Folkloren i russisk litteratur – fra Pushkin til Leskov

Folkloren er en af de stærkeste understrømme i russisk litteratur. Hos Melnikov-Petcherskij, Turgenev, Leskov og Pushkin bliver myter, ritualer og eventyr til en del af selve litteraturens form – fra ortodokse processioner til eventyrets talende dyr.

Myter, traditioner og bondestuer i russisk kunst og æstetik

Russisk litteratur er dybt forankret i folklore. Denne tekst udforsker, hvordan forfattere som Melnikov, Turgenev og Leskov inkorporerede traditioner, myter og overtro i deres værker, hvor det blev en central del af både æstetik og fortælling.

Et kort essay om gamle skikke, tro og fortællinger

Folkloren har altid været et af de stærkeste understrømme i russisk litteratur. Allerede i middelalderens helgenlevn og krøniker ser man en levende blanding af hedenske og kristne forestillinger, der senere får ny kraft i romanerne fra 1800-tallet. Her bliver folkets sange, varsler, overtro og ritualer ikke bare farver i baggrunden, men ofte selve den scene hvor de store fortællinger udspiller sig.

Melnikov-Petcherskij og det gamle religiøse teater

Hos Pavel Ivanovitj Melnikov-Petcherskij (1818–1883) er folklore ikke bare kulisse — den er med til at bestemme romanernes struktur og rytme. I hans dobbeltværk «В лесах» (I skovene) og «На горах» (På bjergene) flettes gammeltroende ritualer, skovånder, hekse og mirakuløse ikoner sammen med hverdagslivet.

Folkloren får en næsten ikonagtig klarhed, hvor figurerne ikke først og fremmest udvikler sig psykologisk, men viser deres “tema” og “skæbne” i en slags procession af prøvelser og små mirakler. Gennem trolddomsritualer, høstfester og hellige kilder skaber Melnikov et dybt lag af folkelig ortodoksi og overtro, som rummer både angst og trøst.

Han fremstiller folkloren med respekt og nysgerrighed, som en bærer af Ruslands “indre liv”. «В лесах» (I skovene) kom første gang i et tidskrift .

«В лесах» (I skovene) kom første gang i et tidskrift

Turgenev og naturens stille sagn

Ivan Turgenev (1818–1883), Melnikovs samtidige, nærmer sig folklore fra en anden vinkel.

I «En jægers dagbog» og i romaner som «Fædre og sønner» er bondeverdenen fyldt med små ordsprog, sagn og naturforklaringer, som lever i dialogerne. Turgenev har et mere vestvendt, psykologisk blik, men når han lader jægere og bønder vandre i skovene, træder landskabet frem med sin egen sagnagtige bevidsthed

— som når skovens mørke antyder gamle kræfter, eller når landsbyfolk mumler om hvad vinden varsler.

Folkloren bliver her en stille, undertonet stemning, som minder os om at menneskene lever med ryggen mod tusind års sagn og tegn.

Leskovs hellige tosser og magiske anekdoter

Hos Nikolaj Leskov (1831–1895) finder man måske den mest kalejdoskopiske brug af folklore. Hans historier om hellige tosser (юродивые), pilgrimsrejser og mirakelikoner myldrer med fabler, anekdoter, gamle ord og legender. I «Den forsegede engel» eller «Jernviljen» møder man et Rusland, hvor sagn, bibelord og folkevisdom glider over i hinanden. Leskovs prosa er næsten som mundtlig fortælling: den snor sig, digresserer og folder ud, så den ligner det selve folklore gør — konstant under forandring.

Fra nationalromantik til dyb litterær metode

I 1800-tallets Rusland var folklore ikke kun kulørt baggrund. Den blev set som en kilde til “det sande folk”, en moralsk og næsten mystisk kerne i russisk identitet. Forfattere som Melnikov, Turgenev og Leskov satte hver deres præg på dette:

Melnikov som kulturhistorisk kronikør af gammeltroendes ritualer,

Turgenev som naturalistisk skildrer af bondens tyste sagnbevidsthed,

Leskov som fabulerende montør af eventyr og hellige anekdoter.

Hos dem alle bliver folklore ikke blot overleveret, men omsat til litterær form, hvor den bærer både stemning, etik og sociale konflikter.

Pushkin og folklore

Allerede hos Aleksandr Sergejevitj Pushkin (1799–1837) finder vi et dybt samspil mellem folklore og litteratur.

