Engang gnubbede jeg skuldre med de kendte
Undergrundsblade var et fænomen, der opstod sammen med ungdomsoprøret i tresserne. “Undergrunden” var et af de navne, man brugte om ungdomsoprørerne og den modkultur, de repræsenterede.
Jeg tror, at begrebet kan føres tilbage til den amerikanske forfatter Jack Kerouac og hans roman De Underjordiske (The Subterraneans), der udkom på dansk i 1964 oversat af Elsa Gress. Bob Dylan lavede musiknummeret Subterranean Homesick Blues i 1965, og folk begyndte at omtale sig selv og hinanden som “de underjordiske”. Det slog dog ikke rigtig an i Danmark – med undtagelse af diverse publikationer, der netop fik betegnelsen undergrundsblade hæftet på sig.
Jeg var gået i land omkring ’66, og da undergrundsbladene dukkede op, skrev jeg gerne og villigt i dem – især i Superlove (i starten blot kaldet Love). Der kom jeg i godt selskab, som man kan se af denne redaktionsliste.
Som det fremgår, redigerede jeg spalten “det indre trip”, der dækkede over yoga, buddhisme, hinduisme, mystik og trolddom af mange arter. Jeg anmeldte bøger om de samme emner, og lønnen var bøgerne selv – som jeg var glad for at få gratis.
Undergrundsbladene var et globalt kulturelt fænomen, der holdt nogle år, og så var det slut. Det var sjovt at være med og gnubbe skuldre med de kendte – og nogle af dem særdeles kendte. Prøv selv at kigge på navnene.
Jeg vil gerne omtale en morsom detalje. I De Underjordiske giver Jack Kerouac undergrunden ovenstående skudsmål. Hertil bemærkede Niels Barfoed (f. 1931) i Politiken, at det intellektuelle var svært at få øje på.
