Festkoncert i Tivoli for Dmitrij Sjostakovitj – 1976

Lørdag den 18. september 1976 var jeg til en festkoncert i Tivoli for Dmitrij Sjostakovitj. Scenen var dekoreret med røde flag, og flere festtalere indledte koncerten. På hver stol lå en publikation skrevet af Erik Stahl, medlem af Landsforeningens hovedbestyrelse og forfatter til mammutværket Den russiske musiks historie i to bind.

Denne lille publikation har jeg gemt gennem årene. Skriften var med tiden blevet næsten ulæselig, men nu er teksten renskrevet, så den igen kan læses. Måske kan også andre glæde sig over den.

Dmitrij Sjostakovitj 1925

Festkoncert i Tivoli for Dmitrij Sjostakovitj, 18. september 1976

Den 25. september ville den store sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitj være fyldt 70 år.
I Danmark blev dette fejret med opførelser af værker, som ikke tidligere havde været spillet her.
I Århus opførte Studenterorkestret 12. symfoni i begyndelsen af oktober, mens København fejrede fødselsdagen med en koncert i Tivoli allerede den 18. september.

Koncerten arrangeredes i samarbejde mellem Tivoli og Landsforeningen til samarbejde mellem Danmark og Sovjetunionen. Som medvirkende deltog fremtrædende sovjetiske musikere. Dirigent var Maksim Sjostakovitj (komponistens søn), og blandt solisterne fandtes sangeren Vitalij Gromadski fra Bolsjoj-operaen. Desuden deltog violinisten Anton Kontra, pianisten Bohumila Jedlikova samt Tivolis koncertsalorkester.

Koncerten åbnede med forspillet til Musorgskijs opera Chovansjtjina. Derefter sang Gromadski en solosang over Sjostakovitjs romancer op. 62 til tekster af engelske digtere. Anton Kontra og Bohumila Jedlikova opførte violinsonaten op. 134, og koncerten afsluttedes med 12. symfoni Året 1917.

De tre værker repræsenterede forskellige perioder af komponistens liv. Romancerne er fra 1942, skrevet i krigstidens skygge. Violinsonaten er fra 1968 og blev komponistens sidste fuldendte værk.
12. symfoni, skrevet i 1961, bærer undertitlen Året 1917 og er et minde om ungdomsårene, der fik en særlig betydning ved at åbne ham for samtidens vestlige musik – Mahler, Berg, Hindemith, Bartók og Ravel.

Selv om disse romancer blev skrevet i en pause mellem de store symfonier nr. 7 og nr. 8, hvor krigens trusler var overvældende, så er de fyldt med ren skønhed og et håb, som hæver sig over tidens mørke.

Sjostakovitj satte den højeste pris på sanger Vitalij Gromadski, som fortolkede sangene med inderlig overbevisning. De udtrykker menneskets kamp for at bevare en ren samvittighed i en tid, som uafladeligt frister til kompromis med mørke magter.

I 7. symfoni er budskabet klart: 1. sats er en satire over det tyske vanvid. 6. symfoni er ganske uden program, men i 1. sats hører vi krigens gru. Om 2. sats har der været delte meninger: nogle ser den som en hyldest til ungdommens styrke, andre som en satire over fjenden. Sjostakovitj selv svarede aldrig direkte, når man spurgte ham om den rette tolkning.

4. sats kan dog kun opfattes som en drøm om fred. Her er intet pompøst opbud af sejrsmusik, men snarere en længsel efter en tid, hvor mennesket kan finde personlig lykke, drømme, tanker og fred i naturen.

Her ligger netop storheden i Sjostakovitjs kunst: evnen til at forene det personlige med et stærkt engagement i folkets kamp mod fjenden og i opbygningen af et nyt samfund i overensstemmelse med kommunismens idealer.

Men også dette engagement førte ham ofte i vanskeligheder. I 1948 blev han hårdt kritiseret og måtte trække sig tilbage, men kom igen frem efter Stalins død i 1953. Hans 10. symfoni fra dette år er et personligt dokument og samtidig et stærkt politisk værk. 11. symfoni, skrevet i 1957, skildrer den første russiske revolution i 1905 og massakren på en fredelig demonstration foran Vinterpaladset i Petersborg. 12. symfoni fra 1961 fortsætter denne linje med titlen ”Året 1917” og en hyldest til Lenin.

Sjostakovitjs senere værker – især 13. og 14. symfoni – vidner om en kunstner, som i dyb alvor fortsatte kampen for sandhed og menneskelighed. Han oplevede gentagne gange at blive kritiseret og sat under pres, men også at blive rehabiliteret. Hans værker er i dag vidnesbyrd om en uafbrudt søgen efter kunstnerisk og menneskelig sandhed.

13. symfoni ”Babi Jar” fra 1962 behandler Holocaust og er et eksempel på hans mod til at
konfrontere politiske tabuer. 14. symfoni er en række dødsmeditationer for sopran, bas og kammerorkester, skrevet i 1969, og viser hans stadige optagethed af livets alvor.

14. symfonis satser er bygget over digte af bl.a. García Lorca, Apollinaire og Rilke. Det er en musik, som taler om menneskelivets skrøbelighed, men også om en tro på, at vi lever videre i vore gerninger og minder. Her står Sjostakovitj side om side med de store europæiske ånder i det 20. århundrede.

I sine sidste år blev Sjostakovitj stadig mere svækket af sygdom, men fortsatte med at komponere. Hans sidste værk, bratschsonaten fra 1975, blev fuldendt få dage før hans død.
—

Denne festkoncert i Tivoli i 1976 var derfor ikke blot en fejring af en 70-årsdag, men et vidnesbyrd
om en kunstner, hvis værk i høj grad er blevet en del af vor fælles menneskelige arv.
—

Note: Dmitrij Sjostakovitj modtog Sonning-prisen i København i 1973, Danmarks største musikpris.
Erik Stahl – Medlem af Landsforeningens hovedbestyrelse