Django Reinhardt-aften på Long John – minder fra et københavnsk jazzværtshus
Long John et brunt, intimt og uformelt værtshus kendt for god traditionel live-jazz på Købmagergade 48, København K.
Stedet blev i 1970’erne ejet og drevet af den kendte tidligere landsholdsspiller i fodbold John Hansen (kaldenavn “Lange John”, som var med på bronzeholdet fra OL i 1948 og professionel for Juventus).
Et rigtigt fyraftensted hvis nogen skulle spørge, i hvert fald var det indtrykket man fik, hvis man kom danderende ned ad Købmagergade på en helt almindelig hverdags eftermiddag og tog turen inden om.
For det meste var der stuvende fuldt, således også på denne eftermiddag, I nu skal høre om.
Jeg havde endelig fået skubbet mig frem til baren og fik min velfortjente øl med skum og så mig om i de paradisiske omgivelser. Med ét blev jeg fanget af 3 unge drenge, der var på vej op på scenen med akustiske guitarer under armen. Jeg kunne forstå, at de var blevet inviteret uformelt til at vise, hvad de kunne. Og de kunne!
Akustiske guitarer og jazz, det kunne næsten kun være “Django” Reinhardts musik, vi nu skulle lytte til, og det blev en formidabel koncert. De 3 drenge, ukendte for mig til den dag i dag mere end 40 år efter, var geniale i deres fortolkninger af denne jazzens guitarmester.
At de spillede vidunderligt er en ting, men at de overhovedet kendte “Django” Reinhardts musik, unge som de var, gjorde mange paf af forundring.
Stedet begyndte at svinge, og drengene blev først sendt hjem sent den dag, tør jeg nok sige.
Da jeg var en rod på Amager mange år tidligere, var “Django” Reinhardt noget af det mest hotte, de unge rockere lyttede til på den fransksprogede del af Radio Luxembourg. Django Reinhardt, der døde i 1953, passede slet ikke ind i dette moderne popformat og blev derfor valgt fra på den engelske kanal. Hvis man derimod lyttede til den fransksprogede programflade (RTL), var situationen anderledes. Den franske station havde dedikerede jazzudsendelser. Her var udover Django både Stan Getz’ jazzudgivelser og Ella Fitzgeralds store sangskat fast inventar på programfladen hele årtiet igennem.
Og det er faktisk det, jeg vil fortælle jer, at de unge rockere med læderjakkerne og de flotte motorcykler dyrkede den slags musik parallelt med Elvis-hysteriet og den danske Otto Brandenburg.
“Django” Reinhardt var kult især blandt de unge mænd. Historierne om ham blev ofte drøftet under intime samtaler i de sene Tårnby-nattetimer med masser af flasker og cigaretrøg, der snoede sig til vejrs i de små ungkarlekamre. Det var en bedrift, at han, efter at hans hånd var blevet invalideret under branden i hans campingvogn, opøvede en spilleteknik, der overgik de fleste. Og så var det også af betydning, at han var sigøjner – en, der ligesom rockerne selv stod i skyggen af det etablerede borgerlige samfund.
Minder, der fór gennem mit hoved den eftermiddag med de fantastiske fortolkninger af “Django” Reinhardt på Long John midt i hjertet af København.
