Gabriele Krone-Schmalz – fjendebilledets anatomi

Klumme

Fjendebilledets anatomi – Gabriele Krone-Schmalz og hendes forfatterskab

I Tyskland fylder hun koncertsale og deler vandene. I Danmark er hun næsten ukendt. Det er værd at ændre på, uanset om man ender med at give hende ret.

I september 2026 foreslog Bündnis Sahra Wagenknecht den 76-årige journalist og forfatter Gabriele Krone-Schmalz som kandidat til posten som tysk forbundspræsident. Partiet kaldte hende »fredens kandidat«. Forslaget er næppe mere end et symbol, men det fortæller noget om den plads, hun har fået i tysk offentlighed. For nogle er hun den sidste forsvarer af en pluralistisk debat om Rusland. For andre er hun selve indbegrebet af den naive »Russlandversteherin«.

Herhjemme kender kun få hendes navn. Så vidt jeg ved, er ingen af hendes bøger oversat til dansk. Det er en skam, for hendes forfatterskab rummer en af de mest konsekvente kritikker af den oprustningslogik, som i disse år breder sig over hele Europa.

Fra skoleradio til Kreml

Krone-Schmalz er født i 1949 i Lam i Bayern og uddannet i østeuropæisk historie, statskundskab og slavistik. Allerede hendes doktorafhandling peger frem mod det, der skulle blive hendes livstema. Den hedder Vom Kiewer Reich zum Kalten Krieg og undersøger, hvordan russere og Rusland blev fremstillet i vesttysk skoleradio efter 1945. Den handler altså om fordomme, klichéer og fjendebilleder, og om hvordan de bliver skabt og videregivet.

Fra 1987 til 1991 var hun ARD’s korrespondent i Moskva. Hun dækkede perestrojkaen og Sovjetunionens opløsning og var den første tyske journalist, der interviewede Mikhail Gorbatjov. Siden har hun arbejdet som freelancejournalist, forfatter og underviser. Men grundspørgsmålet fra afhandlingen har fulgt hende hele vejen: Hvordan ser vi den anden, og hvem har gavn af det billede?

Bøgerne

Med Was passiert in Russland? fra 2007 tog hun direkte livtag med det, hun opfattede som alarmisme og stereotyper i den vestlige Ruslandsdækning. Bogen fik hård kritik i Süddeutsche Zeitung, og den kritik blev et forvarsel om de næste femten år.

Hendes gennembrud som bestsellerforfatter kom i 2015 med Russland verstehen. Der Kampf um die Ukraine und die Arroganz des Westens. Bogen udkom året efter Krim-annekteringen og blev hendes mest læste og mest omstridte værk. Her gør hun op med det, hun ser som en ensidig vestlig fortælling. Hendes centrale spørgsmål lyder: Hvem agerer, og hvem reagerer? NATO’s østudvidelse og Vestens manglende hensyn til russiske sikkerhedsinteresser er i hendes optik en del af forklaringen på konflikten.

I Eiszeit fra 2017 trækker hun linjen længere tilbage og advarer mod en tilbagevenden til den kolde krigs enkle tankemønstre. Hun spørger, på hvilket grundlag man egentlig konkluderer, at Rusland truer Polen og Baltikum, og hvorfor det altid er de stater, der udfordrer Vesten geostrategisk, som havner i søgelyset.

Med Respekt geht anders fra 2020 flytter hun blikket fra Moskva til Tyskland selv. Bogen handler om debatkultur, polarisering og om retten til at være uenig uden at blive stemplet. Det er hendes mest personlige bog, og den kan læses som en reaktion på mange års mærkater.

Mod oprustningens sprog

Det mest originale i Krone-Schmalz’ nyere tænkning er ikke hendes analyse af Rusland, men af det tyske sprog. Hun har bidt sig fast i ordet Kriegstüchtigkeit, krigsduelighed, som tyske politikere har gjort til et mål for landet. Hun skelner mellem »afskrækkelse«, som hun kalder et aggressivt begreb, og »sikkerhed«, som er et defensivt. »Dialog« bliver efter hendes opfattelse en tom formel, hvis man på forhånd erklærer modpartens interesser for illegitime. »Afspænding« derimod var engang et helt politisk program, Willy Brandts østpolitik. Forskellen mellem dengang og nu kan ifølge hende aflæses alene i ordvalget.

Hun fordømte den russiske invasion af Ukraine i 2022 som folkeretsstridig, men har konsekvent været imod våbenleverancer og har krævet forhandlinger. I en tale fra 2023, som siden er delt i stor stil, afviser hun påstanden om, at Tysklands demokrati forsvares i Ukraine. Hun sammenligner den med det gamle argument om, at Tyskland skulle forsvares ved Hindukush. Kampen for demokratiet foregår efter hendes mening inden for landets egne grænser.

Krig – uanset hvilken – er barbari.

Hun peger på, at mange af dem, der i dag taler højest om oprustning, selv er for unge til at have nogen erfaring med, hvad krig betyder. Krig er ikke en steril operation styret med joystick. Den rammer mennesker.

Prisen for at stå udenfor

Krone-Schmalz var i årevis fast gæst i de store politiske talkshows. Ifølge hende selv har hun ikke fået en eneste invitation fra ARD eller ZDF siden februar 2022. I stedet taler hun for udsolgte sale, især i Østtyskland. Hun forklarer selv den forskel med, at mange østtyskere har kendt russere personligt. For dem er russerne ikke abstrakte fantomer, som man tillægger skræmmende egenskaber.

Kritikken er massiv, og den skal tages alvorligt. Historikere og Østeuropa-forskere anklager hende for at overtage russiske fortællinger for ukritisk. Hendes formulering i Russland verstehen om Krim-annekteringen som russisk »nødværge under tidspres« er blevet stående som et af de mest citerede ankepunkter. Anmeldere har skrevet, at hendes forståelse snarere gælder Putin og magteliten end Rusland og dets befolkning. Hun modtog Pusjkin-medaljen af den russiske stat i 2008. Da hun i 2023 skulle modtage en tysk fredspris, afslog musikeren Sebastian Krumbiegel at dele prisen med hende.

Hvorfor læse hende i Danmark?

Den danske debat om Rusland og oprustning har i de senere år været bemærkelsesværdigt enig. Netop derfor er Krone-Schmalz interessant. Hun repræsenterer en tysk tradition, der går tilbage til Brandts østpolitik, og som stort set ikke har nogen pendant herhjemme: forestillingen om, at sikkerhed i Europa kun kan skabes med Rusland, ikke imod det. Man behøver ikke dele hendes konklusioner for at have glæde af hendes spørgsmål. Hvem har gavn af fjendebilledet? Hvad betyder det, når et samfund begynder at tale om krigsduelighed som en dyd?

Der er dog også grund til at læse hende med et kritisk blik. Hendes Rusland ses overvejende fra Moskva, fra stat, diplomati og stormagtsinteresser. Den, der har arbejdet med de mange folk i Ruslands periferi, vil savne deres stemmer i hendes fortælling. Et opgør med fjendebilleder bør også omfatte de billeder, centrum har af sin egen periferi.

Gabriele Krone-Schmalz har brugt et helt liv på at undersøge, hvordan fjendebilleder skabes. At hun selv er endt som et fjendebillede for en del af den tyske offentlighed, er en ironi, hun næppe selv har overset.

Claus Oreskov

Kilder og videre læsning