Jeg så dem langvejs fra. En flok mennesker på vej ned ad en sti — og efterhånden som de kom nærmere, kunne jeg se at det var børn, ledsaget af en voksen kvinde. De bar skilte med store bogstaver, og nogle holdt små flag med farverige bånd. Hvad var det der skete? Og hvor skulle de hen?

Alfabetets dag i Murmansk — børnene på vej til monumentet for Kyrillos og Methodios.

Da de var tæt nok på til at jeg kunne råbe en hilsen, viste det sig at kvinden var deres lærerinde — og hun var mere end ivrig efter at sætte en forbipasserende dansker ind i sagens natur.

Det var den 24. maj, Den slaviske skrifts og kulturs dag, en russisk festdag til minde om de to græske brødre Kyrillos (ca. 826–869) og Methodios (ca. 815–885) fra Thessaloniki — “slavernes apostle”, som de kaldes. I 863 skabte de et slavisk alfabet, så Bibelen kunne oversættes og evangeliet forkyndes på et sprog, folk forstod. Det kyrilliske alfabet — som russisk den dag i dag skrives med — bærer Kyrillos’ navn.

Da børnene velvilligt stillede sig op til fotografering, kunne jeg læse skiltene ordentligt. Hvert barn bar ikke blot et bogstav — men selve navnet på bogstavet, sådan som det hed i den gamle kyrilliske tradition.

Børnene stillede sig velvilligt op til fotografering.

Hvert bogstav havde sit eget ord: Аз, Буки, Веди, Глаголь, Добро… — og tilsammen dannede disse navne en sætning med mening. En af kulturhistoriens stille kuriositeter. Alle skiltene var skrevet med den gammelslaviske stavemåde, med arkaiske tegn som retskrivningsreformen i 1918 afskaffede. En bevidst gestus: på denne dag ærer man sprogets rødder.

De var på vej til monumentet for Kyrillos og Methodios for at lægge blomster.

Traditionen med at fejre dagen begyndte i Bulgarien i det 19. århundrede og bredte sig siden til Rusland og de øvrige slaviske lande. Officiel russisk statshelligdag blev den i 1991.

Senere på dagen fandt jeg selv vej til monumentet — og der genkendte jeg kurven med blomster, som børnene jeg mødte havde haft med.

Jeg fandt frem til monumentet for Kyrillos og Methodios senere på dagen og genkendte kurven med blomster som børnene jeg mødte havde haft med.

Jeg er ikke ukendt med russisk kultur — men dette kendte jeg ikke. Det var børnene og deres lærerinde i Murmansk der lærte mig det.