Sarada Devi og mødet med Bengalens dacoits

Den legendariske bengalske mystiker Sri Ramakrishna blev gift med Sarada Devi i maj 1859 (nogle kilder angiver 1858) i overensstemmelse med datidens traditioner i Indien.

• Sarada Devi: Var 5 til 6 år gammel.
• Sri Ramakrishna: Var 23 år gammel.

Efter brylluppet blev de ikke forenet med det samme. Sarada Devi blev boende hos sine forældre, indtil hun blev 18 år gammel, hvorefter hun sluttede sig til Ramakrishna i Dakshineswar-templet, hvor han var den ledende præst.

Sarada Devi rejste til Dakshineswar for første gang i marts 1872, hvor hun var 18 år gammel. Hun besluttede at opsøge sin mand, fordi der i hendes hjemby gik rygte om, at Sri Ramakrishna var blevet sindssyg på grund af sine intense spirituelle øvelser.

Rejsen til fods: Hun gik hele vejen fra sin landsby, Jayrambati, til Dakshineswar sammen med sin far, Ramachandra, og en gruppe pilgrimme. Rejsen var over 100 kilometer lang.

Sygdom undervejs: Den hårde vandring tog hårdt på hende. Hun fik en alvorlig feber undervejs og måtte søge ly i et lille herberg langs vejen.

Den guddommelige vision: Mens hun var syg, havde hun en vision af en smuk, mørk kvinde (en manifestation af gudinden Kali), der satte sig ved hendes side, strøg hende over panden og helbredte hende, så hun kunne fortsætte næste dag.

Hun fortalte senere i livet: ”Jeg mistede bevidstheden på grund af feberen – pludselig så jeg en fuldstændig sort kvinde der sad ved mit leje (gudinden Kali beskrives som sort eller nogle gange blåsort). Hun var ubeskrivelig smuk, hun strøg mit smertende hoved med sine kølige hænder, og jeg fornemmede, at varmen i min krop forsvandt. ”Hvor kommer du fra?” spurgte jeg, og hun svarede ”Fra Dakshineswar”. Jeg var målløs af forbavselse og sagde: ”Jeg er på vej netop til Dakshineswar for at besøge min mand, men denne feber har tilbageholdt mig her.” Hertil svarede hun: ”Vær ubekymret, du er snart rask og vil besøge din mand i Dakshineswar. Det er for din skyld, jeg har anbragt ham der.” ”Er det virkelig sådan?” spurgte Sarada Devi. ”Men hvem er du for mig?” ”Jeg er din søster,” svarede hun. Sarada Devi blev meget forbavset og faldt i en dyb søvn, og om morgenen var hun feberfri.

Sri Sarada Devi fortog flere fodrejser til Dakshineswar, inden hun bosatte sig der. På en af disse rejser havde hun en oplevelse, de færreste kommer ud for her i livet. Nemlig mødet med de berygtede forbrydere, dacoits.

De bengalske dacoits (forbrydere) holdt til i urskovene og flodsystemerne, hvorfra de kunne overfalde og plyndre landsbyerne og rejsende.

De blev ofte opfattet som sociale oprørere frem for simple kriminelle, og mange af dem var kendt for deres stærke religiøse tilknytning til gudinden Kali.

Kali repræsenterer den ultimative kosmiske kraft, destruktion af det onde og tidens forandring. For banditterne var hun ikke blot en guddom, men en beskytter, der sanktionerede deres voldelige livsstil, så længe de fulgte hendes strikse ritualer.

Midnatsritualer og Dakate Kali Puja

Banderne udførte en særlig form for bøn kaldet Dakate Kali Puja (Banditternes Kali-tilbedelse).

• Nattetid: Mens almindelige hinduistiske guddomme oftest tilbedes om dagen, foregik banditternes ritualer altid i nattens dybeste mørke, gerne på månløse nætter (Amavasya) lige før et planlagt togt.

Mange af banditternes ritualer fandt sted i primitive ler-templer dybt inde i Bengals tætte jungle eller tæt på Hooghly-flodens bredder, så de hurtigt kunne flygte via vandvejene.

Flere af disse steder eksisterer faktisk endnu i dag i den indiske stat Vestbengalen og i Bangladesh, kendt som Dakat Kali Bari (Banditternes Kali-templer). Da banditterne med tiden forsvandt, overtog de lokale landsbyboere og jordejere (zamindarer) pasningen af templerne, og de fejres fortsat den dag i dag under den årlige Kali Puja-festival.

Sri Sarada Devi møder de berygtede dacoits

Sarada Devi rejste til fods fra sin landsby sammen med en gruppe slægtninge og andre. Urskoven de skulle igennem var beboede af adskillige dacoits, der var berygtede for at overfalde rejsende. Rejseselskaber ville gerne nå frem til landsbyen Tarakeswar, inden mørket faldt på, og man skyndte derfor på hinanden. Sarada Devi var meget udmattet og kom bagefter, og de andre måtte flere gange vente på hende. Nu var der fare for, at de ikke nåede Tarakeswar, før den kulsorte tropenat faldt på, og Sarada Devi sagde derfor til de andre, at de bare skulle gå i forvejen – hun ville klare sig selv.

Efter mørkets frembrud befandt Sarada Devi sig alene i junglen og vidste ikke sine levende råd. Hun var skræmt fra vid og sans, da hun fik øje på en høj mand med en stav over skulderen (et almindeligt våben, som blev brugt af dacoits), der kom hen imod hende. Lidt bag manden kom en kvinde, hans kone. Manden udbrød meget barsk: ”Hvem er det, der står her midt om natten?”

Sarada Devi var som sagt skrækslagen, nu hvor hun stod overfor en af de berygtede forbrydere. Hun tog sig sammen og svarede: ”Kære far, mine medrejsende er gået videre og har forladt mig her, og jeg er fortabt. Vil du hjælpe mig med at finde mit rejseselskab? Din svigersøn bor i Rani Rasmanis tempel i Dakshineswar, og jeg er på vej dertil. Hvis du ledsager mig dertil, vil han blive meget taknemmelig.” Samtidig var mandens kone nået frem, og Sarada Devi henvendte sig nu til hende: ”Mor, jeg er din datter, Sarada. Jeg er i store vanskeligheder, men heldigvis er far og du selv dukket op, ellers ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle have gjort.”

Sarada Devi benyttede sig af den udbredte skik i Bengalen, hvor man tiltalte fremmede, man ville hædre, som familie. De to dacoits blev rørt over hendes tillid og ligefremme væsen, og de tog hende med til et sted, hvor de kunne overnatte og få nogle forfriskninger. Næste dag hjalp de hende til landsbyen Tarakeswar, hvor de mødte rejseholdet. Sarada Devi introducerede sin nye far og mor for de andre og fortalte, hvordan de havde reddet hende. Senere i livet fortalte hun ofte: ”Bare på én nat var vi blevet så tæt knyttede til hinanden, at jeg græd, da vi skiltes.” De to banditter kom en gang imellem og besøgte hende og Sri Ramakrishna i Dakshineswar, og de havde søde sager med til dem begge. Sri Ramakrishna behandlede dem på alle måder som sine svigerforældre.