Manden staten skabte – og siden smed væk

Manden staten skabte – og siden smed væk

En kronik om magtens bødler

Et sted i verden falder der lige nu et regime. Det sker næsten altid: en diktator flygter, en junta opløses, et undertrykkelsesapparat kollapser under sin egen vægt. Og i det øjeblik, kameraerne vender sig mod jubelscenerne på gaden, begynder et andet, mere stille drama et helt andet sted – i en lufthavnslounge, på et konsulatskontor, foran en asylsagsbehandler i et fremmed land. Der sidder som regel en mand, der i årevis har udført regimets beskidteste arbejde, og som nu forsøger at omskrive sig selv fra bøddel til flygtning. Det er sket i Argentina efter militærjuntaen, i Sydafrika efter apartheid, i Rwanda efter folkedrabet, og det sker igen, et eller andet sted, lige nu, mens denne tekst skrives. Det vil ske igen, længe efter den er glemt.

Det er denne gentagelse – ikke en enkelt konkret sag – der gør Major Amrik Singh, en birolle i Arundhati Roys roman Ministeriet for den ypperste lykke (2017), til noget mere end et stykke Kashmir-historie. Han er en type, litteraturen har destilleret ned til dens rene form, og som virkeligheden med jævne mellemrum leverer nye eksemplarer af. At læse ham i dag handler mindre om at forstå én bestemt konflikt end om at forstå en mekanik, der gentager sig, uanset hvilket flag der vajer over undertrykkelsesapparatet.

Manden, systemet har brug for

Amrik Singh er hærofficer under den indiske oprørsbekæmpelse i Kashmir. Han torturerer og dræber ud over enhver ordre, enhver proportion – med en grusomhed, der til sidst chokerer selv en hær, der i forvejen begår daglige overgreb. Han er ikke en fanatisk ideolog. Roy tegner ham snarere som en håndværker: en mand, der har gjort volden til sit fag, og som belønnes med forfremmelse for sin “effektivitet”, indtil han bliver en så ukontrolleret belastning, at systemet selv kasserer ham.

Det er fristende at forstå den slags vold som noget, der udgår fra onde individer. Litteraturens og historiens fælles pointe er en anden: systemer under undtagelsestilstand producerer denne type mænd, fordi de har strukturelt brug for dem. Den italienske filosof Giorgio Agamben har beskrevet, hvordan moderne magt ofte fungerer ved at suspendere den almindelige retsorden i et afgrænset rum – en krigszone, en “sikkerhedszone”, et oprørsområde – hvor loven ophæves for angiveligt at beskytte loven. I sådanne rum bliver den, der er dygtig til vold, ikke en afviger fra systemet. Han bliver systemets ideelle produkt.

Det rejser et ubehageligt spørgsmål: hvis der ikke fandtes en Amrik Singh, ville systemet så skabe ham til lejligheden? Svaret synes at være ja – med den vigtige nuance, at systemet ikke skaber volden ud af den blanke tavle. Det selekterer og belønner en bestemt menneskelig disposition: den, der er villig til at gøre grusomheden til erhverv. Der findes altid andre, der siger nej – i romanen figurerne Musa og Tilo, i virkeligheden de mennesker, der i ethvert undertrykkende system vælger modstanden eller flugten frem for tjenesten. Systemets skyld er ikke, at det gør alle til bødler. Den er, at det bygger en struktur, hvor bødlens vej bliver den rationelle karrierevej for den rette type menneske, og hvor at nægte koster liv.

Roy gør noget klogt ved ikke at gøre sin figur til en blind fanatiker. Hun lader ham i stedet besidde en kold, næsten forretningsmæssig dømmekraft: han ved præcis, hvem han kan lade forsvinde sporløst, og hvem der har forbindelser, som vil skabe problemer, hvis hun forsvinder. Da han støder på en kvinde med forbindelser til en magtfuld embedsmand, bakker han ud af situationen, mens andre omkring ham dør. Det er ikke samvittighed, der taler – det er risikovurdering. Denne kalkulerende logik er ikke unik for Kashmir. Den går igen i ethvert regime, der har praktiseret systematisk vold: visse ofre behandles anderledes, fordi de har navne, forbindelser eller statsborgerskaber, der vil skabe støj, mens de navnløse forsvinder sporløst. Volden i den slags systemer er sjældent blind. Den er, foruroligende nok, administreret med en rationalitet, der gør den endnu sværere at afskrive som ren galskab – og endnu lettere at forstå som en integreret del af, hvordan magten fungerer, når den ikke kontrolleres.

