Jane Swan: Chosen for His People – patriark Tikhon og kirkens kamp i revolutionens Rusland

Jane Swans Chosen for His People (1975) er den første større engelsksprogede biografi om patriark Tikhon – den russisk-ortodokse kirkes leder under revolutionen og den tidlige sovjetmagt. Bogen skildrer en mand, der forsøgte at bevare tro og samvittighed midt i ideologisk kaos og brutale magtkampe.

Chosen for His People: A Biography of Patriarch Tikhon Af Jane Swan – 162 s.

“Chosen for His People: A Biography of Patriarch Tikhon” af Jane Swan er en indsigtsfuld biografi, der portrætterer den russisk-ortodokse patriark Tikhon, hans turbulente liv og hans tid som kirkens leder under den russiske revolution og det efterfølgende sovjetiske styre. Denne biografi skaber et levende billede af en usædvanlig menneskeskæbne, der navigerer i en kompleks politisk og religiøs virkelighed, hvor han står over for både interne og eksterne modstandere.

Munken og biskoppen Vasily Ivanovich Bellavin (1885-1925) blev den 11. patriark af Moskva under navnet Tikhon, efter revolutionen i 1917. Patriarkatet, der er den ortodokse kirkes overhoved, blev afskaffet i 1721 af Peter den Store og erstattet af Den Hellige Synode.

Den russisk-ortodokse kirkes koncil besluttede at genetablere patriarkatet efter februar revolutionen og zarstyrets fald og valget faldt på Bellavin. Det var en tid med voldsomme omskiftelser og komplekse magtkampe i samfundet så vel som kirken og det bevirkede, at den nye patriark fik et usædvanligt liv.

Den nye stat var i udgangspunktet antireligiøs men accepterede patriarkatet som en del af adskillelse af kirke og stat. Relationerne mellem stat og kirken var vanskelige og meget tyder på, at Tikhon ikke helt har forstået situationen i begyndelsen af hans periode som patriark. Det kom til flere alvorlige sammenstød, hvor Tikhon måtte en tur indenom fængslet. Samtidig fik han problemer med kirken derhjemme og den russiske emigrant kirke i Europa. Man kan roligt sige, at han var omringet af fjender, der alle havde deres egen dagsorden. Staten og regeringen mente, at han ikke var eftergivende nok for deres krav, kirkelige kredse i Rusland mente han var for eftergivende overfor regeringen og den russiske kirke i Vesteuropa nægtede at anerkende ham og oprettede deres egen autonome kirke, faktisk to forskellige kirkesamfund med hver deres juridistraktion. Disse kirker var ustandselig på nakken af Tikhon og gjorde livet surt for ham.

Meget i denne biografi handler om, hvordan Tikhon balancerede mellem alle disse umulige afgrunde, om alle de knops han fik og hvordan han alligevel lykkedes med at befæste kirken og patriarkatet. Det er vildt spændende læsning, uanset om man er troende eller ej, uanset om man kender til Ruslands historie eller ej. For i bund og grund handler denne bog om en usædvanlig menneskeskæbne.

Den Levende kirke

På et tidspunkt opstod der inden for den ortodokse kirke i Rusland en sekt der kaldte sig den levende kirke. Denne sekt voksede sig stor og mægtig og etablerede sig som en parallel kirkelig autoritet mod patriarkatet. Det var en svær kamp for Tikhon og først ved enden af hans liv fik han afviklet denne trussel imod patriarkatet. Der findes flere udsagn fra ham om denne kamp, som han anså for noget af det værste under hans tid som kirkens overhoved.

