Frihed for Loke såvel som for Thor

Der er noget besynderligt ved den måde, Grundtvig bruges i den nuværende politiske debat. Hans navn nævnes med ærbødighed af partier, der i samme åndedrag kræver kulturel konformitet som betingelse for medborgerskab, og som antyder, at islamisk tro er grundlæggende uforenelig med at høre til i det danske folk. Men hvis man læser, hvad Grundtvig faktisk sagde — ikke som en hyldest til det nationale, men som et præcist politisk argument i den grundlovgivende forsamling den 11. april 1849 — tegner der sig et helt andet billede.

Et billede der er en direkte udfordring til meget af det, der i dag fremsættes i hans navn.

Folkekirkens berettigelse er folkelig, ikke konfessionel

Da Danmark i 1849 skulle have sin første grundlov, stod tre kirkepolitiske positioner over for hinanden: statskirketilhængerne, der ville bevare kirkens privilegerede stilling uændret; de liberale, der ville have en skarp adskillelse af kirke og stat; og Grundtvig, der stod for noget mere radikalt og mere nuanceret end begge.

Grundtvig var imod, at grundloven overhovedet indeholdt en konfessionel bestemmelse om folkekirkens tro. Hans argument var skarpt: at skrive “evangelisk-luthersk” i grundloven siger, med hans egne ord, “slet ingenting” — og det burde man have ladet være med. Ikke fordi han var ligeglad med kristendommen. Han var dybt troende. Men fordi han mente, at en statslig konfessionsbinding er en forfalskning af det, en folkekirke burde være.

I stedet foreslog han, at kirkeparagraffen skulle lyde omtrent således: at så længe den overvejende del af folket frit har udvalgt en bestemt gudsdyrkelse som sin egen, skal en dertil svarende indretning vedligeholdes på offentlig bekostning. Folkekirkens legitimitet skulle hvile på folkets løbende og frie tilslutning — ikke på en formel, grundlovsfæstet sandhed.

Det er en distinktion med vidtrækkende konsekvenser.

“Så længe” — historiens åbne horisont

Det lille ord “så længe” er ikke en tilfældig sproglig detalje. Det er hele argumentets hængsel, og det indeholder en bemærkelsesværdig indrømmelse fra en af Danmarks mest glødende kristne tænkere: at intet er statisk. Heller ikke folkets tro.

Grundtvig siger ikke: “fordi” den evangelisk-lutherske tro er sand, skal staten understøtte den. Han siger: “så længe” folkets flertal faktisk og frit har den som sin gudsdyrkelse, skal den tilsvarende indretning opretholdes. Det indebærer logisk, at folkets tro kan forandre sig, og at folkekirkens privilegerede stilling dermed ikke er evig og principielt given, men historisk og betinget.

Her er Grundtvig på linje med sin bredere tænkning om det levende ord og den levende historie. Folket, sproget, kulturen, troen — alt dette er levende størrelser, der bevæger sig gennem tiden. De kan ikke fikseres én gang for alle i en paragraf. Grundtvig accepterede dermed i princippet sin egen positions historiske forgængelighed. Det er en intellektuel redelighed, der er sjælden.

Og det er præcis det modsatte af, hvad der sker, når nutidens politikere forsøger at grundlovsfæste en kulturel og religiøs identitet som den permanente og ufravigelige betingelse for at høre til i det danske folk.

Gudsdyrkelsesfrihed — ikke blot tolerance

Grundtvig var heller ikke tilfreds med den protestantiske traditions selvforståelse om “religionsfrihed.” Han sondrede skarpt: den frihed, man i 300 år havde rost sig af i det protestantiske Europa, havde i virkeligheden kun betydet, at man i det skjulte frit måtte tro hvad man ville, så længe man udvortes bekendte sig til den herskende religion. Det var en frihed på statens og majoritetens præmisser — en privat frihed, der krævede offentlig konformitet som pris.

