M. S. Subbulakshmi – stemmen, der byggede broer mellem musik, tro og kultur
M. S. Subbulakshmi var mere end “Indiens nattegal”. Hun forbandt nord og syd, brød kønsbarrierer og gjorde bhaktiens sprog universelt. Som Mirabai på film, som sanger af Bhaja Govindam og som åndelig stemme for et helt land byggede hun broer mellem tro, kunst og menneskelighed.
Portræt af M. S. Subbulakshmi som 30-årigM. S. Subbulakshmi 30 år gammel
Hun blev kaldt Indiens nattegal, men M. S. Subbulakshmi var mere end en stemme. Hun var en brobygger mellem nord og syd, en kvinde i et mandsdomineret musikliv, og en kunstner, der gjorde bhaktiens sprog levende fra landsbyernes templer til FN’s talerstol.
Da filmen Meera fik premiere i 1945, stod en ny stjerne allerede klar til at skinne på hele Indiens himmel. I rollen som den hengivne digter Mirabai bar M. S. Subbulakshmi ikke blot en fortælling om kærlighed og guddommelig længsel frem på lærredet, men hun forvandlede rollen til sit eget gennembrud. Hendes inderlige fremførelse af bhajans gjorde filmen til en enorm succes, og da en hindi-version blev lanceret to år senere i Bombay – med Sarojini Naidu og Jawaharlal Nehru til stede – blev Subbulakshmi hele nationens stemme. Efter Meera forlod hun filmverdenen. Hun havde fundet sit kald: musikken alene.
Filmplakat af M. S. Subbulakshmi i rollen som Mirabai i Meera (1945)
Netop musikken gjorde hende til en sjælden brobygger. Carnatic-musikken, som var hendes hjem, havde længe været et sydindisk domæne. Men Subbulakshmi åbnede den for hele Indien. Hun sang Vishnu Sahasranamam, Bhaja Govindam og talløse bhajans med en stemme, der forbandt teknisk perfektion med en sjælelig varme. Det var derfor ikke tilfældigt, at Ravi Shankar, den store sitarist fra nord, talte om hende som en devi – en gudinde. “Hun var enkel, men der var guddommelighed i hendes stemme,” skrev han senere. Han så hende som en kunstner, der løftede musikken til et åndeligt plan og skabte broer, hvor der før var skel.
I begyndelsen af hendes indspilning af Bhaja Govindam indleder hun med en kort hyldest til Sri Ramakrishna. Hun kalder ham en avatāra, en guddommelig inkarnation. Ordene er korte, men de placerer sangen i en åndelig tradition, hvor Ramakrishna netop blev forstået som en avatar af sine disciple, blandt andet Swami Saradananda. Subbulakshmi var ikke formelt medlem af Ramakrishna Mission, men hun stod bevægelsen nær, støttede dens projekter og havde selv en guru i Swami Ranganathananda. At kalde på Ramakrishna, inden hun sang Shankaras klassiske vers, var derfor ikke blot en musikalsk gestus, men en erklæring af hendes egen hengivelse.
Under indspilningen af Bhaja Govindam – Subbulakshmi i midten, Swami Ranganathananda siddende i stolen
At hun overhovedet kunne nå så langt, var i sig selv et brud med konventionerne. Hun voksede op i Madurai i en familie, hvor hendes mor spillede veena. Alligevel var scenen i 1930’erne og 1940’erne domineret af mænd, og kvinder, der optrådte offentligt, måtte ofte kæmpe med fordomme. Subbulakshmi trådte ind på scenen som 13-årig ved Madras Music Academy – noget uhørt for en ung pige – og allerede da blev hendes særlige lys erkendt. Senere, med sin ægtemand Kalki Sadasivam som støtte og manager, formåede hun at navigere den offentlige sfære med værdighed og integritet. Hun blev den første musiker – og dermed også den første kvinde – der modtog Indiens højeste orden, Bharat Ratna, og hun fik international anerkendelse med Ramon Magsaysay-prisen.
Hun selv søgte aldrig rampelyset. Hun lod musikken tale, og musikken var for hende bøn. Hendes fremførelser blev aldrig kun kunst; de var hengivelse, og det var denne hengivelse, publikum mærkede. Hun gjorde Carnatic-musikken universel uden at miste dens rødder. Hun gjorde bhaktiens sprog tilgængeligt for alle, fra landsbybeboere til FN’s generalforsamling, hvor hun senere optrådte.
M. S. Subbulakshmi – Indiens nattegal
Opsummerings-punkter
Gennembrud med filmrollen som Mirabai i Meera
Brød kønsbarrierer i et mandsdomineret musikliv
Gjorde Carnatic-musik til en national kunstform
Hyldede Ramakrishna og byggede åndelige broer
Første kvinde med Bharat Ratna og global anerkendelse
Ordbog
Veena – Traditionelt indisk strengeinstrument, særligt udbredt i Sydindien. Ofte brugt i Carnatic-musik med dyb, resonant klang.
Carnatic-musikken – Klassisk musiktradition fra Sydindien, baseret på ragaer (melodiske skalaer) og talaer (rytmer). Kendt for improvisation og åndelig hengivenhed.
Bhajans – Enkle, hengivne sange på folkeligt sprog, sunget til ære for en guddom. Typisk følelsesfulde og fællesskabsorienterede.
Avatāra – Hinduistisk begreb for en guddommelig inkarnation. En gud “stiger ned” i menneskelig form, fx Krishna eller Ramakrishna.
Bhakti – Den religiøse vej gennem hengivelse, kærlighed og bøn til det guddommelige.
Bharat Ratna – Indiens højeste civile orden, givet for exceptionelle bidrag til kunst, videnskab, offentlig tjeneste eller humanisme.
Shankara (Adi Shankaracharya) – Indisk filosof og teolog fra 700-tallet, grundlægger af advaita vedānta (ikke-dualisme). Han skrev bl.a. Bhaja Govindam, som Subbulakshmi gjorde berømt gennem sin fortolkning.
Læs også: Sarada Devi og mødet med Bengalens dacoits
