Krigens ansvar i 1960’ernes protestmusik

Individ, system, undergang og erindring

I begyndelsen af 1960’erne opstod der i den engelsksprogede folkemusik en række sange, som på hver deres måde tematiserede krig, ansvar og menneskets rolle i voldens kredsløb. Disse sange blev ikoniske for en generation, men de udtrykker ikke ét fælles synspunkt. Tværtimod spænder de fra moralsk idealisme over politisk raseri til fatalisme og historisk sorg. Denne spændvidde ses tydeligt i sange som Universal Soldier, Masters of War, Eve of Destruction og Where Have All the Flowers Gone.

Universal Soldier, skrevet af Buffy Sainte-Marie omkring 1963, placerer ansvaret for krig hos det enkelte menneske. Soldaten fremstilles som et universelt symbol, løsrevet fra nationalitet, religion og rang. Ifølge sangens logik eksisterer krigen kun, fordi den enkelte soldat vælger at adlyde. Budskabet er radikalt og etisk: hvis soldaten sagde nej, ville der ikke være nogen krig. Sangen rummer derfor et tydeligt håb om forandring og blev et pacifistisk manifest, især efter at den blev gjort bredt kendt gennem Donovans indspilning i 1965.

Dette håb findes ikke hos Bob Dylan. I Masters of War vendes blikket væk fra soldaten og opad mod dem, der planlægger, finansierer og profiterer på krig. Våbenproducenterne og magthaverne gøres til sangens egentlige adressater. Soldaten reduceres her til en brik i et kynisk system, han ikke har kontrol over. Sangen er gennemsyret af vrede og moralsk fordømmelse, men tilbyder ingen løsning og ingen tro på, at individet kan standse krigen.

En tredje position findes i Eve of Destruction, skrevet af P. F. Sloan og fremført af Barry McGuire. Her er fokus hverken på individets valg eller på magtelitens skyld, men på en verden på randen af sammenbrud. Sangen samler samtidens trusler: atomoprustning, Vietnamkrigen, racisme, religiøse konflikter og generationskløfter. Tonen er apokalyptisk og fatalistisk.

Et helt andet udtryk findes i Where Have All the Flowers Gone, skrevet af Pete Seeger. Sangen er stille, cirkulær og meditativ. Den stiller spørgsmål uden at anklage og lader gentagelsen tale for sig selv: blomster bliver til piger, piger til soldater, soldater til grave — og kredsløbet begynder forfra.

Sangens form har en litterær oprindelse. Seeger fik ideen fra den sovjetiske forfatter Mikhail Sholokhov og hans roman Stille flyder Don, hvor en enkel folkelig vuggevise gengives som en kædesang:

Hvor er gæssene?
De løb ind i sivene.
Hvor er sivene?
Fældt af piger.
Hvor er pigerne?
De er for længst gift.
Hvor er kosakkerne?
De er gået i krig.

I Europa fik sangen en særlig betydning, da den blev oversat til tysk som Sag mir, wo die Blumen sind og indsunget af Marlene Dietrich. I hendes fortolkning blev sangen ikke et opråb, men en sørgesang — et vidnesbyrd om, hvad krig altid koster.