Hykleriet ved flugten

Det mest foruroligende ved Amrik Singh er ikke volden selv, men det, der sker bagefter. Da han og hustruen Loveleen søger asyl i USA, vender de fortællingen fuldstændig på hovedet: han bliver “offeret” for et regime, han selv har torteret og dræbt for. Roy lader ham i sin ansøgning skrive, med en næsten dickensk fejlgriben i sproget, at det er ham, indiske myndigheder har gjort til “escape goat” – syndebuk. Det er en bevidst komisk detalje: manden, der har mestret voldens administrative sprog, mister sin sproglige autoritet, i det øjeblik han selv skal spille offer. Endnu mere ildevarslende er det, at hustruen i sin egen del af ansøgningen demonstrerer en detaljeret, intim viden om torturmetoder – en viden, der kun kan stamme fra nærhed til gerningerne, men som i asylsystemets logik i stedet omsættes til beviset på hendes offerstatus. Systemet kan ikke skelne mellem den, der har lidt under volden, og den, der har levet tæt på dens udøvelse. Begge taler torturens sprog flydende.

Dette er ikke en særegen litterær pointe. Det er et strukturelt vilkår ved ethvert asylsystem, der møder efterdønningerne af et faldent voldsregime: en strøm af mennesker, hvis fortællinger om flugt fra vold kan være både fuldstændig sande og, i et lille, men reelt antal tilfælde, en camouflage for den modsatte historie. Det er derfor, princippet om universel jurisdiktion – retten til at retsforfølge forbrydelser mod menneskeheden, uanset hvor de er begået, og uanset gerningsmandens nationalitet – er blevet et stadig vigtigere redskab i europæiske retssale de seneste år. Sager, hvor en tidligere torturbøddel er blevet genkendt af sit eget offer på en gade eller i en flygtningelejr mange år efter, er ikke længere sjældenheder. De er blevet en tilbagevendende retslig genre i sig selv, fordi den underliggende mekanik – regimer, der falder, og bødler, der forsøger at forsvinde ind i offerrollen – er så konstant tilbagevendende et fænomen. Det er også derfor, det er et problem, når et lands egen straffelov, som det danske eksempel, endnu ikke direkte kriminaliserer tortur og forbrydelser mod menneskeheden: hullet i lovgivningen er ikke en hypotetisk svaghed, det er en åben dør, som historien med stor regelmæssighed viser sig at ville udnytte.

Spøgelserne og de svages magt

Der er dog et andet lag i Roys fortælling, som rækker ud over det juridiske og institutionelle. I romanen hjemsøges Amrik Singh af sine ofre. De dukker op i horisonten af hans hverdag, ikke kun i søvnen, men som en vedholdende, fysisk tilstedeværelse – hver dag dukker de op, og han kan ikke undgå at se dem. Da han til sidst dræber sin familie og sig selv, formulerer romanens fortæller Musa – selv offer for den samme statsvold – en sætning, der indfanger noget vigtigt: at Amrik Singh ganske vist dræbte sig selv med egen hånd, men at de overlevende, blot ved deres vedvarende insisteren på at være der, på at huske og ikke lade sig glemme, var med til at drive ham dertil.

Det er fristende at kalde det de svages magt – en form for retfærdighed, der ikke kræver vold, kun tilstedeværelse. Det er den samme kraft, der driver ethvert opgør efter et faldent voldsregime, uanset hvilket: overlevende, der efter årtiers tavshed rejser sig i en retssal, en sandhedskommission eller blot en offentlig samtale, og genkender ansigtet på den anden side. Det, staten aldrig gav dem – en formel proces, en dømmende myndighed, der ville lytte – finder de til sidst ad andre veje.

Men mønsteret viser også grænserne for denne form for retfærdighed, og det er en grænse, der går igen, hver eneste gang et undertrykkende regime falder: der er altid for mange bødler til, at de alle kan stilles for retten. De fleste vil aldrig blive genkendt, aldrig blive retsforfulgt, aldrig blive tvunget til at se deres ofre i øjnene. De vil, som Amrik Singh, forsvinde ind i nye liv – nogle vil bære skylden som et spøgelse, de færreste vil nogensinde tilstå det. Historikere, der har fulgt opgørene efter tidligere regimefald, fra det tidlige efterkrigstyskland til Argentina efter militærjuntaens sammenbrud, peger på det samme mønster: et fuldstændigt retsopgør lader sig sjældent gennemføre, fordi nye ledere er nødt til at række ud til dele af den gamle, kompromitterede elite for overhovedet at sikre en stabil overgang. Retfærdigheden bliver derfor altid ufuldstændig, selektiv og til dels vilkårlig i, hvem den rammer – ikke som en undtagelse, men som reglen.

