Ritual, slægtskab og symbolik i Oceanien

Tambaran-kultur og Affinitetsrelationer i Sepik, PNG

Tambaran-kulturen i Sepik, Papua Ny Guinea, forbinder ritual, kunst og sociale relationer gennem åndehuse, masker og alliancer. Samtidig viser affinitetsrelationer og kønsroller, hvordan ægteskab, kvinders kraft og mænds ceremonier skaber en dynamisk og ambivalent social orden.

Dette notat samler antropologiske oplysninger om tambaran-kulturen i Sepik-området i Papua Ny Guinea, med særligt fokus på ægteskab, affinitetsrelationer (affiner), og kønsroller. Fire centrale kulturer – Abelam, Arapesh, Iatmul og Chambri – sammenlignes. Begrebet ‘affinitet’ bruges her i den forstand Johannes Nicolaisen anvendte det i ‘Kulturvidenskab’, dvs. slægtskabsrelationer gennem ægteskab.

Sepik-landskab: Oversigt over området i Papua Ny Guinea, hvor tambaran-kulturen udfolder sig.Sepik-området i Papua Ny Guinea

Begreber

• Affiner: personer forbundet gennem ægteskab (svigerrelationer), i modsætning til consanguine (blodslægt). Affinitet er ofte præget af ambivalens – både alliance og latent fjendskab.

• Haus tambaran: Tok Pisin-betegnelse (haus = hus, tambaran = ånd/åndevæsen). Det centrale åndehus/men’s house, hvor hemmelige ritualer, kunst og initiationspraksis udspiller sig.

Sammenligning af fire Sepik-kulturer

Abelam (Maprik)

– Ægteskab / affinitet: Eksogami; ægteskab med nabogrupper skaber alliancer og latent mistanke

– Tambaran: Haus tambaran og ngwalndu-billeder; tæt kobling til long-yam-kult

– Kvinder og køn: Kvindelig reproduktiv kraft approprieres symbolsk; kunst og frugtbarhed centralt

– Nøgleforskere: Anthony Forge

Arapesh (Ilahita)

– Ægteskab / affinitet: Eksogami med fjendtlige naboer; affinale relationer ambivalente

– Tambaran: Tambaran organiserer initiationsgrader og maskulint fællesskab

– Kvinder og køn: Kvinder udelukkes fra hemmelig viden; frygt for kvinders indblik i ånderne

– Nøgleforskere: Donald Tuzin

Iatmul (Mellem-Sepik)

– Ægteskab / affinitet: Ægteskab med fjender; affinal relation præget af skæmt og ritualiseret omvending

– Tambaran: Men’s houses, fløjter og bullroarers

– Kvinder og køn: Naven-ritual håndterer spændinger mellem køn og affinitet

– Nøgleforskere: Gregory Bateson, Eric Silverman

Chambri (Chambri-søerne)

– Ægteskab / affinitet: Eksogami; affiner kan være både ressource og trussel

– Tambaran: Tambaran-strukturer mindre fremtrædende, men kønnet ritual stadig vigtigt

– Kvinder og køn: Kvinder har stærke økonomiske roller; mænd frygter kvinders potentielle magi

– Nøgleforskere: Deborah Gewertz & Frederick Erringto

Filminstruktør  Palle Kjærulff-Smith sammenlignede visse åndehuse med Jørn Utzons Operahus i Sydney og understregede, at hvor Operahuset rejser sig mod himlen, rører tambaran-husene ved jorden.

Anthony Forge og Abelam

Forge viste, at Abelam-kunst er dybt social og rituel. Kunstneren vurderes på evnen til at skabe effektive ngwalndu-billeder, som kan gøre ånder nærværende. Kunst og tambaran er tæt forbundet med long-yam kulten, hvor gigantiske yams symboliserer både mandlig prestige og frugtbarhed. Tambaran-kulten kanaliserer forfædrenes kraft, som sikrer vækst og menneskelig reproduktion. Kunst, magt og frugtbarhed smelter sammen til én helhed.

