1970’ernes danske kunstnere og modernitetens krise

1970’ernes danske kunstnere og modernitetens krise

Praxis, stofskifte og menneskelig mulighed

Når man i dag læser udsagn fra danske kunstnere i 1970’erne, træder en særlig sensibilitet frem. Det er ikke en samlet bevægelse eller en bestemt stil, men en fælles erfaring af modernitetens krise. Teknologisk fremskridt, massemedier, atomtrussel og globalisering skaber både håb og uro. Samtidig vokser en søgen efter mening, praksis og menneskelig mulighed.

Disse refleksioner kan læses i dialog med kritisk teori hos Max Horkheimer og Theodor W. Adorno, men også med Karl Marx og hans begreb om praxis. Dermed åbner der sig en forbindelse mellem kunst, filosofi og erfaring.

Kunst som modstand mod fremmedgørelse

Flere kunstnere understreger, at livet ikke er at være kustode for det bestående. Hvert menneske rummer et univers, og intet er uvæsentligt. Her ligger en kritik af et samfund, hvor mennesket reduceres til funktion.

Denne kritik svarer til Frankfurterskolens analyse af instrumental rationalitet. Når verden bliver et system af midler, mister mennesket sin erfaring af mening. Kunsten bliver derfor ikke en luksus, men en nødvendighed. Poul Agger formulerer det klart: kulturlivet er en åndelig nødvendighed, fordi det åbner virkeligheden.

Fantasi bliver ikke flugt, men kritik.

Praxis og menneskets stofskifte med naturen

Hos Marx er mennesket først og fremmest et handlende væsen. Gennem arbejde og aktivitet indgår mennesket i et stofskifte med naturen. I Kapitalen beskriver han arbejdet som den proces, hvor mennesket regulerer og formidler sin udveksling med naturen. I denne proces forandres både natur og menneske.

Denne tanke ligger tæt på Vibeke Alfelts udsagn om det livsbekræftende i kornet, der står i skokke på marken. Skønheden ligger ikke i naturen alene, men i menneskets praksis. Mennesket lever i det øjeblik, det arbejder med verden.

Her bliver kunst ikke en adskilt sfære, men en refleksion over menneskets måde at være i verden på. Arbejde, sansning og erfaring bliver æstetiske kategorier. I dag fremstår denne forståelse særlig relevant i lyset af økologiske kriser, som kan læses som forstyrrelser af dette stofskifte mellem menneske og natur.

Sartre, det praksis-træge felt og modernitetens strukturer

Hos Jean-Paul Sartre videreføres Marx’ praksisbegreb i en eksistentiel retning. I Critique of Dialectical Reason analyserer han, hvordan menneskelig frihed altid udfolder sig inden for historiske og materielle betingelser. Han udvikler her begrebet om det praksis-træge felt, som i dansk sammenhæng er oversat af Esben Krause-Jensen.

Det praksis-træge felt betegner de strukturer og institutioner, som tidligere menneskelig handling har skabt, men som siden fremstår som træghedsskabende og begrænsende. Bureaukrati, teknologiske systemer og økonomiske relationer bliver materialiserede spor af fortidige handlinger. Mennesket konfronteres med en verden, det selv har frembragt, men ikke længere kontrollerer.

Her opstår en tydelig parallel til Frankfurterskolen. Hos Horkheimer og Adorno beskrives moderniteten som et net af systemer, hvor rationaliteten har fået sin egen dynamik. Instrumental fornuft reducerer både natur og menneske til midler.

Men der er også en afgørende forskel. Sartre fastholder muligheden for brud. I bestemte historiske situationer kan mennesker handle kollektivt og skabe nye fællesskaber – hans begreb om gruppen i fusion. Adorno er langt mere skeptisk. Han mener, at moderniteten gennemtrænger selv oppositionelle bevægelser. Derfor må kritikken fastholdes i negativitet og refleksion.

Denne spænding er central for forståelsen af 1970’ernes kunstnere. De søger praksis og deltagelse, men er samtidig bevidste om systemets magt.

Ambivalens og tab af kontrol

Hos Jens Flemming Sørensen fremstår moderniteten som dobbelttydig. En skulptur kan være en bombe eller en blomst. Mennesket skaber strukturer, det ikke længere styrer. Denne erfaring svarer til både Sartres praksis-træghed og Frankfurterskolens analyse af modernitetens dialektik.

Kunsten må derfor fastholde ambivalens.

Rumfart, spektakel og kosmisk perspektiv

Tonning Rasmussen ser rumfarten som både fremskridt og cirkus. Teknologien åbner nye horisonter, men bliver samtidig et globalt spektakel. Samtidig fastholder han familien som det blivende.

Her mødes det globale og det nære. Moderniteten åbner kosmos, men mennesket søger stadig relationer.

Anti-brutalitet og etisk alvor

Egon Fischer afviser brutalitet i kunsten. Holmboe advarer mod nydelse som flugt. Kunst skal ikke være underholdning, men ansvar.

Dette svarer til Frankfurterskolens kritik af kulturindustrien. Kunst må ikke reduceres til forbrug.

Autenticitetens paradoks

Palle Nielsen peger på, at umiddelbarheden forsvinder, når man taler om den. Dette svarer til Adornos kritik af autenticitet som ideologi. Moderniteten kræver refleksion.

Fra revolution til livsform

Hos Marx og Sartre er praxis knyttet til historisk forandring. Hos 1970’ernes kunstnere forskydes den mod livsform. Arbejde, fantasi, familie og praksis bliver centrale.

Praxis bliver ikke kun politisk, men eksistentiel.

En humanisme i krisens tid

Samlet tegner disse kunstnere et billede af en humanisme uden illusioner. De tror på menneskets mulighed, men ikke på fremskridtets automatik. Fantasi, praksis og relationer bliver veje til mening.

I dag, hvor teknologi og globalisering igen udfordrer menneskets kontrol over sine egne systemer, fremstår disse refleksioner overraskende aktuelle. 1970’ernes danske kunstnere viser, at modernitetens krise ikke kun er en filosofisk problemstilling, men en erfaring, der må bearbejdes gennem kunst, praksis og liv.

Litteratur

Nedenstående værker kan læses som teoretiske perspektiver på 1970’ernes danske kunstnere og deres refleksioner over modernitet, praxis, fremmedgørelse og menneskelig mulighed.

• Karl Marx: Kapitalen. Flere danske udgaver og udvalg. Marx’ analyse af arbejdet som menneskets stofskifte med naturen er et centralt udgangspunkt for forståelsen af praxis og modernitet.
• Karl Marx: Økonomisk-filosofiske manuskripter fra 1844. En klassisk tekst om fremmedgørelse, arbejde og menneskelig mulighed.
• Jean-Paul Sartre: Kritik af den dialektiske fornuft. Danske uddrag findes i antologier og introduktioner. Værket udvikler begreber som det praksis-træge felt og gruppen i fusion.
• Jean-Paul Sartre: Eksistentialisme er en humanisme. En klar introduktion til mennesket som handlende og ansvarligt væsen.
• Max Horkheimer & Theodor W. Adorno: Oplysningens dialektik – filosofiske fragmenter. En klassisk kritik af instrumental rationalitet, modernitet og kulturindustri.
• Herbert Marcuse: Det endimensionale menneske. En analyse af det moderne samfunds integration af kritik og opposition.
• Virtus Schade: 70’ernes kunstnere? En dansk samtidsanalyse af kunst, modernitet og kulturelle strømninger i perioden.