Den andens blik og kulturens modstand

Fra Sartre til Grønland

Jean-Paul Sartre analyserede i Væren og intet (1943) forholdet mellem mennesker som en eksistentiel kamp mellem subjekt og objekt. I det øjeblik jeg opdager, at nogen ser mig, mister jeg kontrollen over, hvem jeg er. Jeg bliver et objekt i den andens bevidsthed. Det, Sartre kaldte den andens blik, er derfor aldrig neutralt. Det bærer en iboende magt: den, der ser, har definitionsretten. Skammen er ikke en moralisk følelse, men en oplevelse af tabt frihed.

Denne eksistentielle struktur blev senere genfortolket i en kolonial og historisk virkelighed. I sit essay Jødespørgsmålet (1946) skrev Sartre: “Det er antisemiten, der skaber jøden.” Identitet kan altså påtvinges udefra gennem magtens blik. Mange tyske jøder oplevede først deres “jødiskehed”, da de blev gjort til jøder af nazismens forfølgelse. Frantz Fanon videreførte denne tanke i et kolonialt perspektiv: “Jeg blev sort i det øjeblik, den anden så mig.” Kolonialismen producerer den anden gennem blikkets magt – et blik, der definerer, klassificerer og fastlåser.

Men koloniale situationer eksisterer aldrig i et vakuum. På begge sider af magtens spektrum findes allerede etablerede kulturer, som hver har deres egne måder at håndtere blikket på. Den enkelte kan trække på kulturelle erfaringer og fortolkningsevner, som afvæbner eller neutraliserer den andens magt. I Grønland, for eksempel, tog man sjældent danskernes hovmod og bedreviden alvorligt. De fleste grønlændere lod som om de accepterede danskernes selvforståelse, men mødte dem indvendigt med et stilfærdigt grin. Bag overfladens høflighed fandtes en kulturel suverænitet, der gjorde blikket ufarligt.

I ekstreme tilfælde – som deportationen til Auschwitz – er magten total: identiteten bliver fysisk defineret udefra, og ingen kulturel strategi kan ophæve den. Men i hverdagen, i koloniale og postkoloniale relationer, eksisterer et spektrum af muligheder. Der kan opstå subtile former for modviden, skjult latter og symbolsk overlevelse, som antropologien senere har beskrevet.

Sartre viste, at blikket er magt. Fanon viste, at blikket kan blive kolonial vold. Men koloniserede folk har vist, at blikket også kan vendes eller gøres harmløst gennem kulturens egne strategier – ironi, tavshed, latter eller indre distance. Det grønlandske eksempel minder os om, at identitet aldrig blot er en reaktion på magt, men også en aktiv og kreativ form for modstand. Kulturens erfaring kan omdanne det, der skulle ydmyge, til noget komisk, og det, der skulle tvinge, til noget tomt. Her bliver modstanden ikke råbende, men rolig – og dybt effektiv.

Videre læsning

• Jean-Paul Sartre: Væren og intet (Hans Reitzels Forlag, 1994)
• Jean-Paul Sartre: Réflexions sur la question juive (1946)
• Frantz Fanon: Sort hud, hvide masker (1952)
• Linda Tuhiwai Smith: Decolonizing Methodologies (1999)