Postmoderne kritik af Tambaran-studierne

Fra 1980’erne blev de klassiske studier af tambaran mødt med kritiske og postmoderne perspektiver. Donald Tuzins ‘The Cassowary’s Revenge’ analyserer kollapset af Ilahita-tambaranen i 1984 som en dramatisk transformation, hvor hele maskulin ideologi brød sammen. Feministiske forskere som Gewertz og Errington kritiserede den tidlige litteratur for at overse kvinders handlekraft og fremhævede, at tambaran må ses i relation til kvinders økonomiske og sociale roller. I nyere tid ses tambaran også som en historisk og postkolonial formation, hvor betydning skabes i mødet med mission, kolonialisme, og national symbolik (fx PNG’s parlament bygget som et haus tambaran). Postmoderne analyser understreger tambaran som narrativ, performativ og historisk foranderlig snarere end tidløs tradition.

Port Moresby 2017 PNG’s parlament: Bygget som et moderne haus tambaran, symbol på kultur og national identitet.PNG’s parlament. Link til foto

Kvinder, kraft og tabu i Tambaran-kulturen

Tambaran-kulturen i Sepik er præget af en ambivalent forståelse af kvinders kraft. Ofte beskrives kvinder i antropologisk litteratur som ‘farlige’ for tambaranen, men et mere præcist udtryk er ‘kraftfulde’. Kvindens reproduktive evner – især menstruation og fødsel – anses for at indeholde en potent energi, der både er nødvendig for livets fortsættelse og truende for mændenes rituelle kontrol.

Lokale begreber varierer: I Abelam knyttes kvindens kraft til yams og ngwalndu-billeder; i Arapesh taler man om kvinders blod som noget, der kan ødelægge tambaranens stemme; hos Iatmul håndteres kvinders potentielle magt gennem naven-ritualet, hvor kønsroller vendes på hovedet; og hos Chambri spiller kvinders økonomiske og rituelle roller en stærk modvægt til mændenes ideologi om kvindelig fare.

I Tok Pisin bruges ‘tabu’ ofte i daglig tale om forbud og kraftfuldhed, men de oprindelige Sepik-sprog har egne ord for ‘det som man ikke må se’ eller ‘det som kvinders blod kan ødelægge’. Tabuet markerer ikke blot et forbud, men en erkendelse af, at kvinders kraft kan overskride og omforme tambaranens orden.

Antropologisk set kan dette forstås gennem Mary Douglas‘ klassiske værk ‘Purity and Danger‘ (se også Mary Douglas og tvetydighedens kraft), men i nyere studier (Tuzin, Silverman, Gewertz & Errington) understreges, at kvindens kraft ikke alene er en trussel, men også en nødvendig og produktiv dimension, som tambaran-ritualet hele tiden forsøger at kanalisere.

Udvalgt litteratur

• Anthony Forge: Art and Environment in the Sepik (Abelam)

• Donald Tuzin: The Voice of the Tambaran; The Cassowary’s Revenge (Arapesh)

• Gregory Bateson: Naven (Iatmul)

• Eric Silverman: Masculinity, Motherhood, and Mockery (Iatmul)

• Deborah Gewertz & Frederick Errington: Twisted Histories, Altered Contexts (Chambri)

• Margaret Jolly: forskellige artikler om køn, tabuer og postkolonialitet i PNG

Grise og kønnet arbejdsdeling

Grise spiller en central rolle i de fleste kulturer i Papua Ny Guinea, også i Sepik-området. De er både økonomisk ressource, rituel offergave og medium for udveksling. Arbejdsdelingen omkring grisene afspejler den generelle kønsopdeling:

• Kvinder står for den daglige pasning: de fodrer grisene med sød kartoffel, taro, sago og andre afgrøder, og de holder opsyn med dyrene i husholdningen.

• Mænd ejer grisene formelt og træffer beslutninger om slagtning, udveksling og brug i ritualer. Grisene anvendes i brudepris, allierede relationer og tambaran-fester.

Denne fordeling skaber en parallel til tambaranens verden: kvinder producerer og nærer, mens mænd ritualiserer og approprierer. Ligesom med yams og kunst er kvindens arbejde grundlaget for mændenes ceremonielle prestige. Grisene kan antropologisk forstås som en oversættelse af kvindens reproduktive kraft til en økonomisk og rituelt brugbar form.

