Vladimir Bogoraz – Chukotkas store etnograf

Vladimir Germanovich Bogoraz 1865 – 1936

Vladimir Bogoraz – kongen af Tjukotka og broderen til en gud

Der findes liv, hvor videnskab og skæbne ikke lader sig skille. Vladimir Germanovitj Bogoraz (1865–1936) – revolutionær, forfatter, etnograf, og under pseudonymet N. A. Tan en digter af taigaen – var et af disse liv. Han blev en af den moderne russiske antropologis grundlæggere, men hans vej dertil gik gennem arrestationer, forvisning og et møde med et folk, som for altid forandrede ham: tjukterne.

Han blev født i 1865 i Ovruch i det vestlige Ukraine, i en familie af jødiske lærde. Faderen var rabbiner, moderen kendt for sin stærke vilje. Sønnen blev døbt og fik navnet Vladimir, men beholdt sit jødiske navn Nathan som forfatterpseudonym – Tan. Det var tidens paradoks: assimilation og søgen efter frihed, men også undertrykkelse. Den unge Bogoraz læste jura i Sankt Petersborg, blev grebet af de revolutionæres idéer og kastet ud i den ulovlige narodnik-bevægelse, “Folkenes vilje”. Det kostede ham studierne og friheden. To gange arresteret, elleve måneder i fængsel, og i 1889 sendt i eksil til det nordøstligste hjørne af imperiet – Kolyma, et navn, der senere skulle blive synonymt med kulde og straf.

Men her, hvor andre så forvisning, fandt Bogoraz et univers. Han lærte tjukternes sprog, boede i deres telte, lyttede til deres fortællinger og myter. I landsbyen Markovo oprettede han en lille “republik”, som lokale senere kaldte Tanlandia – et selvstyre under hans ledelse, hvor lærdom og retfærdighed gik hånd i hånd med liv i tundraen. Han blev både lærer, læge, dommer og præst for de mennesker, der kaldte ham “vort øje mod verden”. I hans dagbøger skrev han:

“Jeg kom hertil som fange, men jeg lærte at se, og tundraen blev mit universitet.”

Da han i 1899 vendte tilbage fra Sibirien, bragte han med sig en uvurderlig skat: sange, myter og sproglige optegnelser, som grundlagde studiet af tjuktisk kultur. Hans essays og poetiske tekster, udgivet under navnet Tan, gjorde ham kendt langt ud over Rusland.

Samme år blev han inviteret til New York af American Museum of Natural History for at deltage i den berømte Jesup North Pacific Expedition, organiseret af Franz Boas. Sammen med sin ven og kollega Waldemar Jochelson udforskede han Anadyr-området, indsamlede genstande, mytologi og beskrivelser af livsformer blandt tjuktere, korjakker og lamuter (evenker). Resultatet blev monumentale værker som The Chukchee (1904) og Chukchee Mythology (1910) – endnu i dag grundtekster i sibirisk etnografi.

1932 – Åbning af Museet for Religions- og Ateismehistorie.  Bogoraz (med fipskæg) ved siden af en shaman

I New York fandt Bogoraz for en tid ro. Han arbejdede på museet, skrev og underviste, men revolutionen trak ham hjem. I 1904 vendte han tilbage til Rusland og kastede sig igen ind i de politiske og videnskabelige strømme. Han blev professor i etnologi i Petrograd, arbejdede på det antropologiske museum og grundlagde Nordens Folks Institut, hvor han udviklede metoder for feltarbejde og skrev de første lærebøger i etnografi på russisk.

I 1920’erne rejste han atter til det nordlige Rusland – denne gang som forsker med myndighedernes tilladelse. Han organiserede ekspeditioner, udarbejdede skriftsprog for de små folk i nord, og forsøgte, midt i Sovjettidens ensretning, at bevare en menneskelig tone i forskningen. For ham var etnografi aldrig blot indsamling, men en moralsk forpligtelse. Han sagde:

“At kende den anden er ikke at katalogisere ham, men at høre hans stemme.”

Ifølge den artikel, der senere kaldtes “Tjukotkisk konge og broder til en gud”, så tjukterne ham som noget mellem en hersker og en shaman. De sagde, at Tan var “broder til en gud – men kun for én dag”. En smuk metafor for hans livs dobbelthed: den revolutionære intellektuelle, der blev konge i et land af sne, og som videnskabsmand stadig bar en digters sjæl.

Vladimir Bogoraz døde i 1936 i et tog mellem Moskva og Leningrad – på vej hjem, som så ofte før. I dag huskes han som en af dem, der forbandt verden. Han viste, at tundraens folk ikke var “de andre”, men mennesker med filosofi, humor og poesi. Hans værker blev grundlaget for en hel generation af forskere og et vidnesbyrd om, hvordan man kan finde frihed i eksil og sandhed i mødet med det fremmede.