Buddhistisk humanisme – fra Bayon-templet og Jayavarman VII til Malalasekera og Dalai Lama
Buddhistisk humanisme: Fra Bayon-templet til Malalasekera og den moderne etik om medfølelse
Indledning
Selv om ordet humanisme ofte forbindes med europæisk idéhistorie, rummer buddhismen en række dybt humanistiske forestillinger, som stammer fra helt andre kulturelle og filosofiske traditioner. I 1956 formulerede den sri lankanske buddholog G.P. Malalasekera en af de klareste udgaver af denne ikke-europæiske humanisme i artiklen “No one has the right to despise a fellow creature”.
Hans budskab falder i forlængelse af en langt ældre tradition, som blandt andet kan ses i Bayon-templet i Angkor Thom – et monument over kong Jayavarman VII, der regerede som en bodhisattva-hersker inspireret af Avalokiteśvara. Denne forestilling om den medfølende hersker genfindes i dag i Dalai Lama-institutionen, som du kan læse om her: Dalai Lama – indre fred og ikke-vold .
I moderne tid er humanismens buddhistiske dimension blevet formidlet globalt af lærere som Thich Nhat Hanh, hvis engagement for fred, ikke-vold og meditation er beskrevet her: Thich Nhat Hanh – engageret buddhisme og fred .
Denne artikel samler trådene mellem oldtidens khmeriske mahayana-univers, tibetansk buddhisme og Malalasekeras moderne etiske humanisme. Læsere, der ønsker en uddybning af Bayon-templet og bodhisattva-herskermodellen, kan finde en nærmere præsentation her: Bayon-templet, Jayavarman VII og Dalai Lama – bodhisattva-herskere mellem Angkor og Tibet .
Dharma – en kort forklaring
Dharma er et centralt begreb i buddhismen og rummer flere sammenvævede betydninger:
- Buddhas lære – den indsigt, der viser vejen ud af lidelse.
- kosmisk orden – den dybe struktur i tilværelsen.
- den rette handling – etisk og meditativ praksis.
- vejen til frigørelse – realiseringen af sandhed og medfølelse.
At leve i overensstemmelse med dharma betyder derfor at handle på måder, som reducerer lidelse, styrker klarhed og bringer en tættere på frigørelse. Dharma er både indsigt og etik.
G.P. Malalasekera – en moderne formulering af buddhistisk humanisme
Faktaboks: Hvem var G.P. Malalasekera?
- Navn: Gunapala Piyasena Malalasekera (1899–1973)
- Nationalitet: Sri Lankansk
- Profession: Buddholog, diplomat, underviser og forfatter
- Kendte værker: Skaberen af Buddhist Encyclopaedia
- Rolle: Præsident for World Fellowship of Buddhists
- Vigtig tekst: “No one has the right to despise a fellow creature” (Courier, juni 1956)
I sin artikel fra 1956 tager Malalasekera udgangspunkt i en historie, hvor Buddha irettesætter nogle selvgode munke, der anså sig for bedre end andre. Malalasekera understreger pointen: ingen har ret til at foragte nogen som helst skabning.
Hans argumentation bygger på doktrinen om Buddha-naturen – læren om, at alle levende væsener rummer det iboende potentiale til at blive buddhaer. Ingen er født overlegne, rene eller urene. Sociale hierarkier, kastesystemer og diskrimination er derfor uforenelige med buddhistisk lære.
Det afgørende hos Malalasekera er, at denne tanke ikke formuleres politisk, men etisk: Ligeværd udspringer af alles spirituelle potentiale. Alle skabninger har værdi, ikke i kraft af rettigheder, men i kraft af deres mulighed for oplysning.
Dette er en buddhistisk humanisme, fordi den:
- afviser sociale hierarkier,
- forkaster kastesystemet,
- ser alle væsener som åndeligt ligestillede,
- grundlægger etik på medfølelse (karuṇā),
- forstår menneskelig værdighed som del af en fælles vej.
Sammenhængen: Fra Bayon til Dalai Lama og Malalasekera
Når man ser Bayon-templet, Dalai Lama-institutionen og Malalasekeras tekst i sammenhæng, tydeliggøres en lang, ubrudt humanistisk tradition inden for buddhismen.
- Bayon-templet: Jayavarman VII regerede som en bodhisattva-konge, hvor statens opgave var at lindre lidelse. Humanisme i arkitektur og handling.
- Dalai Lama: En levende arv af Avalokiteśvara, hvor medfølelse bliver en global etik, formuleret som sekulær moral.
- Malalasekera: En moderne humanisme, hvor ingen må foragtes, fordi alle rummer Buddha-naturen.
Tilsammen viser disse tre eksempler, at buddhismen indeholder en stærk, selvstændig humanistisk tradition, der ikke er afhængig af europæiske idéhistoriske spor. Her udspringer menneskelig værdighed ikke af fornuft eller rettigheder, men af fælles potentiale, fælles lidelse og fælles vej mod frigørelse.
Konklusion
Buddhistisk humanisme er ikke en parallel til europæisk humanisme, men et selvstændigt humanistisk univers. Jayavarman VII formgav den i sten i Angkor Thom, Dalai Lama formidler den globalt som etik for fred og gensidig forståelse, og Malalasekera formulerede den i ord i 1956 som en radikal lære om ligeværd.
Fælles for alle tre er tanken om, at ingen skabning må foragtes, og at medfølelse er det højeste princip. Dette gør buddhismen til en af verdens ældste, mest konsekvente og mindst eurocentriske humanismer.