Fyrsten i rotunden – et møde med Alban- og Sergej Samfundet

Det var på den tid, hvor vores fascination af den russiske kirke var så stor, at vi forventede, at enhver fyrste kom med guldfilter på cigaretterne og sølvarmbånd om håndleddet.

Det var på den tid, hvor vores fascination af den russiske kirke var så stor, at vi forventede, at enhver fyrste kom med guldfilter på cigaretterne og sølvarmbånd om håndleddet. Vi var en løst sammensat gruppe unge hippier, der i vores søgen efter åndelighed havde sunget os ind i det russisk-ortodokse kirkekor i Hellerup. Men vores romantiske forestillinger om den russiske adel stod over for et gedigent virkelighedstjek, da vi mødte op til et foredrag i den danske afdeling af Alban- og Sergej samfundet.

Alban- og Sergej samfundet

Det er et økumenisk fællesskab, der oplyser om de forskellige kirkesamfund i øst så vel som vest. Dengang var der en livlig foredragsaktivitet og rigtig meget om østkirkerne og den russiske kirke.

Vi skulle til vores første foredragsaften i dette tværkirkelige forum. Faktisk mener jeg, at det var Ole Frederik Stjernfelt, der holdt foredraget. En meget farverig person der dengang var (højkirkelig) præst i Tårnby og senere blev munk i Grækenland under navnet: Fotius.

Hvorom alting er, studerede vi nøje alle oplysningerne om aftenens begivenhed og spærrede øjnene op, da vi så, at der blandt de fremmødte var en russisk fyrste ved navn Danial Myschetzky¹.

Foredraget foregik i rotunden i Vor Frue Kirke i København, i sig selv et mystisk sted som kirkegængerne ikke så til hverdag, når man opholdt sig i kirken.

Da vi ankommer til rotunden, er noget af det første der springer i øjnene en ung mand der sidder henslængt på en stol rygende på en cigaret med guldfilter og med cigaretrør. Han er klædt ulasteligt og med slangeskinds støvler der sidder stramt om læggen. Om håndleddet adskillige sølvarmbånd og meget bevidst elegant gestikulation. “Fyrsten” hvisker jeg lidt højt af bare bevægelse ind i øret på min daværende kæreste Birgitte – “ja” gisper hun henåndende. Uh, hvor ville vi gerne sidde tæt på ham, men vi turde ikke rigtigt.

For rigtigt at fatte vores fascination må man forstå, at miljøet i den russiske emigrantkreds, som vi mødte på Aleksander Nevskij Hansens Allé i Hellerup, var stoppet med historier om fyrster, fyrstinder, zarer og lignende snurrige personager. De var alle sammen i huj og hast flygtet ud af Rusland i 1917. Disse engang så stenrige mennesker blev strøet ud over Europa, hvor mange ernærede sig som taxichauffører og lignende ufaglært arbejde. Vi læste en masse bøger om al dette som f.eks.: Felix Jussupoff “Jeg var Russisk Storfyrste” (Dreyers Forlag Oslo); S.R. Malmstrom “Dagmar Prinsesse af Danmark Kejserinde af Rusland” (H. Hagerup – København); Prinsesse Maria “Mine Erindringer” (Steen Hasselbalchs Forlag); Timofei Ksenofontowitch Jaschik “En Livkosaks Erindringer” (Forlaget Zac); “Grevinde Zinaide Mengdens Erindringer – fortalt i Samtaler” (H. hagerup – København) og Alexander Russisk storfyrste “Forhenværende storfyrste” (Some & CO.S Forlag Oslo). Det var en verden af i går og pludselig vakt til live i rotunden i Vor Frue Kirke i København.

Vi var målløse af benovelse og overså fuldstændig en ældre, noget sammensunken herre med en gevaldig moustache, der sad lidt fra “vores fyrste” – nemlig den virkelige fyrste Danial Myschetzky!

Det hører med til historien om “vores fyrste”, at han i virkelighedens verden var den kendte galleriejer og kunstsamler Ole Andreas Dahl, som vi alle fik et livslangt venskab med, spækket med allehånde oplevelser, men det bliver en anden historie eller rettere historier.