Josefs te – erindringer fra Aleksander Nevskij Hansens Allé

Josefs te – erindringer fra Aleksander Nevskij Hansens Allé

Jeg husker ikke længere, om det var i slutningen af tresserne eller begyndelsen af halvfjerdserne, vi fik vores gang på A.N. Hansens Allé 3 i Hellerup.

Hvem "vi" var, kræver en forklaring, som kommer med det samme: en løst sammenhængende gruppe unge kvinder og mænd, de fleste med flowerpower- og hippiebaggrund. I de kredse var der et rører om spiritualitet i de år. Påvirket af østens religioner søgte flere unge efter åndelige oplevelser og svar på livets store spørgsmål. Man kunne være med i dette som alvorligt søgende – eller, som de fleste af os, drevet af nysgerrighed og den evige jagt på en identitet.

Det var på den baggrund, at nogle af os blev fascineret af den russisk-ortodokse åndelighed, sådan som vi mødte den i Dostojevskijs romaner og i bogen om den russiske pilgrim. Sidstnævnte beskrev meditationer og åndedrætsøvelser, ikke ulig dem vi kendte fra yoga og sufismen.

Det førte til besøg i den russiske kirke i Bredgade, Aleksander Nevskij Kirke – på mange måder en helt anden verden end den åndelighed, vi troede, vi var stødt på. Men det vender jeg tilbage til i andre klummer her på siden.

På det tidspunkt var der ikke mange tilbage i menigheden, der egentlig hørte til Aleksander Nevskij Kirken. Da vi dukkede op, blev vi da også hurtigt overtalt til at synge med i det ene af kirkens to kor. Det ene kor sang for det meste på dansk; det andet, der kun bestod af fire gamle damer, sang på kirkeslavisk. Det første kor var oprettet af en dansk-russisk dame ved navn Vera Holm, som var enke og boede i en stor villa på A.N. Hansens Allé 3.

Vi var vist nok en otte-ni stykker, der meldte os til, og begyndte at interessere os for det brogede liv, der åbnede sig for os – i kirken og i Hellerup.

Vera Holm ønskede ikke, at koret skulle modtage penge fra kirken, så de penge, der altid blev samlet ind til koret ved en russisk gudstjeneste, gik i stedet til kirken som sådan. Som modydelse bespiste hun til gengæld hele koret og udvalgte andre efter søndagsliturgien – svarende til den danske højmesse.

Vi blev bænket omkring spisebordet i den dertil indrettede stue, og Vera Holms tjener Josef serverede for os. Maden var altid god, men det, jeg husker som noget helt særligt, var Josefs te. Jeg har hverken før eller siden smagt en så herlig te; farven var gylden, og duften var vidunderlig.

I en af de andre stuer stod et flygel, hvor vi samledes, når vi øvede kirkesangen – vist nok et par gange om måneden.

Påsken er den største højtid i den russiske kirke, og på den nat var der altid et festmåltid på A.N. Hansens Allé 3. Det skal jeg fortælle mere om ved en anden lejlighed – dette er kun en slags introduktion til en hel verden, jeg blev en del af gennem mange år.

Som jeg skrev tidligere, sang vores kor mest på dansk, men nogle gange også på kirkeslavisk og græsk. Var teksten på kirkeslavisk, var den transskriberet til lydskrift med latinske bogstaver.

Bag stuen med flyglet lå havestuen, som var indrettet og indviet til kirke. Her var der, fik vi at vide, blevet døbt børn. Stuen var fyldt med ikoner, pulte med ikoner og en hel del kirkelig litteratur, naturligvis på russisk.

Stemningen var altid munter, og snakken gik om alt muligt – ofte om kirkelige spørgsmål samt historier og anekdoter fra det gamle Rusland.

Det var i den stemning, at Johanna Voll, vores gode ven og korets bedste sopran, fik den lyse idé at omdøbe adressen: A.N. Hansens Allé blev til Aleksander Nevskij Hansens Allé, og det blev straks bifaldet af alle.

Vera Holm viste sig at være et usædvanligt gæstfrit og generøst menneske, som det var en berigelse at kende. Hun levede og åndede for kirken i Bredgade, et engagement, der – fandt vi senere ud af – havde kostet hende blod, sved og tårer. Længe før vi mødte hende, havde hun i 1950’erne og 1960’erne drevet en tegnestue på adressen A.N. Hansens Allé 3, 2900 Hellerup. Hun var Danmarks første kvindelige arkitekt og beskæftigede sig især med privat nybyggeri, villaer og tilpasninger af eksisterende palæer og herskabsejendomme.

Flere af de fantastiske personligheder, jeg mødte dér, vil jeg fortælle om senere.

Men vi måtte også selv tilegne os viden om den kirke, vi sang i, og det skete på flere måder.

Den russisk-ortodokse tro er stort set indeholdt i liturgien, som vi sang om søndagen, så på den måde fik vi et direkte indblik i kirkens teologi.

Én af kirkegængerne fik øje på os og startede en læse- og studiegruppe for os hjemme hos sig selv. Senere tog vi til Paris for at mødes med den russiske emigrantmenighed dér. Den russiske kirke i Paris var en slags overhoved for kirken i København og for hele Vesteuropa. Vi deltog også i Alban og Sergius-samfundets aktiviteter, som foredragsaftener og den årlige kirkevandring, og i flere år i træk tog vi til teologiske seminarer i England, hvor både den russiske og den engelske kirke – og et par andre – deltog.

Om søndagene hændte det ikke sjældent, at Niels Tørsleff (søn af maleren) spillede på flyglet – ja, holdt hele koncerter, og så var stemningen ekstra høj. Samme Niels sang tenor og stod altid i mørk jakke med en rose i knaphullet, når vi sang i kirken.

En sidste erindring: Vera Holm havde altid en buket blomster med i kirken, som hun lagde på ikonpulten, der stod midt i kirkerummet. Når man kom op ad trappen, var den pult noget af det første, man så, inden man gik ind i selve kirkerummet. Var blomsterne der, var Vera Holm der også. Og rigtigt nok – dér stod hun, til venstre i kirken, med et fast greb om stolen foran sig. Hun havde dårlig ryg, men stod op under gudstjenesten ligesom alle andre.