Kapacitetsopbygning som postkolonial styring – JOAS, Sarawak og donorernes disciplinering

Kapacitetsopbygning som postkolonial styring – casen JOAS og Sarawak

I de fleste internationale støtteordninger, herunder de nordiske bistandsprogrammer, er kapacitetsopbygning en fast betingelse for at modtage støtte. Den formuleres som et progressivt mål – at styrke lokalsamfunds evne til selv at handle – men i praksis fungerer den ofte som et instrument til disciplinering af oprindelige folk og deres organisationer. Donorerne definerer, hvad “kapacitet” betyder, og det er sjældent foreneligt med de sociale og epistemiske logikker, som lokale samfund selv bygger på.

Som Tania Li (2007) har påpeget i The Will to Improve, udspringer udviklingsprojektets moral af en grundantagelse om, at de andre “mangler” noget, som eksperter og donorer kan levere. Linda Tuhiwai Smith (1999) ser det samme mønster i forskningssamarbejder, hvor “empowerment” og “capacity building” bliver koder for underordning under et globalt videnssystem, der fremstiller urfolks egne vidensformer som irrationelle eller inkompatible med moderne forvaltning. Når NGO’er accepterer denne ramme – ofte for at bevare deres egen finansiering – bliver de en del af det, James Ferguson kaldte the anti-politics machine: en humanitær og udviklingsmæssig maskine, der fremstår neutral, men som reelt afpolitiserer ulighed og reproducerer koloniale relationer.

I Malaysia gælder dette også for Jaringan Orang Asal SeMalaysia (JOAS), netværket for landets oprindelige folk. Som urfolksorganisation har JOAS haft betydelig succes med at få begreber som Free, Prior and Informed Consent (FPIC) og Native Customary Rights (NCR) ind på den nationale dagsorden. Deres træningsprogrammer i Sarawak – kortlægning, dokumentation og juridisk bevidsthed – har gjort mange landsbyer bedre i stand til at forsvare deres territorier. Men samtidig hviler meget af denne aktivitet på finansiering fra udenlandske donorer, hvor midlerne netop gives til “kapacitetsopbygning”. Den type støtte kræver manualer, rapportering, indikatorer og administrative procedurer, som i sig selv omformer de lokale aktørers rolle: fra at være forvaltere af egen kultur og jord til at blive “implementeringspartnere” i et projekt.

Denne spænding er kernen i den dobbelte struktur i dekolonial praksis: Organisationer som JOAS fungerer både som modstand og som oversættelsesled i et system, de ikke fuldt ud kontrollerer. De skal tale donors sprog – FN-konventionernes, menneskerettighedernes, kortlægningens – for overhovedet at blive hørt, men netop dér mister de noget af det, som gør deres kamp specifikt indfødt. Som en Penan-leder fra Baram sagde under et JOAS-seminar i 2018:

“De lærer os at tale i begreber, vi ikke selv har opfundet – men hvis vi ikke taler sådan, lytter ingen.”

Kapacitetsopbygning bliver dermed en ambivalent praksis: en vej til indflydelse og synlighed, men også et pres til tilpasning. For urfolk i Sarawak – og mange andre steder – betyder det, at kampen for rettigheder ikke blot handler om jorden, men om retten til at definere, hvad viden og styrke betyder.

Litteratur

• Escobar, A. (1995). Encountering Development: The Making and Unmaking of the Third World. Princeton University Press.
• Ferguson, J. (1990). The Anti-Politics Machine: Development, Depoliticization and Bureaucratic Power in Lesotho. University of Minnesota Press.
• Li, T. M. (2007). The Will to Improve: Governmentality, Development, and the Practice of Politics. Duke University Press.
• Smith, L. T. (1999). Decolonizing Methodologies: Research and Indigenous Peoples. Zed Books.