Kutuzov: Liv, myte og mindesmærker

Kort biografi

Mikhail Illarionovich Kutuzov (1745–1813) var en russisk fyrst og feltmarskal, mest kendt som øverstkommanderende for den russiske hær under Napoleons invasion i 1812. Han blev født i Skt. Petersborg og deltog tidligt i felttog mod tyrkerne, hvor han blev alvorligt såret i hovedet, men fortsatte sin karriere og opnåede høj rang.

Kutuzov var berømt for sin diplomatisk snilde og strategiske tålmodighed, som blev afgørende under 1812-krigen, hvor han valgte den berømte tilbagetrækning, der lod vinteren og udmattelsen knække Napoleons tropper. Han døde året efter, under felttoget i Schlesien i 1813.

Begravelse og gravmonument

Kun Kutuzovs hjerte blev ført tilbage til Rusland og er i dag begravet i Kazan-katedralen i Skt. Petersborg. Hans krop blev bisat i Bunzlau (nu Bolesławiec i Polen), men hjertet blev anbragt i et stort gravmonument lige indenfor til højre i katedralens hovedskib.

Monumentet står ikke i en krypt, men i selve kirkerummet, synligt for alle besøgende og ofte smykket med blomster og militære hæderstegn på mindedage. Det er et stærkt nationalt symbol på sejren over Napoleon og Kutuzovs rolle i russisk historie.

Monumentet ved Kazan-katedralen

Udenfor katedralen står monumentet for Kutuzov ved den østlige ende af kolonnaden. Det blev afsløret den 25. december 1837 og er udført af billedhugger Boris Ivanovich Orlovsky og arkitekt Vasily Petrovich Stasov.

Kutuzov er afbildet i feltmarskalsuniform og kappe, fanget i et kraftfuldt øjeblik fra kampene mod franskmændene: med en draget kårde i højre hånd og feltmarskalsstaven i venstre. Figuren er 4,1 meter høj og står på et 3,45 meter højt granitpostament med indskriften:

«Фельдмаршалу князю Кутузову Смоленскому 1812» (”Til feltmarskal, fyrst Kutuzov af Smolensk, 1812”)

Kutuzov i Tolstojs Krig og Fred

I Leo Tolstojs roman fremstilles Kutuzov som legemliggørelsen af russisk tålmod, visdom og ydmyghed. I kontrast til de yngre og mere forfængelige officerer fremstår han som en, der forstår, at historien formes af kræfter, der går ud over den enkeltes vilje. Han bliver romanens moralske midtpunkt og et billede på folkets dybere åndelige styrke.

Tolstoj skildrer ham mindre som en klassisk strategisk helt og mere som et nationalt symbol – et menneske, der repræsenterer den russiske ånds langsomme, men urokkelige modstandskraft.

Konklusion

Kutuzov er både en historisk general og et litterært ikon. Hans hjerte i Kazan-katedralen og monumentet udenfor fungerer som dobbelte symboler på Ruslands kampkraft og på hans plads i både national myte og verdenslitteratur.