Det er præcis her, litteraturen kan noget, historieskrivningen og retssalen ikke altid kan: den kan trænge ind i det rum, hvor bødlens fortrængning bor, og vise, hvordan systemets vold ikke bare producerer ofre, men også producerer den slags mennesker, der til sidst ikke kan leve med, hvad de er blevet gjort til redskaber for.

Fortrængningen som overlevelsesteknik

Det psykologiske mønster, Roy tegner i Amrik Singh, er heller ikke unikt for hans figur. Sandheds- og forsoningskommissioner verden over – den mest kendte er den sydafrikanske efter apartheid, hvor tusindvis af tidligere sikkerhedsfolk aflagde vidnesbyrd om deres gerninger til gengæld for amnesti – har dokumenteret det samme fænomen igen og igen: gerningsmænd, der i årevis kunne skifte mellem en identitet som familiefar og en identitet som torturist uden at opleve det som en modsigelse, så længe systemet legitimerede handlingen. Det er den mekanisme, psykologer kalder kompartmentalisering, og som gør det muligt at være grusom på arbejdet og øm derhjemme uden nogensinde at måtte forbinde de to. Vidnesbyrdene viser desuden noget centralt: sammenbruddet – skyldens tilbagevenden – indtræffer sjældent, mens systemet stadig beskytter gerningsmanden. Det er først, når den institutionelle ramme forsvinder, at fortrængningen bryder sammen, fordi det ubehagelige, der hele tiden er blevet holdt svævende, pludselig ikke længere kan holdes ude.

Det er også derfor, den slags sandhedskommissioner – med al deres ufuldkommenhed – har haft en reel funktion, som rene straffesager ikke kan erstatte: de giver gerningsmanden en formaliseret ramme for at foretage det regnskab, han ellers ville udskyde på ubestemt tid, eller aldrig foretage. Amrik Singh får ingen sådan ramme. Hans regnskab gøres op i det private, i eksilet, uden vidner, uden mulighed for, at ofrene kan få andet end spøgelsernes tavse tilstedeværelse som svar. Det er romanens mørkeste pointe: hvor der ikke findes en institutionel proces for regnskabet, bliver konsekvensen ikke retfærdighed, men en privatiseret, ukontrolleret eksplosion af den samme vold, blot vendt indad – mod hans egen familie, mod ham selv. Volden, der ikke kan afregnes offentligt, finder sjældent fred. Den finder i stedet et nyt, mindre offentligt mål.

En gæld, der forfalder

Amrik Singhs tragedie – hvis man kan kalde den det – er, at han i årevis praktiserede den samme teknik på sig selv, som han brugte på sine ofre: at holde det ubehagelige svævende, uafgjort, udskudt. Så længe systemet beskyttede ham, havde han råd til fortrængningen. Først når beskyttelsen forsvandt – da hæren kasserede ham, da eksilet fjernede hans immunitet – forfaldt gælden for alvor.

Det er dette mønster, ikke en enkelt aktuel begivenhed, der gør Amrik Singh til en figur, det er værd at vende tilbage til, uanset hvilket år man læser romanen i. Der vil, med stor sikkerhed, falde flere regimer i årene der kommer. Der vil dukke flere Amrik Singh’er op i flere lufthavne, flere asylsager, flere fremmede byer, hvor de forsøger at leve videre som almindelige mennesker blandt naboer, der ikke kender deres fortid. Og der vil, i de fleste tilfælde, ikke findes noget system, der er i stand til at stille dem alle til ansvar. Det er ikke et argument for opgivelse, men for at forstå, hvad man reelt kæmper mod, når man forsøger at bygge institutioner – straffelove, universel jurisdiktion, sandhedskommissioner – der kan gribe fænomenet, næste gang det opstår. Spørgsmålet er ikke, om der kommer en næste gang. Det gør der. Spørgsmålet er, om vi denne gang har bygget noget, der kan møde den.