Evenker

Evenker – aristokraterne af taigaen

  • Folk: Evenker (Эвенки; tidligere kaldt “tunguser”)
  • Område: Jakutien, Krasnojarsk kraj (Evenkija), Amur-, Irkutsk- og Habarovsk-regionerne; Burjatien, Zabajkalje
  • Befolkning: ca. 39.000 (RF, folketælling 2021)
  • Sprog: Evenkisk (truet); russisk og jakutisk udbredt
  • Religion: Shamanisme, ortodoksi, buddhisme
  • Status: Anerkendt som oprindeligt, småtalligt folk (KMNS / RAIPON)
Evenk folkeensemble Osiktakan under en venskabsdans
Evenk folkeensemble Osiktakan – venskabsdans. Foto: Nikolay Fedotov, Wikimedia Commons.

De gamle rensdyrspor tegner sig som linjer gennem tusind søer og fyrreskove. Et sted her – mellem Jenisejs kilder og Okhotsk-havets vind – bor evenkerne, som russiske rejsende engang kaldte “tunguserne”. De er taigaens folk, vandrende med renerne og med navne, der ligner floderne selv: Ilimpeja, Aldan, Amga.

Et folk af bevægelse

Der findes i dag omkring 39 000 evenker i Rusland, spredt over et område så stort, at himlen synes at gentage sig selv. De fleste lever i Jakutien, Krasnojarsk kraj (det gamle Evenkija) og i Amur-, Irkutsk- og Habarovsk-regionerne, hvor bjergene, tundraen og de mægtige skove mødes. Andre bor i Burjatien og Zabajkalje.

Deres sprog, evenkisk, hører til den tungusisk-mandsjuriske familie og var engang taigaens tone, båret fra lejr til lejr på rensdyrslæder. I dag er det et truet sprog – mange børn lærer det kun i sange eller korte undervisningsforløb. Atlasset over oprindelige folk betegner sproget som alvorligt truet, men det lever videre i fortællinger, hvis rytme stadig føles i sproget selv: små endelser, store pauser.

Livsformer og erhverv

Evenkerne har i århundreder levet af rensdyrhold, jagt og fiskeri. Renen var ikke blot et dyr, men et transportmiddel, en nabo, et væsen med sjæl. Jagten – på elg, pelsdyr og vildren – var omgivet af ritualer og ærefrygt. Selv i dag, hvor snescootere har afløst slæderne, står argish’en, karavanen af rensdyr, som symbol på orden og værdighed.

I de små bosættelser lever mange nu af sæsonarbejde, fiskeri, håndværk og forvaltning af lokale “obshchiny” – fællesskaber, der ejer og beskytter traditionelle områder. Nogle kombinerer nomadiske traditioner med moderne livsformer, og mange rejser efter skole eller uddannelse videre mod byerne.

Tro og verdenssyn

Evenkernes verden er gennemsyret af shamanisme: troen på ånder, der bevæger sig mellem verdener, og på naturens levende åndedræt. Over tid er elementer af ortodoksi og, i Burjatien, buddhisme flettet ind, men i skovene står stadig små offersteder med bånd og rensdyrhorn – stille hilsner til ånderne.

Et folk anerkendt – men stadig på vej

Evenkerne er officielt et af Ruslands oprindelige, småtallige folk (KMNS), og dermed en del af det store fællesskab, som i dag samles i RAIPON – den russiske forening for oprindelige folk i nord. Den formelle anerkendelse giver ret til lokal forvaltning af land, støtteordninger og kulturel beskyttelse – men i praksis kæmpes der stadig for lige adgang til uddannelse, sundhed og arbejde.

Livets skrøbelige balance

Det er ikke kun sproget, der er truet. De områder, hvor renerne græsser, gennemskæres af olierør, minefelter og nye veje. Skovbrande og ændret klima presser dyrelivet, og mange steder ligger de gamle jagtmarker nu bag hegn og tilladelser. Økonomisk er der store forskelle: enkelte obshchiny klarer sig godt på turisme og håndværk, andre lever tæt på fattigdom. Arbejdsløshed og fraflytning blandt unge er udbredt.

Alligevel bevares et stærkt kulturelt bånd. Skoler med nomadeklasser, lokale museer og litteraturfestivaler forsøger at give børnene en fornemmelse af, hvem de er.

Stemmer fra taigaen

En af dem, der gav dette folk ord, var Galina Ivanovna Kæptukæ (1951–2019) – forfatter, folklorist og dr.philol. Hun voksede op blandt evenkerne i Jakutien og studerede senere i Leningrad. I sine bøger – som “Sølvspinderen” og “Hun der har sit eget navn, Jel’tula-floden” – skabte hun en stemme, hvor tradition og modernitet mødes. Hendes figurer lever i overgangen mellem lejrbålet og byens larm, mellem drøm og forfald.

Kæptukæ skrev både på russisk og evenkisk, og hendes tekster er gennemsyret af den sorg og værdighed, som præger mange af de små folk i Nord. I hendes fortællinger vandrer man med rensdyrene, men bærer også en tung viden om, at noget forsvinder – og måske kan genfindes i sproget selv.

Et folk i nutiden

At være evenk i dag betyder at leve mellem verdener: den gamle rytme af flyttelejr og renflok, og den moderne virkelighed af satellit-tv, internet og centraliseret administration. Mange unge vender tilbage efter uddannelse for at skabe nye projekter – økoturisme, håndværk, kulturcentre.

Der er problemer nok: miljøødelæggelse, fattigdom, mangel på jobs, sprogdød. Men der er også en voksende bevidsthed om værdien af egen viden og kultur. Når ældre fortæller om argish’en eller synger gamle sange, sker der et lille mirakel: sproget, dyrene, landskabet og mennesket bliver igen ét.


Kilder (udvalg)

📚 Etnografiske bøger og film om evenkerne

Bøger:

  • V.G. Bogoraz (N.A. Tan): The Chukchee and the Tungus (1900–1910’erne) – klassisk etnografisk fremstilling fra den russiske nordøst.
  • L.N. Khomich: Evenki. Moskva: Nauka, 1976 – detaljeret beskrivelse af sociale strukturer og tro.
  • Vasilevich, G.M. (red.): Ocherki po etnografii evenkov. Leningrad: Nauka, 1969 – standardværk i russisk etnologi.
  • Anderson, D.G.: Identity and Ecology in Arctic Siberia – The Number One Reindeer Brigade. Oxford University Press, 2000 – moderne antropologisk studie af evenkisk liv efter Sovjettiden.

Film (etnografiske dokumentarer):

Filmene er produceret i 1960’erne af Central Studio for Documentary Films (USSR) som del af serien “Peoples of the North”. De tre dele er siden blevet digitaliseret og findes i flere offentlige arkiver og på YouTube.

Forfatter

  • Claus Oreskov

    Claus Oreskov er mag.scient. i antropologi med fokus på Arktis, Rusland, oprindelige folk og postkolonial kritik. På Videnslandskaber formidler han analyser af kultur, kunst, religion og historisk erfaring. Læs mere om forfatteren på siden Om Claus Oreskov.

Scroll to Top