En indledende distinktion

Navnet “Jesus Kristus” lyder som ét navn. Det er det ikke. Det er to størrelser sat sammen – en historisk person og en teologisk titel – og spændingen mellem dem har drevet kristen teologi siden begyndelsen. Jesus er et jødisk mandsnavn, Jeshua, almindeligt i det første århundrede. Kristus er den græske gengivelse af det hebraiske Masjiach, “den salvede”, og betegner ikke en person men en funktion, en rolle, en kosmisk status.

Fusionen af disse to – det jordiske og det guddommelige, det historiske og det evige – er ikke opstået på ét tidspunkt. Den er sket gradvist, gennem lag af fortolkning, filosofisk lån og institutionel beslutning. Kirkemødet i Nikæa i 325 e.Kr. er det moment hvor fusionen blev låst fast som dogme. Men for at forstå hvad der skete i Nikæa, må man forstå hvilke begreber og forestillinger der allerede var til stede da biskopperne satte sig.

Det filosofiske forud: Græske begreber om væsen og Logos

Den græske filosofi havde i århundreder arbejdet med spørgsmålet om forholdet mellem det synlige og det usynlige, det forgængelige og det evige, det enkelte og det universelle.

Ousia (οὐσία) – væsen, substans, det at være noget – er hos Platon betegnelsen for tingenes egentlige, uforanderlige virkelighed i idéverdenen, bag det vi sanser. Aristoteles gør ousia til sin metafysiks første kategori: det er det en ting grundlæggende er, uafhængigt af dens egenskaber. Dette begreb er fundamentet for hele Nikæa-striden.

Logos (λόγος) – ord, fornuft, princip – er hos de stoiske filosoffer det guddommelige fornuftsprincip der gennemtrænger og opretholder kosmos. Logos er ikke en person men et ordensprincip, en kosmisk intelligens. Hos Heraklit (ca. 500 f.Kr.) er Logos allerede den universelle lov bag tilværelsens tilsyneladende modsætninger.

Den jødisk-hellenistiske filosof Filon af Alexandria (ca. 20 f.Kr. – 50 e.Kr.) er afgørende som brobygger. Han sammensmeltede jødisk skabelsestheologi med græsk Logos-filosofi og beskrev Logos som Guds “førstfødte søn”, som mellemled mellem den transcendente Gud og den materielle verden. Logos er hos Filon hverken fuldt ud Gud eller fuldt ud skabt – præcis den position som Arius senere ville indtage om Kristus.

Neoplatonismen, særlig hos Plotin (205–270 e.Kr.), udviklede læren om tre hypostaser: Det Ene (τὸ ἕν), Intellektet (νοῦς) og Sjælen (ψυχή). Disse tre er ikke lige, men udgår fra hinanden i en hierarkisk emanation. Spørgsmålet om de tre princippers indbyrdes væsenslighed er strukturelt identisk med den trinitariske debat. De kristne biskopper i Nikæa kendte denne tænkning – den var standardpensum for enhver lærd mand i antikken.

Den synkretistiske arv: Hvad kristendommen allerede var

Rudolf Bultmann er den teolog der med størst ærlighed har anerkendt kristendommens sammensatte og synkretistiske karakter. Han pegede på at den tidlige kristendom ikke opstod i et vakuum men i et kulturelt og religiøst mødested:

• Den jødiske apokalyptik med dens forventning om en kommende frelserskikkelse og verdens forestående omdannelse
• Den hellenistiske mysteriereligion med dens forestillinger om en gud der dør og opstår, om rituel deltagelse i guddommens liv
• Den gnostiske strømning med dens skarpe skelnen mellem åndens lyse verden og materialitetens mørke, og dens forestilling om en himmelsk forløser der stiger ned

Disse strømninger flød ind i hinanden i det første og andet århundrede. Paulus skriver allerede i sine breve (50’erne e.Kr.) om Kristus som den præeksistente Logos der “var i Guds skikkelse” (Fil 2:6) og som kosmisk skabelsesmiddel (Kol 1:15–17). Det fjerde evangelium åbner direkte med Logos-hymnen: “I begyndelsen var Ordet” – en bevidst reference til både 1 Mosebog og Filons Logos-teologi.

Den historiske Jesus fra Galilæa er i disse tekster allerede ved at blive fortolket ind i en kosmisk ramme der rækker langt ud over hans konkrete liv og virke.

Fusionens to poler

For at forstå Nikæa må man holde de to størrelser adskilte:

Jesus – den historiske pol

En jødisk prædikant fra Galilæa, sandsynligvis virksom ca. 28–30 e.Kr. Hans forkyndelse var apokalyptisk i sit grundlag: Gudsriget er nær, omvend jer, det bestående er ved at gå under. Han helbredte, spiste med udstødte, konfronterede tempelmagten og blev henrettet som oprørsk element af den romerske besættelsesmagt. Dette er den skikkelse som den historisk-kritiske forskning fra det 18. århundrede fremefter forsøgte at rekonstruere.

Kristus/Logos – den kosmiske pol

En evig, guddommelig størrelse, Guds Ord og Fornuft, prækosistent og verdensskabende, det princip gennem hvilket alt er skabt og opretholdt, den der stiger ned i kødet for at forløse menneskeheden og åbne vejen til forening med Gud. Denne forestilling er dybt præget af den mellemplatoniske og neoplatoniske tænkning om kosmiske mellembyer mellem det absolutte og det materielle.

