Rom – og det, vi ikke så
Vi havde forslugt os på bøger af Johannes Jørgensen og hans forståelse af den katolske verden. Min daværende kæreste Gitte og jeg måtte derfor – naturligvis – til Rom. Måske var det i slutningen af tresserne eller snarere i begyndelsen af halvfjerdserne.
Rom byder på meget andet end trafiklarmen i de overfyldte små gader og den dengang allestedsnærværende bilos. Det forstod vi nogenlunde, men vi gik målrettet efter kirkerne og det katolske.
Mødet med Michelangelos Pietà og det Sixtinske Kapel var en åbenbaring. Men bortset fra det blev Peterskirken et åndeligt chok. Barokkirkens brutale overdådighed virkede skræmmende på mig i al sin påtrængende verdslighed – og vi var kommet for at finde åndelighed.
Det var i grunden et perfekt kultursammenstød mellem en sydeuropæisk kristen repræsentation og den nordeuropæiske, vi selv havde med os. Den første indhyllet i magt og rigdom, den anden præget af en puritansk og ofte også falsk beskedenhed.
Jeg var rystet og parat til at rejse hjem med det samme.
Om natten drømte jeg om pave Johannes XXIII, reformpaven, som mange husker. Han sagde til mig: “Du skal se – det er nok ikke så slemt.”
Jeg tror hverken på varsler eller drømme, men alligevel beroligede det mig, og vi blev i Italien resten af ferien.
Senere erfarede jeg, at der også dengang var mange katolske præster, der misbrugte skriftemålet til at tilnærme sig seksuelt til skriftebørn. Det gjaldt også overgreb på mindreårige, især kordrenge, der gjorde tjeneste i kirkerne.
I den forbindelse udsendte pave Johannes XXIII det såkaldte Crimen sollicitationis (1962), hvori det blev pålagt at holde sådanne sager inden for kirkens mure. Dokumentet krævede streng fortrolighed omkring kirkelige undersøgelser – gældende for både ofre, vidner og kirkelige domstole – under trussel om sanktioner.
Man må sige, at det moralske problem ikke er, om hemmeligholdelsen blev formuleret i et hyrdebrev eller i en intern instruktion. Problemet er, at der fandtes et system, hvor institutionens beskyttelse blev prioriteret over barnets.
Og ja – jeg var færdig med Johannes XXIII. Hans biografi og bøger røg på lossepladsen, hvor I måske kan finde dem igen.
