Danske medier beretter i disse uger om omfattende menneskehandel i Myanmar, angiveligt drevet af “kinesiske mafier”. Oplysningerne bygger på journalistiske ophold i landet og på internationale rapporter, der dokumenterer brutale forhold: tvangsarbejde, digitale svindelcentre og systematisk udnyttelse af sårbare mennesker.

Alt dette er alvorligt og reelt. Men spørgsmålet er, hvordan vi forklarer det, og hvem forklaringen i sidste ende gavner.

For i det øjeblik kriminaliteten får et entydigt etnisk eller nationalt ansigt – “de kinesiske mafier” – risikerer vi at gentage en velkendt fortælling: den om den fremmede, den økonomisk stærke minoritet, der gøres ansvarlig for strukturelle sammenbrud, som i virkeligheden har langt dybere og mere lokale rødder.

En gammel figur i ny udgave

I Myanmar – som i store dele af Sydøstasien – har befolkninger med kinesisk baggrund historisk været forbundet med handel, kapital og urban økonomi. Det har gjort dem synlige, ofte velstående, og dermed også velegnede som forklaringsfigur, når økonomien bryder sammen, eller når staten mister kontrol.

Denne figur er ikke ny. Den gentager et mønster, man finder i mange postkoloniale og kriseramte samfund: Når magtens centrum svækkes, opstår behovet for en ydre forklaring. Skylden placeres ikke hos militæret, embedsværket eller de lokale eliter – men hos “dem, der sidder på handlen”.

Når danske medier ukritisk overtager betegnelsen “kinesisk mafia”, risikerer de at skrive sig ind i denne lokale fortælling, snarere end at analysere den.

Kriminalitet uden lokalt medansvar?

Det er veldokumenteret, at transnationale kriminelle netværk – mange med kinesisktalende aktører – spiller en rolle i menneskehandel og svindelindustri i Myanmars grænseområder. Men det afgørende spørgsmål er ikke om de findes. Det afgørende spørgsmål er: hvordan kan de operere?

Svaret er enkelt: De kan ikke operere uden lokal beskyttelse.

Menneskehandel i Myanmar forudsætter lokale militser, embedsmænd, et militærstyre, der enten samarbejder eller profiterer indirekte, samt et sammenbrud af retsstat og ansvarlighed.

At tale om “kinesiske mafier” uden samtidig at tale om disse forhold er analytisk utilstrækkeligt. Det reducerer et komplekst kriminelt økosystem til en ekstern invasion – og frikender i praksis lokale magtstrukturer.

Den bekvemme fortælling

For Myanmars militære og politiske eliter er fortællingen om udenlandske kriminelle særdeles bekvem. Den gør det muligt at forklare kaos uden at tale om statens kollaps, at kanalisere vrede væk fra magthaverne og at fremstille sig selv som offer snarere end medansvarlig.

Når internationale medier gentager denne fortælling uden tydelig kontekstualisering, risikerer de at fungere som forlængelse af denne aflastningsmekanisme.

Fra etnicitet til struktur

Problemet er ikke, at kinesisktalende kriminelle netværk nævnes. Problemet er, når etnicitet bliver forklaringen i stedet for at være én blandt flere dimensioner.

En mere præcis beskrivelse må insistere på strukturer, magtforhold og ansvar – også når det er politisk og journalistisk mere krævende.