I stedet pegede Grundtvig på det engelske eksempel: englænderne havde med et mere praktisk blik indrømmet egentlig gudsdyrkelsesfrihed — retten til offentligt og frit at udøve sin tro, uanset hvad majoriteten måtte mene. Det var den frihed, Grundtvig ønskede for Danmark.

Tolerance er en gestus fra majoriteten, der beholder magten og indrømmer de andre lidt plads. Gudsdyrkelsesfrihed er en ret, der principielt er uafhængig af majoritetens velbehag.

Og det er netop denne ret, der er under pres, når politikere antyder, at muslimers offentlige religionsudøvelse — bøn på arbejdspladsen, tørklæde i det offentlige rum, halal i kantinen — er tegn på manglende integration eller ligefrem en trussel mod det danske fællesskab.

Frihed for Loke såvel som for Thor

I 1820 skrev Grundtvig linjen: “Frihed for Loke såvel som for Thor.”

Det er et af de mest lakoniske og præcise frihedsudsagn i dansk litteratur. Loke og Thor er i den nordiske mytologi ikke blot modsætninger — de er hinandens modpoler i en næsten uforsonlig spænding. Thor er ordenens og fællesskabets vogter. Loke er tricksterens og det anderledes’ inkarnation, lyssky, grænseoverskridende, ubehagelig.

At kræve frihed for begge er ikke en lille indrømmelse. Det er en principiel stillingtagen: at frihed ikke er frihed, hvis den kun gælder dem, vi holder af og er enige med. At et fællesskab, der kun rummer Thor — konformitet, majoritetens tro, den trygge ensartethed — ikke er et frit fællesskab. At Loke — det anderledes, det provokerende, det ikke-konforme — har en principiel ret til plads inden for fællesskabet.

Frihed, der kun gives til dem, der ligner os selv, er ikke frihed. Det er blot majoritetens selvbehag ophøjet til princip.

Hvad Grundtvig ville have sagt

Det er ikke svært at forestille sig, hvad Grundtvig ville have sagt til den nuværende politiske debat. Han var ingen naiv universalist — han elskede det danske, det nordiske, det folkelige. Men han forstod, at folkekirkens og fællesskabets styrke ikke kom fra at ekskludere dem, der tænkte anderledes. Den kom fra den levende, frie og frivillige tilslutning.

En folkekirke, der retfærdiggøres ved at muslimer holdes udenfor, har mistet sin grundtvigske berettigelse. En national kultur, der definerer sig ved hvem der ikke hører til, er ikke et levende folk — det er en rædselsslagen majoritet, der har forvekslet angst med identitet.

Grundtvig advarede direkte om, hvad der sker, når en statsunderstøttet kirkelig indretning med tiden mishager den største del af folket: den frembringer modstand, splittelse og bitterhed. Hans historiske blik var klart — ingen ordning er evig, og forsøget på at fastfryse en bestemt religiøs og kulturel formation ved hjælp af statsmagt ender altid galt.

Det ubesvarede spørgsmål

Der er et spørgsmål, som den nuværende debat sjældent stiller: Hvad er egentlig folkekirkens og det danske fællesskabs styrke? Er det eksklusionens magt — evnen til at holde nogen udenfor? Eller er det inklusionens og frihedens tiltrækningskraft — evnen til at rumme det forskellige og stadig holde sammen?

Grundtvig valgte det sidste. Hans folkekirketanke hvilede ikke på en konfessionel sandhed, ikke på en statsmagt, der tvangsindskriver folk i bestemte identiteter, men på folkelig frihed og levende tilslutning. Folkekirkens berettigelse skulle fornyes i hver generation ved at vinde folk — ikke ved at tvinge dem.

“Frihed for Loke såvel som for Thor.” Det er ikke en linje om tolerance. Det er en linje om, hvad et fællesskab er lavet af, og hvad det mister, når det glemmer det.

Artiklen bygger på Grundtvigs tale i den grundlovgivende Rigsforsamling, 11. april 1849, og digtet “Langt højere bjerge” (1820).