Emily Brontë, Byron og romantikken – natur, begær og kønsroller

Emily Brontë (1818–1848) var en engelsk forfatter og digter, bedst kendt for romanen Stormfulde højder. Hendes værker kredser om naturens kræfter, intense følelsestilstande og menneskets binding til skæbne og begær.

Lord Byron (1788–1824) var en af romantikkens mest berømte digtere. Hans værker er præget af stærke, oprørske personligheder, dramatiske landskaber og en insisteren på individets frihed og vilje.

Indre storme og ydre horisonter

Hos Emily Brontë og Lord Byron møder vi to former for romantisk intensitet, der umiddelbart kan ligne hinanden: storm, natur, begær, overskridelse. Men under overfladen tegner der sig en dybere forskel, som ikke blot er æstetisk, men socialt og historisk forankret.

Det er forskellen mellem indre nødvendighed og ydre vilje – og den hænger tæt sammen med borgerskabets kønsroller i første halvdel af 1800-tallet.

Emily Brontë: naturen som fælles krop og binding

I digtet – med linjer som “a tyrant spell has bound me” og “I will not, cannot go” – og i Stormfulde højder opløses grænsen mellem menneske og natur.

Her er naturen ikke en scene, men en tilstand: stormen er ikke udenfor, men i og omkring jeget. Kærligheden er ikke et forhold, men en binding. Viljen er ikke fri, men viklet ind i nødvendighed.

Byron: naturen som modstander og mulighed

Hos Byron er naturen også voldsom, men den er ydre. Jeget står over for havet, bjergene og stormen – noget, der kan udfordres og spejles i.

Det byronske jeg er isoleret, men også handlende. Selv i lidelse er der bevægelse: en vilje, der søger grænser og overskridelse.

To former for romantisk subjektivitet

Byron står overfor verden. Brontë er indlejret i en tilstand. Hvor Byron viser vilje, viser Brontë nødvendighed.

Borgerskabets kønsroller

I 1800-tallets borgerskab havde mænd adgang til bevægelse og offentlighed, mens kvinder i højere grad var bundet til det private rum. Denne forskel præger også litteraturen.

Hos Brontë bliver begrænsningen til en eksistentiel erfaring. Hos Byron bliver friheden til et ideal om handling.

Tidens puls

Sammenstillingen viser en kultur, der hylder individets frihed, men samtidig er gennemstruktureret af begrænsninger. Resultatet er to forskellige former for intensitet: den ekspansive hos Byron og den koncentrerede hos Brontë.