Pushkin samlede på folkeeventyr og ordsprog, og hans digte og prosastykker er gennemvævet af mundtlige former, magiske motiver og gamle sagn.

I hans «Eventyr om tsar Saltan», «Eventyr om den døde prinsesse og de syv helte» og «Eventyr om fiskeren og fisken» skaber han kunstfærdige litterære eventyr i vers, men baseret på folkelige fortællestrukturer og med klare spor af slavisk mytologi: talende dyr, trylleformler og skæbnesvangre varsler.

Pushkin elskede også det folkelige sprogs rytmer og vendinger og skrev om, hvordan han sad og lyttede til gamle bondekoner fortælle sagn og remser,som han så lod glide ind i sin digtning. Han gjorde dermed folklore fra lavkultur til høj litteratur, og lagde grunden for, at senere forfattere som Gogol, Leskov, Turgenev og Melnikov kunne bruge overtro, eventyrmønstre og folkloristiske billeder som centrale byggesten.

Maleri, der illustrerer en scene fra Aleksandr Pushkins eventyr “Eventyr om tsar Saltan”.Billede fra eventyret om tsar Saltan af Aleksandr Pushkin.

Billede fra eventyret om tsar Saltan af Aleksandr Pushkin.

Punktopsummering

Folklore er en stærk understrøm i russisk litteratur, hvor den blander sig med både hedenske og kristne forestillinger.

For forfatteren Melnikov-Petcherskij er folklore en del af selve romanens struktur, der skaber et dybt lag af overtro og folkelig ortodoksi.

Ivan Turgenev bruger folklore som en stille, undertonet stemning, der giver et glimt af bondesamfundets sagnbevidsthed.

Hos Nikolaj Leskov bliver folklore en kalejdoskopisk blanding af fabler, anekdoter og legender om hellige tosser.

Aleksandr Pushkin var den første, der gjorde folklore fra lavkultur til høj litteratur, og han lagde grunden for de senere forfatteres brug af folkelige motiver.

Litteraturliste: Folkloren i russisk litteratur

På dansk

Kjærgaard, Thorkild. ”Russisk litteraturhistorie.” Gyldendal, 1981.

  – Afsnit om folkloretraditionen fra Pushkin til Tolstoj.

Verner Dahlerup. ”Eventyrets veje i Rusland.” København: Høst & Søn, 1965.

  – Om russiske folkeeventyr og deres indflydelse på litteraturen.

Dostojevskij, Gogol og Tolstoj i diverse danske oversættelser

  – Ofte med forord om folklore og ortodoksi, fx Gogols ”Viy og andre historier”.

På norsk

Geir Kjetsaa. ”Russisk litteratur gjennom tusen år.” Oslo: Aschehoug, 1996.

  – Om Pushkin og folketradition samt Leskov og det hellige tosseri.

Eiliv Vinje. Artikler i tidsskriftet ”Edda” og andre.

  – Berører folklore i russisk litteratur.

På svensk

Bengt Jangfeldt. ”I väntan på framtiden: rysk kultur och politik under 1800-talet.” Atlantis, 2000.

  – Om russisk kulturklima inkl. folklore og ortodoksi.

Lars Kleberg. ”Teater som handling och tanke: rysk teater 1917–1927.” Stockholm: Symposion, 1984.

  – Viser hvordan folklore også slog igennem i teater og kunst.

Diverse svenske oversættelser af Pushkin, Turgenev og Gogol

  – Med forord der omtaler folklore og nationalromantik.

På engelsk

James H. Billington. ”The Icon and the Axe: An Interpretive History of Russian Culture.” Vintage, 1966.

  – Klassiker om folklore, ortodoksi og litteratur.

Vladimir Propp. ”Theory and History of Folklore.” University of Minnesota Press, 1984.

  – Om folklorestrukturer med henvisninger til litteratur.

Neil Cornwell. ”Reference Guide to Russian Literature.” Fitzroy Dearborn, 1998.

  – Artikler om Pushkin, Leskov, Turgenev og deres brug af folklore.

Irina Paperno. ”Stories of the Soul: The Religious Quest in Modern Russia.” Cornell University Press, 2014.

  – Om ortodoks spiritualitet og folklore i litteratur, inkl. Leskov.

Henrietta Mondry. Artikler i slavistiske journals

  – Om folklore i russisk litteratur (JSTOR, Project Muse).