Hos Abelam og Arapesh indgår griseslagterier i tambaran-ritualer; hos Iatmul og Chambri har kvinder stærke roller i den praktiske pasning, mens mænd bruger grisene som statussymboler og i politiske alliancer. I alle tilfælde bliver kvindernes rolle i griseøkonomien endnu et udtryk for deres kraftfulde position i forhold til tambaran – nødvendig og produktiv, men også noget mændene må kontrollere og ritualisere.

Åndehuse i europæiske museer

Åndehuse (haus tambaran) fra Sepik er ikke blot lokale rituelle bygninger, men er også blevet bragt til og genopført i europæiske museer som en del af etnografiske samlinger. Flere museer rummer hele facader eller rekonstruktioner, hvilket har gjort dem til markante symboler for kunst, arkitektur og kulturmøder.

• Museum der Kulturen, Basel: Fik i begyndelsen af 1980’erne fremstillet en fuldskalafacade af et Abelam-åndehus, udført af kunstnere fra Maprik-området. Det var netop denne facade, som filminstruktør  Palle Kjærulff-Smith (1931-2018)  omtaler i sin bog ‘Udsigt’. Mødet med facaden førte ham til Sepik, hvor han besøgte originale åndehuse. Han sammenlignede dem med Jørn Utzons Operahus i Sydney og understregede, at hvor Operahuset rejser sig mod himlen, rører tambaran-husene ved jorden.

Frontfacade af Mbai-åndehus (Abelam, Maprik): 16,8 m høj rekonstruktion udført af lokale kunstnere, udstillet i Museum der Kulturen, Basel.Frontfacade af et Mbai-ceremonihus. Abelam, Kalabu, Maprik, (nordlige) Papua Ny Guinea. Samme åndehus som  Palle Kjærulff-Smith så og fik ham til at rejse jorden rundt for at opbleve et sådan hus på tæt på. Facade skabt specielt til museet før 1980. Kunstnere: Waulemoi (hovedmaler), Kwandshendu, Lake, Kapas, Longen (assistenter). H. 16,80 m. Træ, bambus, slyngplanter, sagopalmer, naturlige farver. Brigitta og Jörg Hauser-Schäublin-samlingen. Kulturmuseet Basel. I denne type hus, der stadig er i hjertet af det sociale og religiøse liv blandt Abelam, finder vigtige ceremonier sted, såsom overgangen fra ungdomsårene til voksenalderen. Interiøret er lukket af for kvinder og uindviede af en måtte, her i skyggerne. I disse omgivelser spiller forfædrene en nøglerolle: mænd skal styrke eksisterende relationer med dem og forhandle nye relationer.

• Humboldt Forum, Berlin: I den faste udstilling fra Ethnologisches Museum findes en rekonstruktion af et Abelam kult-hus med malet gavl, et centralt element i Oceanien-sektionen.

• Wereldmuseum Leiden (Holland): Har tidligere udstillet en tambaran-facade fra Apangai-området, herunder dele af rituelt interiør.

• Weltkulturen Museum, Frankfurt: Rummer en Abelam-gavl på over seks meter, indsamlet i 1961 og fortsat et nøgleobjekt i museets samling.

• Musée du quai Branly – Jacques Chirac, Paris: Stor Sepik-samling og særudstillingen ‘Sepik’, hvor en ceremonihus-facade blev præsenteret som et centralt objekt.

Disse museer har på hver deres måde taget del i bevaringen og udstillingen af åndehuse, som både kunstnerisk og arkitektonisk udtrykker forbindelsen mellem jord, forfædre og åndernes stemme.

Punktopsætning (opsummering)

Tambaran = åndehus og rituelt centrum i Sepik-kulturer.

Affinitet = slægtskabsrelationer gennem ægteskab; ofte præget af ambivalens.

Sammenligninger:

Abelam: kunst og yam-ritualer (Forge).

Arapesh: hemmelig viden og frygt for kvinders indblik (Tuzin).

Iatmul: Naven-ritual håndterer køn og affinitet (Bateson, Silverman).

Chambri: kvinder stærke i økonomi og ritual (Gewertz & Errington).

Postmoderne kritik: Tambaran set som historisk og foranderlig, påvirket af mission og kolonialisme.

Kvinder: både truende og nødvendige for ritual og reproduktion.

Grise: økonomisk og rituel ressource; pasning = kvinders ansvar, ejerskab = mænds prestige.

Tambaran-facader findes i europæiske museer (Basel, Berlin, Paris m.fl.).