Iroquois, forfatning og kamp – en personlig og historisk refleksion

Haudenosaunee-folkene – bedre kendt som Iroquois – har sat dybere spor i Nordamerikas politiske og kulturelle historie, end den officielle fortælling anerkender. Fra konføderationens demokratiske struktur til krigen der splittede dem, og fra Sullivan-ekspeditionen til Oka-krisens barrikader: dette er historien om et folk, der aldrig ophørte med at eksistere på egne præmisser.

Iroquois og den amerikanske forfatning

Iroquois-konføderationens politiske struktur har i årtier været genstand for debat i relation til den amerikanske forfatnings udformning. USA har aldrig officielt anerkendt Haudenosaunee-systemet som en direkte model, men der er stærke indikationer på intellektuel påvirkning. Benjamin Franklin og George Washington studerede og beundrede de politiske mekanismer i konføderationen, og idéen om uafhængige nationer, der danner fælles front udadtil, genfindes i USA’s føderale struktur.

I 1988 vedtog den amerikanske Kongres Resolution H.Con.Res.331, der anerkender, at Iroquois-konføderationen påvirkede udviklingen af de demokratiske principper, der ligger til grund for den amerikanske forfatning. Resolutionen er symbolsk snarere end juridisk bindende, men den markerer en officiel erkendelse, der længe var fraværende.

Lewis Henry Morgan: The League of the Ho-dé-no-sau-nee, or Iroquois (1851) – det første systematiske studium af konføderationens politiske og sociale struktur.

Iroquois’ egen symbolik er velkendt fra Hiawatha-legenden, hvor fem nationer forenes under en fælles fred. Budskabet er præcist: én pil kan knækkes, men et bundt kan ikke. Denne metafor genfindes i USA’s store segl, hvor ørnen holder 13 sammenbundne pile – en symbolik, som mange ser som direkte afledt af Haudenosaunee-traditionen, selv om den hverken nævnes eksplicit i Kongressens resolution eller i forfatningens officielle kommentarer.

Frihedskrigen og splittelsen

Under den amerikanske uafhængighedskrig blev Iroquois-konføderationen brudt itu indefra. Mohawk, Seneca, Onondaga og Cayuga støttede briterne, mens Oneida og Tuscarora valgte kolonisternes side. Det førte til tragiske konfrontationer, som i slaget ved Oriskany (1777), hvor Iroquois-krigere for første gang kæmpede mod hinanden i åben krig.

USA’s svar på den britisk-allierede del af konføderationen var systematisk og brutalt: George Washington beordrede Sullivan-ekspeditionen (1779), der planmæssigt ødelagde Iroquois-landsbyer og vinterforråd. Det var ikke en militær kampagne i traditionel forstand, men en hungerstrategi rettet mod civile.

Konsekvenserne var vidtrækkende. Ikke engang de nationer, der havde støttet amerikanerne, blev belønnet – deres landområder blev efterfølgende konfiskeret eller presset fra dem. Dette svigt etablerede en varig mistillid mellem Haudenosaunee og den amerikanske stat, som fortsat mærkes i dag.

Langtidseffekter og nutidig politik

Efter krigen blev Iroquois-konføderationen delt mellem to jurisdiktioner: nogle nationer forblev inden for det amerikanske territorium, mens andre søgte nordpå til Canada. Denne deling eksisterer fortsat – juridisk, politisk og kulturelt – og skaber vedvarende spændinger i spørgsmål om pas, statsborgerskab og landrettigheder.

Mohawk-nationen har eksempelvis udstedt egne Haudenosaunee-rejsepas og nægter at lade sig definere af hverken den canadiske eller den amerikanske stats kategorier. Det er ikke symbolpolitik, men en principiel afvisning af kolonialstatens ret til at bestemme, hvem Haudenosaunee er.

USA’s føderale politik har gentagne gange negligeret forskellene mellem de enkelte nationers historiske positioner. Oneida-folket, der var allieret med kolonisterne under revolutionen, har i nyere tid kæmpet forgæves for landrettigheder i New York – en bitter forlængelse af det svigt, der begyndte umiddelbart efter sejren over briterne.

Oka-krisen og historisk bevidsthed

Oka-krisen i 1990 blev et symbolsk opgør med århundreders kolonialt pres. Da kommunen Oka planlagde at udvide en golfbane ind over Mohawk-begravelsespladsen og den hellige fyrreskov i Kanehsatake, rejste sig en modstand, der hurtigt fik international opmærksomhed. Mohawk-krigernes barrikader i Kanehsatake og det nærliggende Kahnawake markerede et vendepunkt, og solidaritetsaktioner bredte sig til Haudenosaunee-fællesskaber på begge sider af grænsen.

For mig var det mere end et politisk projekt. Det var en levende forbindelse til det mod og den politiske bevidsthed, som Haudenosaunee-folkene har bevaret gennem generationer. Det, de kæmpede for dengang, var ikke kun et stykke skov. Det var retten til at eksistere på egne præmisser – den samme ret, konføderationen har hævdet siden Hiawathas tid.

Suverænitet og selvbestemmelse i dag

Haudenosaunee-folkene lever ikke som historisk levn. De er aktive politiske og kulturelle aktører med egne institutioner, egne love og en vedholdende insisteren på suverænitet. Spørgsmålene om land, vand og jurisdiktion er ikke afsluttede – de føres videre i retssale, i forhandlinger og i det daglige liv på reservaterne og territoriet.

Akwesasne, det grænseoverskridende Mohawk-territorium der strækker sig over New York, Ontario og Quebec, er et af de mest konkrete eksempler på de udfordringer og den styrke, der kendetegner Haudenosaunee-folkenes situation i dag.