Død og testamente

Ved sin død efterlod Tikhon sig et testamente, som denne biografi gør meget ud af at falsificere. Imidlertid mener jeg, at dette testamente er autentisk. Man skal i den forbindelse huske, at forfatteren skrev denne bog til eksilrusserne i USA og Vesteuropa, der var meget fjendtlige imod Tikhon’s forhold til det kommunistiske regime som de afskyede. Netop i testamentet redegør Tikhon for et fredeligt samkvem mellem kirken og staten. Egentlig siger han ikke noget i testamentet som han ikke har sagt andet sted i fuld offentlighed. Underligt nok er det dette der gør, at forfatteren mener, at testamentet er forfalsket. Den russiske kirke anerkendte imidlertid testamentet uden de store bekymringer – se f.eks. ”The Russian Orthodox Church: Organization, Situation, Activity” by Moscow Patriarchate.

I slutningen af biografien omtales katakomber kirken, der ligesom den levende kirke udviklede sig til at blive en parallel kirke inden for kirken og med krav om autenticitet over den etablerede kirke. Biografien påstår, at Tikhon på det sidste af sit liv støttede denne kirke. Det er måske sandt men alligevel ikke sandsynligt, at Tikhon skulle støtte en parallel kirke og dermed give videre til sine efterfølgere samme problemer som han selv kæmpede med omkring den levende kirke.        

Patriark Tikhon sammen med soldater ved fronten under 1 verdenskrig

Punkter:

Baggrund og tidlige år:

Tikhon blev valgt som patriark efter revolutionen i 1917, en tid præget af voldsomme sociale og politiske ændringer i Rusland.

Han blev det 11. patriark af Moskva efter en periode, hvor patriarkatet var blevet afskaffet af Peter den Store.

Konflikten med Sovjetregimet:

Tikhon levede i en tid, hvor den nye sovjetiske regering var stærkt antireligiøs, og hans rolle som kirkens leder blev konstant udfordret af staten.

Forfatteren beskriver Tikhons vanskeligheder i at navigere forholdet mellem den ortodokse kirke og det kommunistiske regime, hvilket førte til flere fængslinger og magtkampe.

Relationerne med kirken og emigranterne:

Tikhon stod ikke kun overfor statens pres, men også problemer indenfor kirken. Den “levende kirke” blev en alvorlig trussel, da det var en parallel kirkelig autoritet.

Hans forhold til den russiske emigrantkirke i Vesteuropa var anspændt, da de nægtede at anerkende hans autoritet som patriark.

Den “levende kirke” og kampen mod parallelle autoriteter:

Bogen skildrer den svære kamp Tikhon havde med den “levende kirke”, som voksede sig stor og blev en rival til patriarkatet.

Denne del af hans ledelse står som et af hans største udfordringer og en del af hans politiske og religiøse arv.

Testamentet og Tikhons eftermæle:

Efter hans død opstod der debat om Tikhons testamente, som denne biografi hævder at være forfalsket, mens forfatteren anerkender, at hans offentlig støtte til et samarbejde med Sovjet-staten kunne ses som problematisk af mange i eksil.

Biografien diskuterer også de “katakombekirker”, der senere opstod som parallelle religiøse bevægelser i Sovjetunionen, og påstår, at Tikhon i sine sidste år støttede denne bevægelse.

Styrker og svagheder:

Styrker: Swan tilbyder et dybtgående og historisk baseret portræt af en mand, der var dybt forankret i sin tro og sine idealer, og som kæmpede for at opretholde kirkens integritet midt i et brutalt politisk klima.

Svagheder: Bogen har en stærk vestlig bias i forhold til kritikken af Tikhons forhold til Sovjet, især i lyset af de politiske realiteter og Tikhons egen position som patriark i en tid med ekstreme forandringer.

Relevans i dag:

Tikhons biografi er relevant for både religiøse og politiske studier af det 20. århundredes Rusland og dens kirkestruktur, og den giver indsigt i de interne stridigheder i den russisk-ortodokse kirke.

Bogen åbner også op for refleksioner omkring forholdet mellem stat og religion i totalitære regimer, især i moderne kontekster.

Anbefaling:

Denne biografi vil appellere til læsere med interesse for russisk historie, kirkehistorie og de komplekse forhold mellem kirken og staten .