Erindringer fra Færøerne – tilbage efter 62 år
Erindringer
Erindringer fra Færøerne – tilbage efter 62 år
Vi er lige kommet hjem fra nogle forrygende dage på Færøerne og en uforglemmelig konfirmation med fest.
For mig var det også tid til eftertanke. Jeg har nemlig ikke været på Færøerne i de sidste 62-63 år. Dengang sejlede jeg mellem København og Færøerne med det gode skib M/S Tjaldur, der var ejet af Skipafelagið Føroyar. Jeg var om bord som opvaskerdreng i otte måneder.
Turen tog to døgn fra København til Tórshavn, og derefter sejlede vi rundt mellem øerne. Man skal huske, at dengang fandtes der ikke vejtunneller mellem øerne, som var meget isolerede fra hinanden. På disse ture sejlede vi derfor både med passagerer og fragt. Sidste station var igen Tórshavn, hvor vi tog passagerer om bord, inden turen gik tilbage til København.
Meget er forandret. Hele kajanlægget i Tórshavn er et andet, men jeg kunne nogenlunde finde det sted, hvor vi dengang altid lagde til. Dele af det gamle Tórshavn genkendte jeg også, men da vi tog til Klaksvík, genkendte jeg intet. Denne by havde virkelig forandret sig.
Mødet med Færøerne
Nordatlanten er altid drøj, og efter at have hakket sig gennem den ene bølgetop efter den anden – hver især større end den forrige – i strid storm eller det, der var værre, var det en lettelse, når disse grønne, grønne øer dukkede frem af Atlanten. Jeg elskede det syn, hver eneste gang miraklet skete.
Når vi ankom til Tórshavn, blev vi opvaskerdrenge – og vi var 11 stykker (det var jo et passagerskib med masser af opvask) – forvandlet til dragere. Vi fik hvide jakker på, så man kunne kende os, og de passagerer, der havde brug for hjælp til at bære kufferter i land, kunne praje os.
En gang, da vi var på vej ind til Tórshavn, og jeg stod ved rælingen mellem passagererne i min hvide jakke, var der pludselig en mand, der lagde en hånd på min skulder. Han var synligt bevæget over synet af havnen, byen og fjeldene. Han sagde:
»Jeg har ikke været hjemme i 20 år.«
Jeg var selv 16 år, så 20 år var mere, end jeg kunne forholde mig til. Men det gjorde indtryk, at han henvendte sig til mig, en fremmed, så spontant og umiddelbart.
I den kolde krigs farvand – en delt erfaring på tværs af tid og position
Flere år senere i sømandstiden: Et dansk skib nær Cuba bliver overfløjet af amerikanske militærfly – en oplevelse, som Angela Davis også beskriver.