Nikæa: Fusionens institutionalisering

Da kejser Konstantin indkaldte ca. 300 biskopper til Nikæa i 325, var spørgsmålet tilsyneladende teknisk: hvad er forholdet mellem Faderen og Sønnen? Men under overfladen lå fusionsproblemet i al sin skarphed.

Arius fra Alexandria tilbød en elegant løsning: Logos/Kristus er skabt af Faderen, sublim og hævet over alt skabt, men ikke af samme evige væsen som Faderen. “Der var en tid da han ikke var” (ἦν ποτε ὅτε οὐκ ἦν). Denne position løser faktisk fusionsproblemet: ved at rykke Kristus ned mod det skabte rykkes han nærmere den historiske Jesus. Han bliver et ophøjet mellemvæsen – guddommelighed nær, men ikke Gud selv.

Athanasius og de ortodokse insisterede på det modsatte, og her er Timothy Wares citat fra The Orthodox Church (s. 30) centralt: kun hvis Kristus er Gud kan han forene mennesket med Gud, for kun Gud kan åbne vejen til enhed med Gud. Dette er det soteriologiske argument – frelsesteologiens krav bestemmer ontologiens svar. Hvad forløsningen kræver, det må Kristus være.

Koncilet vedtog homooúsios (ὁμοούσιος) – “af samme væsen” – som den afgørende bestemmelse. Sønnen er af samme væsen som Faderen, ikke blot af lignende væsen (ὁμοιούσιος) – med et enkelt iota til forskel, den berømte “iotastrid”.

Det er værd at standse op ved dette: Nikæa udtaler sig om Kristus – om Logos, Guds evige Søn. Ikke primært om Jesus fra Nazareth. Den nikænske trosbekendelse nævner begge navne – “én Herre Jesus Kristus, Guds enbårne Søn” – men det er Kristus-siden, den kosmiske pol, der bærer den teologiske vægt. Jesus er fusionens historiske ankerpunkt; Kristus er det ontologiske udsagn.

Fusionen kanoniseres altså asymmetrisk: det er den guddommelige pol der defineres præcist og forsvares med filosofisk stringens. Den historiske pol følger med som en nødvendig forudsætning – inkarnationen kræver at der er en historisk person – men undersøges ikke nærmere.

Den nikænske trosbekendelse

Selve teksten fra 325 – i den form den siden blev udvidet ved koncilet i Konstantinopel i 381 og som den kendes i dag – lyder således:

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens skaber, alle synlige og usynlige tings skaber.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen (ὁμοούσιον τῷ Πατρί), ved hvem alt er skabt; som for os mennesker og for vor frelses skyld steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske; som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, led og blev begravet; som opstod på den tredje dag efter skrifterne og fór op til himlene, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og på hans rige skal der ikke være ende.

Og på Helligånden, Herren, den livgivende, som udgår fra Faderen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, og som har talt ved profeterne.

Og på én, hellig, katolsk og apostolisk kirke. Vi bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og det evige livs verden. Amen.

Teksten er et præcist spejl af fusionsproblemet. Først den kosmiske pol: “Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født ikke skabt, af samme væsen som Faderen” – og derefter den historiske forankring, komprimeret til én sætning: han “steg ned fra himlene og blev kød … blev korsfæstet under Pontius Pilatus.” Den romerske embedsmands navn er det eneste historiske holdepunkt i en tekst der ellers bevæger sig i evighedens kategorier. Pontius Pilatus er fusionens tidsmarkør.

Hvad Nikæa ikke svarede

Nikæa løste ét spørgsmål – Kristus er fuldt ud Gud – men åbnede et andet: hvordan hænger den evige Logos konkret sammen med det historiske menneske Jesus? Svaret kom først ved Kalkedon i 451, der vedtog læren om de to naturer i én person: fuldt ud Gud og fuldt ud menneske, uden sammenblanding og uden adskillelse.

Man kan læse den dogmehistoriske udvikling som en gradvis indkapsling af fusionsproblemet:

Hvert møde sætter en ny parentes om problemet. Fusionen dogmatiseres successivt uden at den underliggende spænding ophæves.

Eftertiden: Fusionen trækkes fra hinanden

Fra det 18. århundrede begynder historisk-kritisk metode at stille det spørgsmål som Nikæa forsøgte at lukke: hvem var Jesus egentlig?

Fusionens logik

Set i dette perspektiv kan man sige at Nikæa ikke skabte fusionen – den var allerede i gang i Paulus’ breve og Johannesevangeliet. Hvad Nikæa gjorde var at:

1. Fastlægge fusionens øvre pol med maksimal kraft: Kristus er fuldt ud Gud, homooúsios med Faderen
2. Gøre fusionen til ortodoksiens kerne: at benægte den er kætteri
3. Kanonisere paradokset frem for at opløse det: man siger ikke hvordan de to størrelser hænger sammen, men at de gør det

Wares soteriologiske argument er på en måde fusionens inderste logik: det er fordi frelsen kræver Guds fulde tilstedeværelse, at Kristus må være Gud. Jesus-skikkelsens historiske realitet sikrer at forløsningen er sket i virkelig menneskelig krop og tid. Kristus-dimensionens guddommelige fuldstændighed sikrer at forløsningen har kosmisk rækkevidde.

De to sider behøver hinanden inden for dette frelseslogiske system. Men det er præcis dét der gør fusionen så svær at opretholde intellektuelt: den er ikke en filosofisk slutning men et frelsespostulat – og det er hverken Platon, Aristoteles eller Plotin der til syvende og sidst driver den frem, men behovet for at det guddommelige og det menneskelige virkelig kan mødes.