er et vigtigt løft, men den svære opgave ligger i hjemmet: at børn hører og bruger sproget i hverdagens små samtaler. Mange steder lykkes det i lommer – gennem bedsteforældre, kulturklubber og festivaler – og netop de arenaer er afgørende for, at ordforråd og prosodi bliver naturlige og ikke kun skolesprog.

Miljø, klima og erhverv

Rensdyrholdet mærker klimaet først: islagte vintre, svingende sneforhold og skovbrande kan på få uger ændre ruter og græsningsmuligheder. Rovdyrtryk – især ulve – kan slå hårdt økonomisk, og terrænindgreb, fx guldgravning og vejbyggeri, fragmenterer landskabet. Samtidig findes lokale støtteordninger til udstyr, brændstof og slæder, og projekter der prøver at sikre passage-korridorer for dyr. Balancen mellem naturens rytmer og erhvervets krav er en daglig forhandling.

Film: Gevan Evinék – nytår og solhilsen (2015)

Hver juni samles Evener fra Jakutsk for at markere nytåret og sommerhøjtiden Evinék – en levende ramme om sprog, ritualer, dans og mødet mellem generationer. I 2015 udvidede man formatet og hilste for første gang både nytår og det nye solår. Festen begynder aftenen før i området Khatyn, hvor man “fodrer” stedets ånder og beder om velsignelse, rejser telte og tænder bål. Et midlertidigt lejrområde opstår i taigaens lys.

Om aftenen afholdes en guitar-sangkonkurrence, dedikeret til 70-året for sejren i Anden Verdenskrig. Både egne sange og kendte værker fremføres, og vinderen bliver Pjotr Pogadajev. Natten afsluttes med et etno-diskotek arrangeret af Dmitrij Lebedev og studiet “Tungus Records”.

I de tidlige morgentimer begynder solopgangsritualet. På en plads mellem to hellige træer er der gjort klar til to rituelle bål. Deltagerne bærer farvede bånd, dolburge, som de binder på stængerne, og røg af planten khm bruges til at rense. Man hilser solen og går i runddans, mens de ældre velsigner børn og unge. Naturens rytme og menneskets kredsløb forenes i bevægelse.

Om morgenen, den 12. juni, begynder de traditionelle sportslege – stavløb, kast med arkan (lasso) og spring over narty (slæder). Vinderen bliver Kirill Pogadajev. Den højtidelige del åbnes af kulturveteranen Akulina Trajze med fælles runddans, diplomer uddeles til aktive deltagere, og familien Venera og Arkadij Idukin kåres som årets “gyldne familie”. En føl-certifikat overrækkes af Irina og Semjon Vinokurov.

Festen afsluttes med en stor amatørkoncert, hvor man synger og danser på evensk. Hele arrangementet viser, hvordan ortodoksi og lokale kosmologier, håndværk og popkultur, rensdyr og guitar, kan forenes – og hvordan et folk bevarer sprog og praksisser i fællesskabets rytme. Begivenheden fungerer som et nutidigt “sprogdomæne”, hvor børn og unge naturligt hører og taler evensk.