Erindringsglemt

Lars Pirak – En sommer i Sápmi

Om en auktion i Jukkasjärvi, en telefonbog i Jokkmokk og et møde med en mester

En sommer, hvor vores familie, som sædvanlig, var på ferie i det nordlige Sverige – faktisk i Sápmi, samernes land – var der en spændende auktion i Jukkasjärvi.

Spændende, fordi der var alt muligt mellem himmel og jord til auktionen, og vi blev der hele dagen. Vi havde nemlig fået øje på et maleri af den samiske kunstner Lars Pirak, startpris 400 kr., og det lød jo lovende. Vi snakkede meget om det billede, efterhånden som auktionen skred frem, for netop dette billede var gemt til allersidst. Så endelig langt hen på eftermiddagen kom Lars Piraks billede under hammeren. Imidlertid var der ikke nok, der bød, og derfor lukkede auktionarius auktionen, og der stod vi – både forbløffede og skuffede.

Vi skulle videre til Jokkmokk, og jeg mente bestemt, at Lars Pirak boede der. Rigtigt nok: vi fandt ham i telefonbogen dagen efter vores ankomst til byen. Ja, det var tiden før internettet og Google, men der fandtes altså telefonbøger med numrene på dem, der boede i byen.

Vi kom igennem til Lars Pirak og blev straks inviteret hjem til ham.

Hvem var Lars Pirak (1932–2008)?

Han var en anerkendt samisk kunstner og kunsthåndværker samt berømt som historiefortæller. Som ung håbede han på at arbejde inden for rendriften; han havde arvet sin morfars renmærke, som giver retten til at have rensdyr. Han begyndte at arbejde for andre inden for rendriften, fordi han ingen rensdyr havde selv. På den måde gik det bare ikke for ham, og han søgte ind på samernes folkehøjskole for at videreuddanne sig. Her lærte han samisk kunsthåndværk og begyndte samtidig at tegne og male.

Især elskede han at male og tegne naturbilleder med rensdyrmotiver. Det lykkedes ham at etablere sig som kunsthåndværker, således at han derigennem kunne forsørge sin familie og samtidig beskæftige sig med kunst – maleri og tegning. Lars Pirak var anset og velkendt langt ud over Sveriges grænser.

Hjemme hos Lars Pirak

Vi blev hjerteligt modtaget, og snakken gik om dette og hint – men mest om livet som same, sådan som Lars Pirak kendte det, og selvfølgelig om hans kunst. Vi så mængder af tegninger, malerier og også skulpturer af de tre samiske gudinder: Sáráhkká, Juoksáhkká og Uksáhkká. Nu havde vi dagen før auktionen ikke talt om andet end Lars Pirak, og vores dreng Sebastean var derfor noget benovet over, at vi nu mødte manden. På et tidspunkt trak han mig til side og hviskede:

»Er det den rigtige Lars Pirak?«

Og det var det jo.

Vi købte en akvarel, som har en hel historie. Billedet er et fjeldmotiv og viser udsigten fra familiens kåte ikke langt fra Lapporten nær Abisko.

Dette fjeld, fortalte Lars Pirak, er opkaldt efter den samiske tromme. Statsmagten havde forbudt de samiske åndemanere (noaider) at praktisere, og man konfiskerede deres trommer, som de anvendte, når de praktiserede. En noaide havde på et tidspunkt gemt sin tromme et sted på dette fjeld. Da Lars Pirak malede dette motiv, lagde han mærke til, at en af snepletterne på fjeldet lignede et af de symboler, der ofte var malet på samernes trommer.

Fjeldet havde sin egen joik – sin sang – og han indsang den for os på vores båndoptager. Hvis jeg nogensinde får den konverteret til en lydfil, skal den selvfølgelig med her!

I forbindelse med minderne fra hjemmets kåte fortalte Lars Pirak, at hans mor, der var kristen læstadianer, hver morgen ofrede til Uksáhkká (kvinden ved døren) uden på nogen måde at føle en modsigelse i dette.

⁎  Sebastean er stavningen vi bruger i familien.